Det siges, at omkring 80 procent af infektioner spredes af 20 procent af de smittede personer – et fænomen, som også er kendt som 80/20-reglen.
Dette fænomen ses ikke kun blandt mennesker, men også dyr, og omfatter både virus- og bakterieinfektioner.
Et bemærkelsesværdigt og nyligt eksempel er 'Severe Acute Respiratory Syndrome' (SARS) pandemien i 2003, hvor op mod 75 procent af infektionerne fra Hongkong og Singapore blev forbundet med superspredere.
Andre smitsomme sygdomme, hvor dette fænomen er blevet observeret over hele verden, indbefatter tuberkulose-, mæslinge- og koleraudbrud, såvel som ebola viral hæmoragisk feber.
Hvad er en superspreder?
Hvorfor nogle individer er superspredere, er dog mindre klart. De årsager, som er blevet foreslået, omfatter et mangelfuldt immunforsvar hos disse personer samt formentlig at patogenets smitteevne er højere.
Hvis man samtidig smittes med et andet patogen, kan det også være med til at sprede sygdommen yderligere, som vi har set det med HIV og andre seksuelt overførte sygdomme.
Vi ved også, at der er en høj risiko for smitte af sygdomme som norovirus, hepatitis A og influenza på overbelagte steder og gruppemiljøer som institutioner, skoler, fængsler og kaserner.
Inden for sundhedssektoren er forsinkede diagnoser af smittede personer og højere frekvens af medarbejder- og patientoverflytninger mellem stuer og hospitaler også kendte risikofaktorer.
Kroppen kan begrænse infektionens skadevirkning
Svaret skal måske findes i, hvordan smittefarlige individers immunforsvar håndterer sygdomme. En modstandsmekanisme omfatter, at kroppens immunforsvar bekæmper infektionen for at kontrollere, hvis ikke eliminere, patogenet.
I den følgende kamp mellem vært og patogen opstår der ofte organ- og vævsskader, og disse mennesker vil ofte udvise symptomer.
Den anden måde, hvorpå kroppen kan håndtere infektionen, er ved at acceptere den og begrænse dens skadevirkninger. På denne måde får patogenet mulighed for at overleve og blomstre i den smittede, uden nogen eller minimale virkninger på både værten og patogenet.
Ny forskning viser, at denne immune tolerante gruppe kan være en forklaring på, hvordan nogle mennesker bliver 'superspredere'.
Kunstigt skabte superspredere havde dårligt helbred
Forskerne kunne gøre mus til superspredere ved brug af antibiotika, som fjernede en stor del af tarmfloraen – det gjorde det muligt for antibiotikaresistente patogene bakterier at trives i tarmen.
Men mens disse kunstigt fremstillede superspredende mus var i stand til at sprede et stort antal patogene bakterier som en konsekvens af antibiotisk behandling, oplevede de også enormt dårligt helbred.
Til sammenligning oplevede mus, som var naturlige superspredere, umiddelbart ikke sygdom ved brug af antibiotika, som forstyrrede deres tarmflora.
I modsætning til de kunstigt fremstillede superspredere havde disse naturlige superspredere et dæmpet immunrespons, som formentlig forklarer deres manglende sygdom.
Forskerne opdagede også, at de ved at bremse immunresponsen hos mus, der ikke var superspredere, kunne lette symptomerne på sygdom.
Superspredere er en skjult trussel - bliver ikke selv syge
Så hvilken betydning har denne forskning for folkesundheden?
Det mest foruroligende er måske, at superspredere med deres 'immune tolerance' måske viser meget få, hvis overhovedet nogen, tegn på sygdom.
Sådanne personer er en skjult trussel, som fortsat vil leve og bevæge sig frit omkring i deres lokalsamfund, hvor de risikerer smitte andre uden at vide det.
Det er en stor udfordring for sundhedssystemet, da det er mindre sandsynligt, at de vil tiltrække medicinsk opmærksomhed, og selv hvis de gjorde, ville det være svært at identificere dem som 'superspredere'.
Antibiotika – en risiko for menneskers helbred?
Et andet problem, som relaterer sig til denne undersøgelse, drejer sig om antibiotikas rolle.
Antibiotika bliver ofte set som løsningen på den voksende trussel fra smitsomme sygdomme, men måske er de i virkeligheden kerneårsagen til problemet med superspredere.
Nogle mennesker har måske en medfødt tilbøjelighed til at blive superspredere, hvilket kun kan ses, når de inficeres med et patogen. Men brugen af antibiotika kan føre til frembringelsen af supersprederstadiet.
Overforbrug af antibiotikum, selv i den bedste hensigt, kan derfor, både blandt dyr og mennesker, forværre situationen. Dette bekræfter det presserende behov for fornuftig og kontrolleret brug af antibiotika.
LÆS OGSÅ: Danskernes antibiotikaforbrug stiger igen
Supersprederne skal identificeres tidligt
De nuværende smittekontrolmålinger som massescreening, kontaktsporing og isolation af smittede personer er ofte anstrengende - og ikke altid effektive.
Det skyldes til dels, at der er begrænsede offentlige sundhedsmuligheder tilgængelige, og at sygdomskontrol ofte er reaktiv.
Hvis man kan identificere supersprederne tidligt i et udbrud, kan det skabe en mere effektiv og manøvrerende tilgang til sygdomskontrol.
Se det på denne måde: Hvis de 20 procent smittede personer, som spreder 80 procent af smitten, bliver identificeret tidligt og håndteret ordentligt, kan 80 procent af de senere smittetilfælde i samfundet undgås – en fristende pris for folkesundheden.
Andrew Lee arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
