Hvis dit barn har svært ved at holde fokus, så er der måske ingen grund til bekymring.
Børn ser nemlig ud til at kompensere for deres manglende koncentrationsevne ved at optage information - helt uden at prøve.
Det skriver University of Toronto i en pressemeddelelse.
I et studie, der netop er udgivet i tidsskriftet The Journal of Neuroscience indgik 24 voksne med en gennemsnitsalder på 23 år og 26 børn, der gennemsnitligt var 8 år. De blev alle bedt om at observere en serie af fire illustrationer:
- en brumbasse,
- en bil,
- en lænestol
- og et træ, som alle bevægede sig på en skærm

I forskellige faser af forsøget blev deltagerne bedt om at trykke på en knap, når en given illustration bevægede sig i et mønster, mens deres hjerneaktivitet blev målt ved hjælp af en MRI-skanner.
Resultatet viste, at voksne fokuserer deres opmærksomhed på én given opgave og ikke lægger mærke til information, som de bliver bedt om at se bort fra.
Børnene optager derimod også den information, som de bliver instrueret i at ignorere, fordi deres hjerner kan rumme information på en anden måde, end voksnes kan.
»Vores studie viser, at deres (børnenes, red.) hjerner er bygget til at være sensitive overfor al information, uanset om det er relevant eller ej,« forklarer Amy Finn, der er lektor ved University of Toronto og står bag studiet, i pressemeddelelsen.
Forestillingen om, at børn har sværere ved at sidde stille og koncentrere sig end voksne, er ikke ny. Men det lille studie her bidrager med en viden om, hvordan børns ringe koncentrationsevne påvirker måden, deres hjerner modtager og rummer information.
Børn kan ikke koncentrere sig om specifikke ting, og sortere irrelevant information og indtryk fra. De tager derfor meget mere ind og rummer meget mere i hjernen end voksne gør, men prisen for den evne er altså koncentrationsbesvær.
Typisk antager man, at som hjernen udvikler sig, vil den kunne gøre flere og bedre ting. Derfor tænker man, at voksne er bedre og klogere end børn - men dette studie peger på, at det måske ikke altid er tilfældet.
aeh

































