»39… 21… 88…«
»Ryst posen!«
Det foregår altid i et roligt tempo, og du forbinder nok ikke spillet bingo med den mest højintense tænkning.
Ikke desto mindre tyder det ifølge et nyt studie på, at folk, der spiller bingo, holder sig skarpere i deres senere år.
Forskere fra Univeristy of Edinburgh er ifølge The Telegraph kommet frem til, at ivrige bingo-spillere i alderen 70 år og opefter i gennemsnit har en 1,4 point højere IQ og klarer sig bedre i hukommelsesøvelser end ældre, der sjældent spiller.
Således ser bingo altså ud til at være lige så godt til at holde hjernen i gang som eksempelvis skak, krydsord og kortspil. Og det styrker den samlede bevisbyrde for, at det er sundt for vores mentale helbred at spille spil.
LÆS OGSÅ: Sproget er en færdighed, som ikke bliver svækket med alderen
Det nye studie, der er udgivet i The Journals of Gerontology, er baseret på en gruppe forsøgspersoner, som er blevet fulgt siden de blev født i 1936.
Forskerne bag studiet håber på, at de kan bruge den nye viden til at finde frem til, hvilke former for aktiviteter der gavner de ældres mentale helbred mest.
Forskernes har blandt andet taget højde for en test, som forsøgspersonerne tog, da de var børn, samt deres socioøkonomiske status, deres uddannelsesniveau, og hvor fysisk aktive de ældre er.
I et studie som dette kan det dog være svært at bevise, om der virkelig er tale om en direkte sammenhæng, eller om det i højere grad er et sammenfald.
For det kan omvendt også hænge sammen på den måde, at ældre, som er mere friske i hovedet, i højere grad ynder at spille bingo.
Da et tidligere studie viste en lignende sammenhæng mellem mentalt helbred og spil, fremlagde Videnskab.dk denne problemstilling for Niels Kasper Jørgensen, der er neuropsykolog på Rigshospitalet.
»Forskningen peger generelt i retning af, at der er en gevinst ved de her aktiviteter. Men det er meget svært at måle helt præcist, for vi kan ikke med sikkerhed vide, at det er aktiviteterne, der gør forskellen,« sagde han dengang til Videnskab.dk.
De markante resultater fra det nye studie skal derfor måske tages med et gran salt. Dog er der ingenting, som tyder på, at bingo skulle have nogen skadelige effekter – så hold dig endelig ikke tilbage!
LÆS OGSÅ: Nyt studie – Ældre med hang til krydsord og svære spil har skarpere hjerner
LÆS OGSÅ: Livstilfredshed og alderdom går hånd i hånd i Danmark
jsj