Antibiotika skal ikke være en menneskeret

I en bod på Dublins konferencecenter hænger noget, som ligner deformerede vandmænd, ned fra loftet. Mellem dem finder man enorme søpindsvinlignende skabninger - sorte, store kugler med pigge ud til alle sider.

Vandmændene og søpindsvinene er bakterier, og de er resistente – de har udviklet sig sådan, at den medicin, vi forsøger at dræbe dem med, ikke længere virker.

Det er kritisk, mener Otto Cars, professor i medicin ved Uppsala universitet i Sverige og leder for ReAct - en aktionsgruppe, som arbejder med at øge bevidstheden om antibiotika-resistens.

»Dette er meget alvorligt. I Norge og Sverige og de nordeuropæiske lande går det stadig godt, men i for eksempel Grækenland er det helt presserende,« siger han til forskning.no.

»Multiresistente bakterier gør, at vi blandt andet ikke kan behandle almindelige sygdomme som lungebetændelse, og at helt normale procedurer på sygehusene igen bliver meget risikable. I praksis ser vi nu moderne medicin smuldre op,« advarer han.

Ingen nye typer antibiotika i 25 år

I 1987 kom den forrige helt nye type antibiotika. I løbet af de 25 år, som er gået siden da, har vi kun lavet variationer af de typer, vi allerede har. Bakterierne selv har imidlertid ikke ligget på den lade side, fortæller Otto Cars.

»De bytter gener og krydser sig med hinanden og er dermed blevet multiresistente – nogle er til og med totalresistente, dvs. at vi ganske enkelt ikke har medicin mod dem. Vi kan i nogle tilfælde snakke om en pandemi, og hvis nogle af disse bakterier kommer ind på for eksempel en intensivafdeling på et sygehus og begynder at sprede sig, så bliver det en katastrofe,« siger han.

Otto Cars siger, at Grækenland har været det land i EU med det højeste forbrug af antibiotika, og at hygiejnerutinerne desuden ofte er alt for dårlige.

»Vi finder totalresistente bakterier på alle intensivafdelinger i Grækenland,« siger han.

Dyr antibiotika sender et signal om værdi

Det er især et højt forbrug mod selv den mindste infektion, som nu truer antibiotikaens effektivitet over hele verden.

Otto Cars mener, at man må begynde at tænke alternativer allerede i dag, for der findes ingen nye typer antibiotika, der ligger på lur i lægemiddelindustriens skuffer, som kan komme og tage over, når de versioner, vi har i dag, svigter.

»Det kan ikke være en menneskeret at få antibiotika, når du bliver syg. Vi må spare på det, til der virkelig er behov for det. Men i dag udskriver læger antibiotika næsten som en rutine. Patienten forventer at få noget, når han eller hun besøger lægen, og lægen ønsker at give noget – så har han eller hun gjort sit job,« siger Otto Cars.

»Jeg tror, at medicin er for billigt. Hvis det bliver gjort dyrere, får folk måske mere respekt for det. Se på kræftmedicin – vi er villige til at betale alverden for at forlænge livet med bare nogle måneder - så hvorfor skal vi ikke betale det samme for medicin, som faktisk redder liv?« spørger lægen.

Lægemiddelindustrien kan ikke have ansvaret

Antibiotikaresistens er et broget problem: Folk vil have medicin, læger vil hjælpe, og en recept er noget håndfast, som han eller hun kan komme med. Dertil kommer, at lægemiddelindustrien vil tjene penge og skubber på for at få medicinen ud.

»I USA giver lægemiddelselskaberne en bamse sammen med antibiotika til et barn, som får en øreinfektion. Dermed er det jo klart, at barnet presser på for at få en ny bamse, når han eller hun får ondt i ørerne en anden gang,« fortæller Otto Cars.

»Ansvaret for at begrænse antibiotikabrugen kan ikke ligge hos lægemiddelindustrien, for de har en modsat interesse end det, vi er ude efter. Hvis de skal udvikle et lægemiddel, vil de have, at det bliver brugt så meget, at de tjener investeringen ind igen i løbet af bare et par år,« siger Otto Cars.

Open access-samarbejde

Professoren mener, at vi i denne del af lægemiddelindustrien har brug for en komplet omvæltning af innovationspraksis.

»Den såkaldte ’drug pipeline’ - forsyningskanal - af medicin, der er under udvikling, er næsten tom. Der kommer ikke noget nyt de næste 10, 20, 30 år. Så vi må finde nye samarbejdssystemer for at fostre opdagelsen og udviklingen af nye medicintyper – dagens metode fungerer åbenbart ikke,« siger Otto Cars.

»Jeg tror, at akademiske forskere og små og store selskaber må gå sammen i et helt nyt 'open access-system' for lægemiddeludvikling. Det er for krævende for bare ét universitet eller ét selskab alene.« (Se faktaboks)

I sådan et system må finansieringsordningen ændres, og det offentlige må tage risikoen for omkostningerne ved udvikling, mener Otto Cars. Det er den eneste måde, man kan sikre, at nye mediciner udvikles, men ikke bruges, med mindre det er helt nødvendigt.

Skal der en katastrofe til?

Under de hængende vandmandsagtige bakterier på konferencen fortæller professoren om et børnehjem i Ghana, som for nyligt måtte lukke på grund af et udbrud af multiresistente bakterier. På et andet børnehjem i Mali havde samtlige af børnene sådanne superbakterier i kroppen.

Disse hændelser får kun lidt opmærksomhed i Vesten. Men Otto Cars er bange for, at det samme kommer til at ske på et vestligt sygehus, før verden vågner op.

»I værste fald ender det jo sådan, for vi ser jo, hvordan verden reagerer hurtigt, hvis der er snak om SARS eller svineinfluenza. Så tager man sig sammen, WHO kommer med ressourcer, og man laver vacciner. Dette er en langsom katastrofe, og det er en form for selvbedrageri. Siden antibiotika kom i 50’erne, har vi tænkt, at ’der løste vi det problem – nu behøver vi ikke bekymre os om lungeinfektioner mere’,« siger han.

»Men det er ganske simpelt bare ikke gået så godt. Jeg er helt enkelt meget bekymret for det, der er i færd med at ske.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson