Årets Forskningskommunikationspris går til professor og institutleder på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet, Albert Gjedde.
Gennem sit mangeårige arbejde viser Albert Gjedde, at hjerneforskning er et vigtigt og spændende forskningsfelt. Han gør komplicerede emner forståelige uden hverken at gå på kompromis med den faglige kvalitet eller overforsimple resultaterne.
»Albert Gjedde er en levende og dedikeret formidler, som formår at gøre hjerneforskningens resultater, metoder og perspektiver nærværende og vedkommende for et bredt publikum,« siger uddannelsesminister Morten Østergaard i begrundelsen for at vælge Albert Gjedde.
Det er Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, der hvert år uddeler Forskningskommunikationsprisen.
Albert Gjeddes 40 år med ludomani, Parkinsons og epilepsi
Albert Gjedde har i over 40 år forsket i hjernen og dens funktioner. Hans forskning har blandt meget andet ført ham omkring så forskellige arbejdsområder som Parkinsons, ludomani, epilepsi, misbrugssygdomme og depression.
Han har blandt andet undersøgt det oplevelsestrangsstyrende hormon dopamin, det såkaldte Gjedde-Patlak-plot og produceret masser af forskningsresultater om blod-hjernebarrieren.
»Da jeg fik at vide, at jeg fik prisen, reagerede jeg selvfølgelig med glæde og begejstring. Vi har efterhånden universiteter, der dækker hele landet, og det er da en ære at få en pris for at formidle sit stof på folkeuniversiteter fra Esbjerg til Emdrup,« siger Albert Gjedde.

Ud over at formidle sit stof gennem foredrag og i medierne har 66-årige Albert Gjedde taget initiativ til større formidlingsaktiviteter såsom Hjerneåret i 1997, Landsforeningen til Bekæmpelse af Hjernesygdomme, Hjerneforum og European Dana Alliance for the Brain.
Forskningskommunikationsprisen er ifølge Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser et skulderklap til Albert Gjeddes evner som formidler af de svære stofområder, han betræder.
Morten Østergaard og Kronprinsesse Mary overrækker prisen
Morten Østergaard uddeler prisen på baggrund af en indstilling fra Det Frie Forskningsråd, der har vurderet alle de indsendte ansøgninger.
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary overrækker prisen til Albert Gjedde i forbindelse med åbningen af Forskningens Døgn, som løber fra den 19-21. april.
Prisen går til forskere med en skarp sans for præcis formidling og en dygtig evne til at skabe bred interesse for deres forskningsfelt.
»Prisen får mig ikke til at hvile på laurbærrene. For mig er det en anledning til at udvikle mine formidlingsevner og bestræbe mig på at gøre det endnu bedre,« siger Albert Gjedde.
Med prisen følger en præmie på 100.000 kroner. Forskningskommunikationsprisen er blevet uddelt siden 2004.
































