Ødelagt gen giver ADHD symptomer i mus

Børn og unge har i stigende grad svært ved at sidde stille og være opmærksomme. I hvert fald hvis man skal tro på statistikkerne, der viser, at et stigende antal af børn og unge får stillet diagnosen ADHD. Forskere er stadig i tvivl om, hvad der præcist forårsager denne opmærksomhedsforstyrrelse.

Nu viser en ny dansk undersøgelse, lavet på mus og udgivet i det anerkendte tidsskrift Neuron, at en ADHD-lignende tilstand blandt andet kan være forårsaget af en defekt i et bestemt gen, der påvirker hjernen.

»Hvis genet er defekt, så er det 100 procent sikkert, at det fører til ADHD-lignende symptomer hos mus. Men det er også et gen, som vi mennesker har, og man har tidligere mistænkt genet for at være involveret i udviklingen af ADHD hos mennesker. Denne mistanke bekræfter vores studie,« siger Anders Nykjær, professor på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet og seniorforsker bag undersøgelsen.

Genet gør, at nervecellerne i hjernens belønningssystem ikke ikke danner de rigtige kontakter og kommunikerer, som de skal.

Effekten gælder sandsynligvis også mennesker

Det virker meget sandsynligt, at effekten i mus også vil gælde i mennesker, vurderer Albert Gjedde, professor på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet, efter at have læst forskningsartiklen.

»Man har længe antaget, at ADHD er forbundet med en forstyrrelse i det dopaminerge system [også kaldet belønningssystemet, red.] hos mennesker. Og da forskerne viser, at dette gen er med til at opretholde det dopaminerge system hos mus, og vi også har det her gen, så peger det på, at der er noget om snakken,« siger Albert Gjedde, der selv forsker i hjernens belønningssystem, men ikke selv har været med til at lave denne undersøgelse.

»Dopamin er et belønningsstof og indlæringsstof, der motiverer os til en særlig adfærd og belønner os, når vi lykkes med noget. Det skal promovere en adfærd, der fremmer vores velfærd og overlevelse. Uden dette stof har vi sværere ved at tage ved lære af omgivelserne. Vi ved ikke på samme måde, hvad der er meningsfuld adfærd. Samtidig giver et fravær af dopamin også en mere spredt og sporadisk opmærksomhed. Og det er dét, forskerne ser hos musene med det defekte gen,« siger Albert Gjedde.

Belønningssystemet motiverer vores adfærd

Genet, det drejer sig om, kaldes sorcs2, og hvis dette gen er defekt, så danner hjernecellerne ikke et vigtigt protein, der hjælper med at få dopamincellernes udløbere til at nå hinanden, og det forhindrer cellerne i at kommunikere med signalstoffet dopamin, viser undersøgelsen.

»Vi kunne se, at dette gen var nødvendig for, at cellernes udløbere stoppede med at vokse, når de nåede hinanden. Der var kun få nerveceller, der lavede den rette kontakt. En defekt i sorcs2-genet har derfor en meget stor gennemslagskraft i dopaminerge system og dermed vores adfærd,« siger Nykjær.

Det danske forskerhold fra Aarhus Universitet havde i undersøgelsen ødelagt genet fra det tidspunkt, hvor musene var i fosterstadie, for at undersøge, hvad det gjorde ved dyrenes adfær. Resultatet viste, at musene var uopmærksomme, hyperaktive og bevægede sig mere ustruktureret rundt end kontrolgruppen af mus.

Det er typiske tegn på en forstyrrelse i det dopaminerge system, som man også mener er tilstede hos mennesker med ADHD, konstaterer Albert Gjedde.

Rammer ikke alle ADHD-tilfælde

Selvom en defekt i sorcs2-genet med meget stor sandsynlighed vil føre til ADHD, så er det langt fra alle tilfælde af ADHD, der kan forklares med denne ene gen-defekt, konstaterer Anders Nykjær.

Hvis vi kender de præcise kemiske processor bag udviklingen af et syndrom som ADHD, så kan vi også i langt højere grad udvikle en medicinsk behandling, der går ind og forbedrer forstyrrelsen i hjernen. Hvis ADHD i nogle tilfælde skyldes et fravær af det protein, der får dopamincellerne til at kunne kommunikere, så kunne man potentielt lave en syntese af dette protein til et lægemiddel.

Professor Anders Nykjær

»ADHD er en kompleks lidelse, og forskning peger på, at det både kan skyldes genetiske dispositioner, men lidelsen kan også være forårsaget af omgivelserne og hvad der sker i de tidligere år af børns udvikling. Spørgsmålet er, hvor mange af de mennesker, der får konstateret ADHD, der har en defekt i dette gen. Det er det næste vi skal til at undersøge,« siger Anders Nykjær.

Forskerholdet håber på, at viden om sorcs2-genets betydning for et velfungerende dopaminsystem vil bidrage til udvikling af bedre medicin.

»Hvis vi kender de præcise biologiske mekanismer bag udviklingen af et syndrom som ADHD, er det tænkeligt, at man i langt højere grad vil kunne udvikle en mere målrettet medicinsk behandling på sigt. Hvis ADHD i visse tilfælde skyldes en defekt i sorcs2-genet, kunne man forestille sig at behandle patenter ved at tilbageføre et rask gen. Visse ADHD patienter har øget risiko for at udvikle skizofreni og andre psykiatriske lidelser, og vi mistænker at personerne skal findes blandt de ADHD patienter med fejl i sorcs2 genet. I givet fald vil tilbageførsel af et rask gen blive særlig attraktiv,« siger Anders Nykjær.

Også Albert Gjedde er positiv omkring de muligheder forskningen giver.

»Med genterapi kan man måske gå ind og rette op på, at genet mangler eller er defekt og på den måde forebygge ADHD-symptomerne. Men det må tiden vise, når der er bedrevet mere forskning på området,« siger Albert Gjedde.