Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

5-sekunders reglen om mad på gulvet holder ikke

Øv, øv. Det er så ærgerligt, når man taber frisk mad på jorden eller gulvet i stuen. Men der er god grund til ikke at samle maden op. På bare få sekunder er maden nemlig inficeret med farlige bakterier, viser nyt studie. (foto: Shutterstock)

Annonce:

De fleste kender til ærgrelsen efter at have tabt noget lækkert som f.eks. en is på gulvet med et ”klask”.

Måske er du en af dem der har hørt, at det er okay at spise maden igen, hvis bare du samler den op inden for fem sekunder. Men et nyt studie slår nu fast, at fem-sekunders reglen er usand.

»Bakterier kan overføres til maden med det samme,« forklarer Donald W. Shaffner, der er professor i mad og mikrobiologi på Rutgers University i New Jersey og medforfatter til studiet, i nytimes.com.

Resultatet bekræfter et tidligere studie, Videnskab.dk har skrevet om i semptember 2015: Fem sekunders-reglen: Må man spise mad, der har været på gulvet?

Donald W. Shaffner understreger, at lige meget, hvor hurtigt man samler maden op fra gulvet, vil man altid få overført skadelige bakterier.

Han og hans kollegaer har testet forskellige typer mad - både brød med og uden smør, udskåret vandmelon og vingummibamser - efter maden blev tabt fra en højde på fem cencimeter på sten og ståloverflader samt tæpper og trægulve.

Forskerne undersøgte herefter, hvor mange bakterier der blev overført efter hhv. 1, 5, 30 og 300 sekunder.

Annonce:

Resultatet viste, at maden får flere bakterier overført, jo længere tid den ligger på gulvet. Dog fik alle typer mad med det samme overført visse bakterier, som kan være farlige for helbredet.

Mange tænker måske, at der kan gemme sig flere bakterier i tæpper end på ståloverflader og stenfliser, men faktisk viste det nye studie, at netop sten og stål var de største syndere i forhold til, hvor mange bakterier der blev overført.

Donald W. Shaffner henviser også til resultater fra Centers for Disease Control, der viser, at bakterieoverførsler fra gulv er den sjette værste kilde til madrelaterede sygdomme ud af 32 mulige.

Det viste sig desuden, at vandmelon var den fødevare, der havde flest overførte bakterier på, hvor vingummibamserne havde mindst.

Det handler om madens overflade og hvordan den rammer gulvet, fortæller Donald W. Shaffner til nytimes.com og tilføjer:

»Jeg må tilstå, at jeg selv har spist mad fra gulvet, men hvis jeg taber en vandmelon, ryger den altså direkte i skraldespanden.«

Det nye studie er udgivet i tidsskriftet Applied and Environmental Microbiology.

Annonce: