Intelligent armbånd skal få ældre til at drikke mere vand
14 februar 2011

Forskere og fagfolk ved Ingeniørhøjskolen i Århus og Aarhus Universitet er på vej med et intelligent armbånd til ældre, der drikker for lidt væske.

Det er lykkedes for en gruppe forskere at udvikle et intelligent armbånd, der kan hjælpe mennesker med særlig risiko for at dehydrere. Det er godt nyt for de tusindvis af ældre, der hvert år får komplikationer som følge af væsketab, skriver Ingeniørhøjskolen i Århus.

I dag skal der en blodprøve til for at måle væskefordelingen i kroppen.

Det foregår typisk hos egen læge eller i et sygehusambulatorium og ofte først, når dehydreringsgraden er høj. Med armbåndet bliver de lægebesøg overflødige. Den ældre kan løbende overvåge sin egen væskebalance og få en alarm, når det er tid til at drikke.

”Det er meget simpelt. Man bærer armbåndet døgnet rundt og får en alarm, når det registrerer et væskeunderskud. Det betyder, at mange ældre helt kan undgå dehydrering og dermed opretholde et naturligt velbefindende,” siger Finn Overgaard Hansen, som leder Ingeniørhøjskolens Videncenter for Sundhedsteknologier i Hjemmet.
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.