Gennembrud: Ny vaginalring beskytter mod HIV
Kilde: 
23 februar 2016

KORT NYT FRA UDLANDET:

En vaginalring med HIV-medicin lavet af silikone er i stand til at beskytte HIV-negative kvinder mod HIV-smitte. Det skriver Sciencemag.org.

Studiet er publiceret i tidsskriftet The New England Journal of Medicine. 

Det nye medicinske forsøg er banebrydende, da det er første gang, at det lykkedes at behandle med en såkaldt microbicide, der ødelægger virus ved infektionsstedet. Stoffet dapivirine frigives fra ringen og koncentreres i vævet i skeden, hvilket forhindrer HIV i at etablere sig i kroppen under samleje.

Vaginalringen er testet i Sydafrika, Malawi, Uganda og Zimbabwe på 4.500 kvinder i alderen 18-45 år. Forsøget er gennemført i to dele og viser, at kvinder, der brugte vaginalringen, havde 30 procent færre tilfælde af HIV-smitte end kvinder, som brugte en placebo-ring.

»Det er en enorm sejr,« siger Sharon Hillier ifølge sciencemag.org. Hun er specialist i infektionssygdomme på University of Pittsburgh i Pennsylvania og har været med til at koordiere undersøgelsen.

AIDS er stadig den førende dødsårsag blandt fødedygtige kvinder på verdensplan. Derfor er den nye kvindekontrollerede forebyggelsesmetode et gennembrud i kampen mod HIV og AIDS.

»At vi nu har videnskabeligt bevis for, at en microbicide både er sikker og effektiv som HIV-forebyggelse er et videnskabeligt gennembrud, men også på sigt et stort fremskridt for kvinders sundhed i udviklingslande. Kvinder skal kunne træffe deres egne valg om forebyggelse af HIV, og vaginalringen bliver forhåbentlig snart en valgmulighed«, siger Laura Kirch Kirkegaard, international chef i AIDS-Fondet, i en pressemeddelelse fra AIDS-Fondet.

De flotte resultater med 30 procent færre tilfælde af smitte gjaldt kun kvinder over 21 år. I det ene forsøg reducerede ringen HIV-smitte med 15 procent hos de 18-21-årige, og i det andet forsøg beskyttede ringen slet ikke disse unge kvinder. Hos kvinder over 21 år beskyttede ringen dog hele 56 procent i det ene forsøg og 37 procent i det andet.

Tilsyneladende brugte kvinder i aldersgruppen over 21 vaginalringen mere korrekt end den yngste aldersgruppe. Flere analyser og forsøg skal endeligt fastslå, hvad der ligger til grund for disse forskelle. 

Læs også:

Forskere: Europa risikerer ny AIDS-epidemi

HIV kan forebygges med simpel ormekur

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.