KORT NYT FRA UDLANDET
Når vi kigger op mod stjernerne om aftenen, ser vi de små lysende prikker med mørke imellem sig. Men selv i mørket er der lys.
Forskere ved nemlig, at der er et svagt lys i hele Universet kaldet kosmisk baggrundsstråling. Denne stråling består af tre forskellige ting – optisk stråling, mikrobølger og infrarød stråling. De to første kender man allerede årsagen og kilden bag, anderledes er det med det infrarøde lys.
Forskere fra University of Tokyo har undersøgt data optaget over 900 dage af de fjerneste objekter i rummet med ALMA teleskopet. Her fandt de omkring 133 objekter, der udsender dette infrarøde lys. Det skriver Sciencedaily.com.
60 procent af objekterne var galakser, hvor støvet i dem absorberer optisk og infrarødt lys og derefter genudsender det med en længere bølgelængde, som ALMA teleskopet kan detektere.
»Vi har dog ingen idé om, hvad resten af objekterne er. Vi spekulerer i, at det er galakser sløret af støv. Dette kan indikere, at de har en meget lille masse, men stadig indeholder store mængder støv. Dette er i konflikt med den nuværende forståelse, at små galakser indeholder små mængder støv. Vores resultater kan derfor indikere, at der er mange uventede objekter i de yderste afkroge af Universet,« siger Masama Ouchi, der er lektor ved University of Tokyo, til Sciencedaily.com.
Forskernes resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Astrophysical Journal Supplement Series.
Læs også:
Dybt infrarødt kig ud i kosmos
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml































