Vi er ofte blevet advaret mod at spise for meget animalsk fedt. Nu har et forskningsprojekt fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet - sammenlignet, hvordan den samme mængde fedt fra henholdsvis ost og smør påvirker kolesterolindholdet i blodet.
Resultaterne dokumenterer, at ost, i modsætning til smør, ikke påvirker kolesterolindholdet, skriver Københavns Universitet.
»Vi kan dokumentere, at ost sænker indholdet af LDL- kolesterol i blodet sammenlignet med den samme mængde fedt fra smør. Samtidig kan vi se, at ost i større mængder heller ikke påvirker kolesteroltallet i forhold til forsøgspersonernes almindelige kost,« siger ph.d. Julie Hjerpsted fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet som sammen med sine kolleger står bag resultaterne.