Oplev verden i selskab med en jagende kaskelothval på 700 meters dybde
Hvordan jager verdens største rovdyr? Århusianske forskere giver her det første smugkig ind i kaskelothvalernes jagtmarker.
Kaskelothvalen

En lille lydoptager på næsen af en kaskelothval (venstre) har løftet sløret for den ukendte undersøiske verden kaskelothvaler møder, når de vender hovedet mod dybet (højre) og søger føde i buldrende mørke. (Foto: Cláudia Oliveira)

En lille lydoptager på næsen af en kaskelothval (venstre) har løftet sløret for den ukendte undersøiske verden kaskelothvaler møder, når de vender hovedet mod dybet (højre) og søger føde i buldrende mørke. (Foto: Cláudia Oliveira)

Kaskelothvaler er blandt den lille håndfuld pattedyr, der udfører de dybeste og længste dyk. De forlader luftens livgivende ilt for at jage bytte i buldrende mørke på cirka én kilometers dybde.

I århundreder har det været et mysterium, hvordan disse kæmpe rovdyr finder deres bytte i blinde og på ekstremt lang afstand.

Fiskere og hvalfangere kaldte kaskelothvaler 'tømrerfisk'. Det skyldes, at hvalerne udsender kraftige kliklyde, der minder om energiske hammerslag. Forskere har siden foreslået, at kaskelothvaler bruger disse lyde til at finde deres bytte.

I et helt nyt studie viser mine kollegaer og jeg, hvordan dyrerigets kraftigste lyd giver kaskelothvaler havenes bedste overblik.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.  

Lyd i mørket

Når hvaler ekkolokaliserer, det vil sige finder bytte ved hjælp af lyd, udsender de klik. Derefter lytter de efter ekkoer fra byttedyr i vandet omkring dem.

Ekkoerne indeholder en masse information. Den tidsforsinkelse, der er mellem klikket og ekkoet, angiver afstanden til byttet. Ekkoets lydstyrke og karakter afslører byttets størrelse, struktur og sammensætning.

For at smuglytte til kaskelothvalernes verden må vi optage de ekkoer, hvalerne hører. Det gør vi ved hjælp af en lille lydoptager på størrelse med en tyk smartphone.

Sådan lyder de klik, en kaskelothval udsender, når den finder sit bytte ved at ekkolokalisere. De hurtige klik til sidst indikerer, at hvalen er lige ved at fange sit bytte. (Lyd: Marine Bioacoustics Lab, Aarhus Universitet).

Hvalernes lydunivers oversætter vi siden til billeder, præcis som displayet på et ekkolod gør.

Her farvekodes ekkoer efter lydstyrke, så havbunden træder tydeligt frem som en streg, og fiskestimer optræder som slørede skyer.

Ekkolod

Figur 2: Fra lyd til billede. Skibet sejler fra venstre mod højre og sender via et ekkolod en lydkegle ned i vandet. Når lydkeglen rammer en fisk, dukker ekkoet fra fisken op som en prik på ekkoloddets display (højre). Prikkens størrelse og farve svarer til fiskens størrelse, og antallet af prikker angiver mængden af fisk. (Figur: Pernille Tønnesen)

En smartphone på en gigantisk næse

Desværre er det aldrig tidligere lykkedes at optage byttedyrsekkoer fra jagende kaskelothvaler. Det skyldes nok, at kaskelothvalernes gigantiske næse har skygget for sådanne ekkoer.

Hvad gør man så? Jo, så må man sætte lydoptageren helt ud på hvalens næsetip! Det er lettere sagt end gjort, når næsen tilhører en 11 meter lang og 14 ton kæmpekolos af en hval.

Hvo intet vover, intet vinder – så rustet med lydoptagere, en 13 m lang stang og en gummibåd tog vi en måned til Azorerne, der er kendt for deres rige dyreliv til havs.

Sådan ser det ud, når man skal sætte en lille lydoptager på en kæmpe hval (Video: Marine Bioacoustics Lab, Aarhus Universitet).

Efter flere gode forsøg lykkedes det at placere en målepakke på næsespidsen af en ung kaskelothval.

Heldigvis blev lydoptageren siddende på hvalen i næsten et døgn og optog undervejs 27 dybe dyk.

Kaskelothvalen

Figur 3: Kaskelothvalen søgte efter føde i 27 lange og dybe dyk. Den holdt kun pause fra at jage i fire timer af det døgn, vi optog dens færden. (Figur: Pernille Tønnesen)

En næse med lang-distance ekkolod

Forskere har længe foreslået, at kaskelothvaler har udviklet deres kæmpe næse for at kunne udsende kraftige klik, så de på lang afstand kan høre ekkoer fra byttedyr . Og nu kan vi endelig bevise det!

Vi blev imponerede over at se ekkoer fra enkelte byttedyr op til 144 meter foran hvalen. Stimer af byttedyr, der giver kraftigere ekkoer, så vi helt ud til 245 meter.

Men hvalernes hørelse er cirka 2-3 gange bedre end vores måleudstyr. Denne hval må derfor have hørt ekkoer fra et enligt bytte på over 300 meters afstand og fra stimer over 500 meter væk.

Deres super skarpe høresans og kraftige lyd gør altså kaskelothvaler i stand til at afsøge store områder for byttedyr.

Det kan muligvis forklare, at man kan møde kaskelothvaler i alle verdens have. Deres forkromede overblik hjælper dem til at finde føde selv i udfordrende områder.

Madørken eller dybhavsbuffet?

Kaskelothvalen i vores studie jagede dog ikke i et byttefattigt hav. Hvalen mødte i gennemsnit lidt over 200 mulige byttedyr per dyk, og rekorden var knap 900 dyr i et dyk.

Til vores overraskelse holdt hvalen ikke ædegilde i denne overflod, men fangede under 10 procent af de dyr, den traf.

Kaskelothvalen

Figur 4: To forskellige jagtscener. Øverst møder hvalen en masse enkeltstående dyr. De ses som skrå gule streger, der kommer tættere på den svømmende hval. Nederst nærmer hvalen sig en stime af dyr, der kan ses som først rødlige og siden grøngule klumper (Figur: Pernille Tønnesen, Tegning af kaskelothval: Chloé Yzoard).

Måske er det ikke kun en fordel at opleve verden gennem dyrerigets kraftigste ekkolod. Et væld af ekkoer kan måske gøre det svært for hvalen at fokusere på det bytte, den gerne vil fange.

Vi så faktisk også, at hvalen primært fangede føde i områder med forholdsvis få ekkoer. Derved undgik den formentlig den forvirring, der kan være forbundet med store samlinger af dyr.

Ulempen er selvfølgelig, at hvalen kun fangede få byttedyr per dyk. Heldigvis er kaskelothvaler meget vedholdene. I løbet af det døgn, vi optog, holdt hvalen kun cirka fire timers pause fra at jage.

Fra ekko til mund

Der findes mange myter om, hvordan kaskelothvaler fanger deres bytte.

Oprindeligt troede man, at kaskelothvaler lå musestille og lokkede deres bytte ind i deres mund ved hjælp af lyse hudpigmenter. Nyere forskning viser dog, at kaskelothvaler er aktive jægere, som selv svømmer frem og fanger deres bytte.

Mange har troet, at kaskelothvaler lammer byttet med deres kraftfulde lyd. Vores resultater viser dog, at lydstyrken ved byttet er alt for lav til at påvirke blæksprutters evne til at svømme.

Det bedste bud er nu, at kaskelothvaler danner undertryk i munden og suger byttet ind under næsen og ned i svælget. Men det afklarende bevis mangler stadig.

Kaskelothvalen

Figur 5: Kaskelothvalens mund sidder gemt under en kæmpe næse. (Tegning: Chloé Yzoard)

Et hav af mysterier

Selvom vores studie har givet et helt nyt indblik i en kaskelothvals jagtmarker, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål.

Går kaskelothvaler efter en speciel type eller størrelse bytte, og fanger de faktisk hvert bytte de aktivt jager?

Det har vi spurgt os selv om, da vi dykkede ned i hvalens undersøiske verden.

Vi har kun data fra én hval. De rigtig gode spørgsmål er, hvordan kaskelothvalers jagtmarker og fangstmetoder varierer mellem hun- og hankaskelothvaler og afhængigt af forskellige havområder samt årstider.

Forhåbentlig vil fremtiden tillade flere virtuelle dykketure på ryggen – eller næsen – af kaskelothvaler, så vi kan åbne den skatkiste af viden, der stadig gemmer sig i havets dyb.

LYT TIL: Vild super-sans: Sådan jager tandhvaler fisk på meget store afstande - kun ved hjælp af lyd.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Annonce: