Det er komplekst for journalister at forstå og formidle forskning som en del af nyhedsstrømmen. Tit går der kun få timer fra idé til færdigt produkt.

Det stiller store krav, ikke bare til journalisten, men også til forskerkilden. Artiklen bliver oftest til i et fællesskab, som kræver godt samarbejde og tillid mellem parterne.

Det går for det meste godt, men ikke altid.

Særligt da corona-pandemien katapulterede forskning og videnskab op i toppen af nyhedsdagsordenen, blev det tydeligt, at der er behov for viden om, hvordan den professionelle relation mellem journalister og forskere ser ud og eventuelt kan styrkes.

Det har vi nu undersøgt, og resultaterne er udgivet i tidsskriftet Journalistica. Her peger vi både på, at eksperter langt fra altid er forskere, at forskere sjældent taler om deres egen forskning, og at journalisterne har stor tillid til, at det, forskerne siger, er rigtigt.

Hvem bruger medierne egentligt som eksperter?

I artiklen her vil vi gennemgå vores resultater, og vi starter med fundene fra vores kvantitative indholdsanalyse, hvor vi har analyseret 517 artikler fra Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende. Alle artikler indeholdt mindst én ekspertkilde.

Formålet med kortlægningen var overordnet at undersøge, hvem der optræder som eksperter, og hvordan dagbladenes brug af forskere har forandret sig siden 2001. De første resultater præsenteres i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Journalistica dette efterår.

Valget af de tre nævnte dagblade gør det muligt at sammenligne med en stor del af den eksisterende danske forskning på området, der også har analyseret netop disse trykte aviser (se for eksempel her, her og her)

Konsekvensen er dog, at vi ikke kan generalisere undersøgelsens resultater til danske printmedier generelt, da lokalmedier, nichemedier, tabloidmedier med flere er fravalgt. Læs mere om, hvordan undersøgelsen er lavet i boksen under artiklen.

Af samme grund kan der heller ikke generaliseres til brugen af eksperter på tv og i radioindslag.

Antallet af analyserede artikler og den måde, vi har udvalgt dage og artikler på, styrker til gengæld muligheden for at sige noget mere generelt om brugen af ekspertkilder hos landets tre største dagblade.

Eksperter i medierne er langt fra altid forskere

Ekspertkilder fylder i mediebilledet. De spiller en vigtig rolle i forhold til at give journalisten autoritet, legitimitet og troværdighed – og gøre os alle sammen klogere.

En simpel søgning i mediedatabasen ‘Infomedia’ på ordet ‘ekspert’ giver 124.532 hits for kalenderåret 2021 på tværs af alle danske medier.

De kan være forskere – men de kan også være alt muligt andet. Ekspertkilder er en broget forsamling. Vi ville derfor gerne blive klogere på, hvem dagbladene faktisk bruger som ekspertkilder.

Kortlægningen viser, at kun halvdelen af dagbladenes ekspertkilder i de analyserede artikler er offentligt ansatte forskere. Privatansatte ikke-forskere udgør mere end 42 procent af alle de ekspertkilder, vi fandt i de 517 artikler.

Blandt disse udgør privatansatte økonomer, politologer, jurister og andre med en samfundsfaglig baggrund 79 procent.

Når man møder en samfundsvidenskabelig ekspert i dagbladene, er det derfor mest sandsynligt, at vedkommende ikke er forsker. Det gælder i helt særlig grad for økonomer.

Uafhængighed er ikke det vigtigste for valget af ekspert

Dette kunne tyde på, at private organisationer, interesseorganisationer med videre har stort held med at få deres eksperter på banen og dermed få omtale, sætte eller påvirke mediedagsordener.

Det kan være problematisk, da disse kilder repræsenterer særinteresser.

At de bliver brugt så ofte kan også skyldes, at journalisterne oplever, at økonomer fra det private erhvervsliv er mere tilgængelige og leverer bedre forklaringer og citater.

Samtidig viser de mange private ekspertkilder, at uafhængighed og forskningskompetence ikke er nagelfaste principper for journalisters udvælgelse af ekspertkilder – i hvert fald på det samfundsvidenskabelige område, hvilket flugter med tidligere lignende undersøgelser .

Denne praksis skærper kravene til borgernes evne til selv at forholde sig kildekritisk til de ekspertkilder, som man løbende præsenteres for, og rejser det grundlæggende spørgsmål, om og i givet fald hvordan journalister udøver kildekritik, når man har brug for en ekspertkilde.

Samfundsvidenskaberne dominerer

Halvdelen af ekspertkilderne er som nævnt offentligt ansatte forskere.

Vi ved fra tidligere medieforskning, at der siden 1960’erne er sket flere markante forandringer i danske nyhedsmediers brug af netop offentligt ansatte forskere som ekspertkilder.

Særligt brugen af samfundsvidenskabelige forskere steg eksplosivt, i takt med at medierne generelt begyndte at inddrage flere eksperter i nyhedsdækningen i perioden 1961 til 2001.

Men hvordan ser billedet mon ud i dag?

Vores resultater viser, at samfundsfaglige forskere fortsat dominerer med 52 procent ud af samtlige anvendte forskerkilder, efterfulgt af sundhedsvidenskabelige forskere (22 procent).

Samfundsvidenskabelige forskerkilder fylder således mere i dagbladsartiklerne end forskerkilder fra alle andre vidensområder tilsammen.

Forskere taler sjældent om egen forskning

Forskerkildernes rolle er først og fremmest at kommentere. 86 procent af de i alt 427 forskerkilder i vores undersøgelse udtaler sig om aktuelle begivenheder eller kommenterer på andres forskning, mens blot 14 procent bruges i en rolle som primær formidler af egen forskning.

I 2001 var det 32 procent, der udtalte sig om egen forskning.

Der er tale om et signifikant og bemærkelsesværdigt fald – en reel forandring i mediernes brug af forskerkilder. Forskerkilder fra sundhedsvidenskab og naturvidenskab udtaler sig relativt oftere om egen forskning end forskerkilder fra samfundsvidenskab.

Det understreger pointen om, at samfundsvidenskabelige forskere i meget vid udstrækning bruges til at analysere, udlægge og vurdere aktuelle hændelser, undersøgelser og politiske spørgsmål.

Samtidig ser vi, at det er blevet meget mere almindeligt end tidligere, at også forskerkilder fra sundhedsvidenskab og naturvidenskab udtaler sig om andet end egen forskning.

Er disse områder mere politiserede, end de var tilbage i 2001? Og er medierne i dag i højere grad end tidligere optaget af selv at sætte dagsordenen med brug af forskerkilder i rollen som offentlig ekspert?

Forskere vurderer og analyserer

Ekspertkilder castes af journalister til at udfylde en række forskellige funktioner:

I nogle tilfælde bruges eksperten i en konstaterende funktion til at levere faktuel, nøgtern viden; i andre tilfælde i en vurderende og spekulerende funktion, hvor eksperten bevæger sig ud på tyndere is.

I stort set alle de artikler, vi har analyseret (98 procent), castes en eller flere eksperter til at levere vurderinger (forstået bredt som for eksempel skøn, formodninger, aktuelle vurderinger eller forventninger). At der er tale om en vurdering, fremgår i de fleste tilfælde eksplicit og tydeligt for læseren.

Eksempelvis når juristen udtaler, at: »Det ligner en politisag«; når militæreksperten udtaler, at: »Noget kunne tyde på, at Forsvaret først er blevet inddraget i en sen fase«; eller når økonomen skønner, at: »Den lidt vaklende stemning har formentlig fået investorerne til at hive en fortjeneste hjem.«

Til gengæld står det ofte hen i det uvisse, hvad disse vurderinger bygger på.

Det rejser nye spørgsmål: Har journalisten spurgt kritisk ind til belægget og undersøgt, om der er konsensus blandt eksperter på området? Eller tager journalisten per automatik ekspertens vurderinger og spekulationer for pålydende?

Hvordan vælger journalisterne deres forskerkilder?

Svarene på disse spørgsmål kan vi ikke analysere ud fra artiklerne, da de spørgsmål kræver adgang til journalisternes tanker.

Derfor har vi også foretaget en række kvalitative interviews med journalister fra henholdsvis Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende.

Vi gennemførte 12 dybdeinterviews i 2022, hvor journalister fra de tre største danske dagblade i detaljer rekonstruerer og reflekterer over arbejdsprocessen i forbindelse med konkrete forskerinterview.

Formålet med de 12 interviews har været at besvare to overordnede spørgsmål:

• Hvad ligger til grund for dagbladsjournalisters valg af offentligt ansatte forskerkilder, der anvendes i en offentlig ekspert-rolle?
• Hvordan forholder journalister på dagbladene sig kildekritisk til forskerkilder?

Journalisterne peger næsten samstemmende på, at journalistisk kildekritik især (hvis ikke udelukkende) knytter sig til kildeudvælgelsen, altså til det at udvælge, hvem der ved noget om lige præcis det her.

Kildekritik er skiftet ud med tillid

Under og efter forskerinterviewet hviler kildekritikken på en høj grad af tillid fra journalisterne til forskerkilderne.

En journalist udtrykker det som at ’lægge artiklens skæbne i deres [forskernes] hænder’.

Tillid er et nøglebegreb i relationen mellem forskere og journalister. Under og efter selve interviewet er det i høj grad op til forskeren selv at markere, hvornår et udsagn bevæger sig på for tynd is, og hvornår noget er uden tilstrækkeligt belæg.

Journalisten lægger det over på forskeren selv at drage disse grænser, fordi de 1) er for travle til at efterprøve påstande grundigt, 2) mangler den specialviden, det kræver at udfordre kilderne, og 3) navigerer i et felt, hvor vurderinger på baggrund af foreløbig viden i mange sammenhænge er en del af gamet.

Forskere har også en dagsorden

Det kan være en udfordring, da forskere ikke bare er passive kilder til viden, men også interessenter, der selv eller via kommunikationsafdelinger pusher historier.

Forskerne er på den måde medskabere af journalistiske idéer og bliver også brugt som en slags ‘gatekeeper’ i den journalistiske idéudvikling: Holder den her historie – bør den bringes?

Det viser vigtigheden af at se forskere også som aktører i relationen.

Endelig viser analysen den kompleksitet, journalisterne navigerer i på deres side af relationen. Med arbejdsprocesser, der i de mest ekstreme tilfælde strækker sig over så lidt som nogle få timer fra idé til færdigt produkt.

Kildekritisk fremstår journalisterne til gengæld sårbare: Her hviler dele af den journalistiske arbejdsproces på, at forskerkilder er nogen, man kan stole på.

Det rejser flere spørgsmål:

Er kildekritikken, som primært finder sted i forbindelse med kildeudvælgelsen, god nok? Og er det overhovedet praktisk muligt at gøre noget for at styrke den under og efter forskerkildeinterviewet?