Hvorfor fejlede den militære supermagt i Afghanistan?
Militærstyrker egner sig ikke til at opbygge nationer eller fremme demokrati, skriver forfatteren, som har studeret konflikter i mere end 20 år.
Afghanistan USA militær krig indblandning intervention al-Ouida terror Taliban

Ifølge officielle vurderinger var USA's tilgang baseret på militær besættelse 'dømt til at mislykkes'. (Foto: Trent Inness/Shutterstock)

Ifølge officielle vurderinger var USA's tilgang baseret på militær besættelse 'dømt til at mislykkes'. (Foto: Trent Inness/Shutterstock)

Partner The Conversation

Videnskab.dk oversætter artikler fra The Conversation, hvor forskere fra hele verden selv skriver nyheder og bringer holdninger til torvs

Den hastighed og effektivitet, som Taliban-styrkerne var i stand til at besætte af det meste af Afghanistan med, samt den afghanske regerings hurtige sammenbrud har ført til kritik.

Kritikken er rettet mod den amerikanske præsident Joe Bidens beslutning om at trække de amerikanske tropper ud af Afghanistan samt hele logistikken bag tilbagetrækningen.

Men selvom kritikken er begrundet, rammer den ved siden af.

Jeg har studeret konflikter som den i Afghanistan i mere end 20 år. Min erfaring har lært mig, at der er flere grundlæggende problemer med USA's strategi i løbet af den 20 år lange krig (den længste krig i USA's historie) - og det nuværende kaos kun er den seneste manifestation.

Problemerne har udspring i en tilgang, hvor militær belejring af territorium er beregnet til at bekæmpe internationale ekstremistiske bevægelser og ideologier i Afghanistan og andre steder.

Opbygning af en nation er ikke en militær strategi

Det amerikanske militærs intervention i Afghanistan og i Irak blev oprindeligt begrundet med et behov om at afmontere øjeblikkelige og alvorlige nationale sikkerhedstrusler: al-Qaida og frygt for masseødelæggelsesvåben.

Disse kortsigtede mål blev imidlertid hurtigt erstattet af et langsigtet mål om at afværge fremtidige trusler fra disse lande, eksempelvis i form af nye ekstremistiske grupper

Det fik USA (i fællesskab med andre nationer) til at besætte begge lande i et forsøg på at levere stabilitet og sikkerhed, så befolkningen i landene kunne danne deres egne regeringer.

Bør udspringe i de lokale samfund og politiske kulturer

Det kan være fristende at tro, at det at fremme demokrati i besatte lande er en moralsk berettiget og effektiv vej til genoprettelse af sikkerhed og stabilitet.

Men politisk reform er mere vellykket, når den udspringer i de lokale samfund og politiske kulturer. 

I for eksempel Tunesien var lokale politiske bevægelser i stand til at omdanne regeringen; en succes, der blandt andet skyldtes mangel på udenlandsk indblanding.

Internationale grupper som FN brugte sammen med nonprofitorganisationer og uafhængige hjælpeorganisationer millioner af dollars og utallige timers arbejde på at bygge et demokrati, skrive en forfatning, producere en rettighedserklæring og på anden måde skabe et nyt politisk samfund i Afghanistan.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

'Dømt til at mislykkes'

Men denne eksterne tilgang, baseret på militær besættelse, var 'dømt til at mislykkes' ifølge officielle vurderinger, der blev publiceret i 2009 af Center for Complex Operations ved det amerikanske militærs National Defense University. 

Denne vurdering, som sagde, at 'nationsopbygning i Irak og Afghanistan har været en katastrofe', anbefalede militæret at genoptage det historiske fokus på at forberede sig på krig.

Militærorganisationer er ikke udstyret eller trænet til effektivt at engagere sig i civilcentrerede missioner som eksempelvis at fremme national identitet, danne politiske institutioner eller indpode demokratiske former for ansvarlighed. 

At fremme stabilitet er noget andet end at fremme demokrati, og stabilitet kan faktisk være til stede selv under meget udemokratiske regeringer.

Historierne om militære interventioner på steder som Vestbredden og Gaza, Libanon, Somalia og Irak viser, at når lokale ledere er afhængige af udenlandske militærstyrker for at bevare magten, er det svært at opbygge folkelig legitimitet, styre effektivt og opbygge en fælles national identitet.

Misbrug af militær magt i bekæmpelsen af terror

Militærstyrker, der er fysisk til stede, egner sig ikke til at opbygge nationer eller fremme demokrati. 

De er heller ikke gode til informationskrig - hvor de ender med at kæmpe på ideernes slagmark.

Terrorisme er i bund og grund en form for symbolsk, men dødelig vold, der bruges til at kommunikere et politisk budskab. 

Konflikten handler ikke kun om, hvem der kontrollerer hvilke jordarealer, men snarere om hvilken sides narrativ har størst indflydelse.

I Afghanistan lykkedes det på trods af årtier med vestlig militær overlegenhed ikke for alvor at rykke ved Talibans ideologiske narrativ om de afghanske ledere og deres allieredes korrupte natur samt deres forræderi mod islamiske traditioner og praksis.

Dragende alternativ ideologisk narrativ

Overlegenhed kunne heller ikke styrke en samlet national identitet, hvilket i det mindste delvist kunne svække de stammesamfund, som blev udnyttet med så stor succes af Taliban.

Og selv da deres styrker blev fordrevet fra områder, udviklede både Islamisk Stat-gruppen og al-Qaida nye baser og højborge langt fra, hvor der blev kæmpet.

Det gjorde de ikke udelukkende med militær magt, men også gennem deres ideers kraft samt ved at skabe et dragende alternativt ideologisk narrativ.

De korrekte konklusioner fra Afghanistan

20 år senere har den amerikanske tilstedeværelse i Afghanistan ikke formået at etablere en sammenhængende og bæredygtig politisk struktur med folkelig opbakning og legitimitet. 

Baseret på denne erfaring og erfaringerne i andre lande under andre omstændigheder er der ingen grund til at tro, at en fortsat militærtilstedeværelse vil ændre det.

Lokale politiske bevægelser, der ønsker demokrati og civile rettigheder - i Afghanistan eller andre steder - kan drage fordel af amerikansk støtte, men ikke gennem militær magt. 

At tvinge samfund til at omfavne demokratisk praksis kan føre til politisk ustabilitet, konflikt og en reduktion af borgernes sikkerhed.

Efter min opfattelse er den klare konklusion fra hele evidensmængden, at militær intervention bør fokuseres på militære målsætninger - og den bør ikke sprede sig til politisk eller social tilrettelæggelse.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce:

Det sker