Hvis pandemien har medført noget godt, er det, at den har lært os, at verden er uløseligt forbundet.
Globaliseringen har i de seneste mange årtier i et rasende tempo skabt en ny virkelighed og dermed et sæt nye spilleregler for vores livsudfoldelse.
Den yderste konsekvens af dette er en pandemi, hvor en ny virusvariant i Storbritannien, Indien eller Sydafrika har omfangsrige konsekvenser for resten af verden.
Men hvad betyder det egentligt, når vi siger, at verden er globalt forbundet?
Til det ganske abstrakte spørgsmål er der hjælp at hente hos fortidens historikere og filosoffer. Og som det ofte er tilfældet, når vi skal forstå os selv, starter vi hos antikkens grækere.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Rom lagde grundstenen til en universel opfattelse af historien
Mange vil nok intuitivt placere oprindelsen til den forbundne verden i den moderne periode, hvor den øgede interaktion mellem verdensdelene kaldte på en genfortolkning af en ’ny’ verden.
Men det egentlige intellektuelle ophav er langt ældre, og vi skal helt tilbage til hellenismen (cirka 323-31 før vor tidsregning) for at finde idégrundlaget.
Mennesket har siden de antikke historieskrivere frembragt universalhistorier med det mål at forstå verden som et sammenhængende organisk hele på tværs af grænser og kontinenter.
Idéen har været at fremstille verdenshistorien som én sammenhængende fortælling med et eller flere essentielle tyngdepunkter.
Som en af de første i den udvikling indtager historikeren Polybios (cirka 200-120 før vor tidsregning) fra Megalopolis på den græske halvø Peloponnes en særlig vigtig rolle.
Med den romerske republiks imperiale vækkelse som baggrundstæppe forfattede han i midten af det 2. århundrede før vor tidsregning et berømt universalhistorisk 40-bindsværk om den romerske republik for at forklare, hvordan romerne på kun et halvt århundrede var i stand til at underlægge sig det meste af den kendte verden.
Polybios var formet af samtidens politiske realiteter og den første historiker, der strukturerede et historisk værk om Roms transformation fra en lille hellenistisk bystat til altdominerende magt i middelhavsområdet.
De fire år, hvor verden begyndte at smelte sammen
Centralt for Polybios’ historieskrivning er hans sofistikerede tese om verdens forbundethed, hvori Rom indtog en særlig privilegeret plads.
Grundantagelsen hvilede på den ganske abstrakte forestilling, at årene fra 220 til 216 før vor tidsregning udgjorde et særligt nyt startpunkt i historien, fordi verden her – med Rom i centrum – begyndte en proces frem mod en sammensmeltning af verdens regioner og kulturer.
Historie var derfor, ifølge Polybios, ikke længere en skildring af begivenheder fra de tidligste tider, men en udvikling forstået i relation til samtidens historiske og politiske udvikling.
Så hvorfor præcis disse fire år? Polybios pegede på en række store militære konflikter i alle egne af den kendte verden, der havde sit udspring i årene og som grundet deres indre natur ville skabe politisk samling:
- Ptolemæerrigets sejr over Seleukidderiget i Østen
- Det Achaiske Forbunds sejr over Det Aitoloske i borgerkrigen på det græske fastland
- Den romerske sejr over Kartago i den anden puniske krig i Vesten
Det var Polybios’ grundlæggende idé, at områderne først samlede sig under den nye vindende part, hvorved Rom dernæst rykkede ind som en konvergerende magt, der både holdt sammen på den ’nye’ verden og sikrede, at den bevægede sig fremad i én lang proces mod global sammensmeltning.
I en historiografisk sammenhæng betød det helt konkret, at materialet blev organiseret under ét tema, så det var muligt på samme tid at dække udviklingen i Spanien, Italien, Afrika, Grækenland, Egypten og Asien.
Det skulle underbygge verdens nye organiske struktur og altså de altomfattende konsekvenser af romernes militære og politiske succes.
En så klar understregning af Roms plads i toppen af den imperiale fødekæde sikrede utvivlsomt Polybios opbakning fra samtidens romerske magtelite. Men hvorvidt han med sit historiske værk også beskrev en reel udvikling, er nok mere tvivlsomt.
Det er langt nemmere at postulere en abstrakt teoretisk udvikling end at skulle vise, hvordan begivenheder, der udspillede sig forskellige steder i verden, havde en direkte forbindelse til hinanden.
Universalhistoriens hellenistiske ophav
Selvom Polybios måske er den mest fremtrædende historiker fra antikken med et universalhistorisk perspektiv, er han ikke den eneste.
Med Alexander den Stores erobring af Perserriget i 320’erne før vor tidsregning blev verden sprængt i stumper og stykker. Den øgede interaktion skabte et behov for at inkorporere de nye kulturer og regioner i ét samlet universelt narrativ.
De universalhistoriske værker, der udsprang fra den omvæltning, udgør nu en af de vigtigste historiografiske tilgange i antikken og udgør grundlaget for meget af vores viden om den antikke græske historie i dag.

To universalhistorikere fra henholdsvis det fjerde og det første århundrede før vor tidsregning. fortjener i den forbindelse særlig fremhævelse.
Om end det store problem i arbejdet med den hellenistiske periode er den sparsomme overlevering af tekster, så kan vi dog stadig med en vis sikkerhed antage, at den første universalhistorie blev forfattet omkring 330 før vor tidsregning af den desværre nu ukendte Ephoros fra Kyme i Lilleasien (det nuværende Vesttyrkiet).
Ud fra de stumper, vi trods alt kan rekonstruere fra hans tabte 30-bindsværk, finder vi her et generelt motiv om at forbinde verden ved hjælp af store samlende begivenheder som perserkrigene (499-479 før vor tidsregning) og den peloponnesiske krig (431-404 før vor tidsregning).
Han bruger samtidig de store samtidige magtcentre — Athen, Sparta, Theben og Makedonien — som en universal ramme for narrativet.
Menneskeheden som en organisme
Lignende overvejelser finder vi hos Diodoros fra Agyrium (ca. 90-30 før vor tidsregning) på Sicilien. I hans værk er målet at inkorporere hele menneskets historie i ét samlet narrativ, der tager læseren fra den tidligste mytologi til midten af det første århundrede før vor tidsregning.
Menneskeheden anses her som en organisme, der ligesom imperier og civilisationer bevægede sig i forskellige faser.
Både Ephoros, Polybios og Diodoros har ophav i perifere områder væk fra datidens magtcentre, og måske netop derfor besad de en særlig mobilitet, udsyn og evne til at basere sig på andet materiale end det gængse.
De skrev alle med et eksplicit motiv om at forbinde verden for at forklare den særlige form for gensidig afhængighed, der opstod i hellenismen. De repræsenterer derfor alle de første spæde skridt i forståelsen af universalhistoriens natur og potentiale.
Fornyet popularitet for universalhistorien i 1700-tallet
Om end kristendommen sikrede universalhistorien en vedvarende værdi efter Romerrigets fald, skal vi frem til 1700-tallet, før en række filosoffer – på ryggen af nye opdagelser, kolonisering, fremskridtstro og en spirende nationalisme – skabte et moderne filosofisk grundlag for at beskrive menneskets udvikling i en universel ramme.
Den tyske filosof, historiker og poet Friedrich Schiller (1759-1805) argumenterede i sin tiltrædelsesforelæsning i 1789 som professor i historie ved universitetet i Jena for eksistensen af to modsatrettede blikke på historien: Et filosofisk blik, der forenede og samlede, og et perspektivløst blik, der adskilte og separerede.
Schillers påstand er, at vi med den rette tilgang kan konstruere en verdensharmoni. Opgaven for historikeren bliver helt konkret at sammenbinde fortidens epoker og begivenheder til et ordnet sammenhængende hele.
Lignende tanker findes hos den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), der opfattede historien som en samlet udvikling, der bevægede sig i retning af en global og rational republikansk orden.
Oplagt er det også at pege på den tyske filosof G. W. F. Hegels (1770-1831) idé om den såkaldte verdensånd. For ham var den synonym med verdenshistoriens forskellige stadier og menneskets proces frem mod fuld selvrealisering.
\ Læs mere
Den moderne universalhistorie
En ny periode for historieskrivningen blev indvarslet med den tyske historiker Leopold von Ranke (1795-1886), der ønskede en strengere videnskabelig metode for historiefaget.

Med hans søgen efter historien ’som den faktisk skete’ (wie ist eigentlich gewesen), skabte han i slutningen af 1800-tallet en mistro mod universalhistorien, idet den i sammenligning med konkrete historiske kildestudier fremstod naiv og spekulativ.
Imidlertid fostrede to verdenskrige en række nye (pessimistiske) forsøg på at forstå fortidens civilisationer og kulturer.
Stærkest står den tyske historiker og filosof Oswald Spengler (1880-1936) og den britiske historiker Arnold Toynbee (1889-1975), der begge så historien i cykliske forklaringsmodeller.
Spengler skrev sit hovedværk ’Der Untergang des Abendlandes’ (på dansk: ’Vesterlandets Undergang’) i kølvandet på første verdenskrigs rædsler og opererede med mindst otte højkulturer, der alle gennemgik organiske cyklusser.
Toynbee skrev efter anden verdenskrig ’A Study of History’, hvori han behandlede 21 større civilisationer efter en fast historisk cyklus om fødsel, vækst og opløsning. For begge var historien defineret af én universel streng, der underbyggede verdens harmoniske struktur.
Globalhistoriens fremmarch
I de seneste par årtier er felter som globalhistorie, verdenshistorie og transnational historie stormet frem i historiefaget.
Fælles for disse retninger er ambitionen om at nedfælde menneskehedens historie i én totalforståelse ved at udvide de gængse videnskabelige kategorier og discipliner.
To relativt nye eksempler er den britiske historiker Sir Christopher Baylys (1945-2015) og den tyske historiker Jürgen Osterhammels (1952-) globalhistoriske værker, ’The Birth of the Modern World: Global Connections and Comparisons, 1780-1914’ fra 2004 og ‘The Transformation of the World: A Global History of the Nineteenth Century’ fra 2014.
Et andet (men dog ganske beslægtet) eksempel findes i den amerikanske historiker David Christians (1946-) idé om ’Big History’ fra starten af 1990’erne, der dækker over en ny måde at fortolke menneskets historie i sin totale, komplekse og harmoniske diversitet.
Netop på grund af den eksplicitte polyhistoriske tilgang er dette måske antikkens reelle arvtagere: historieforståelsen har potentiale til at kunne forene en masse detailstudier om verdens indretning og fungerer samtidig som en sekulær skabelsesmyte, der forklarer menneskets plads i universet.
\ Læs mere
Universalhistoriens evige relevans
Så hvad kan vi bruge universalhistorien til, når vi skal forstå os selv og verden omkring os?
For det første kan vi bruge universalhistorien til at opfatte historien som en søgen efter de universelle forbindelsespunkter, der forbinder de dele, vores verden består af.
Universalhistorien tilbyder et historiografisk perspektiv, der forener kontinenter, nationer og kulturer i én omfattende totalforståelse af vores fortid og nutid.
Når Spengler, Toynbee, Bayly eller Osterhammel forsøger at forstå den vestlige civilisations plads i verden, er det i sin kerne helt lig Polybios’ motiv om at forstå, hvorfor Rom blev den dominerende magt i middelhavsområdet: alle søger de på forskellige måder at ’sammenbinde’ verden.
For det andet hjælper universalhistorien med at løse de udfordringer, der opstår, når vi forsøger at finde mening i en foranderlig pandemisk verden.
Det universalhistoriske perspektiv peger fremad ind i det 21. århundrede og understreger historiens potentiale, når vi skal forstå, hvordan og hvorfor vi er uløseligt forbundet i en globaliseret verden.
\ Kilder
- Benjamin Pedersens profil (SDU)
- "The Nature and Value of Universal History: An Inaugural Lecture [1789]", History and Theory (1972). DOI: 10.2307/2504683
- "Idea for a Universal History with a Cosmopolitan Aim", Immanuel Kant (1784)
- "The decline of the West", Allen & Unwin (1918)
- "A Study of History", Oxford University Press (1988)
- "The Birth of the Modern World, 1780 - 1914", Wiley-Blackwell (2003)
- "The Transformation of the World: A Global History of the Nineteenth Century", Princeton University Press (2014)

































