Jens Soelberg er netop hjemvendt fra en specialerejse udover det sædvanlige. I fem måneder rejste han i fodsporene på 1800-tallets danske opdagelsesrejsende i en af verdens fjerneste afkroge - Wakhan-korridoren som befinder sig i det krigshærgede Afghanistans yderste nordøstlige hjørne, hvor et smalt stykke land kiler sig ind i mellem Tajikistan og Pakistan.
I dette uvejsomme ingenmandsland, som også er kendt som Bam-e-Dunya - verdens tag - indsamlede Jens Soelberg oplysninger om lokalbefolkningens brug lægemiddelplanter.
Bevæbnet med en plantepresser, pen og papir kastede han sig ud i et grundigt etnofarmakologisk feltstudie blandt nomader og sæterbønder på en rejse under overskriften 'Den tredje danske Pamir-ekspedition'.
På den fem måneder lange tur fik Jens indsamlet flere hundrede planter - mange med virksomme stoffer, der i øjeblikket testes på Institut for Medicinalkemi på Det Farmaceutiske Fakultet.
Jens er til daglig stud.scient. og kurator på NaturMedicinsk Museum på Det Farmaceutiske Fakultet, Københavns Universitet.
Pamir er et fællesnavn på et område med bjergkæder og højsletter i Centralasien:
»I slutningen af 1800-tallet rejste danske forskere på to Pamir-ekspeditioner. Vi har en større samling på NaturMedicinsk Museum på Det Farmaceutiske Fakultet, der stammer fra den sidste opdagelsesrejse, som sluttede i 1899. Denne tredje Pamir-ekspedition i 2010 foregik i fodsporene på forskerne fra dengang - men med særligt fokus på lokal viden om lægemiddelplanter,« fortæller Jens Soelberg.
Sammen med to lokale medhjælpere, en tolk og tre heste drog Jens Soelberg ind i det så godt som uudforskede øde område i Wakhan-korridoren, der er berygtet for iskolde vintre, korte somre og barsk natur 3-5.000 meter over havets overflade.
Bjergene i Pamir-området er dækket af sne hele året rundt. Det uvejsomme terræn er befolket af vilde dyr som sneleoparder, brune bjørne og Marco Polo-får - opkaldt efter den italienske opdagelsesrejsende der besøgte Pamir i slutningen af 1200-tallet.
»Vi rejste fra bosted til bosted - opsøgte de lokale og spurgte til deres viden om planteanvendelse. Det handler først og fremmest om at få nedskrevet de etniske folks traditioner omkring lægemiddelplanter. Som tiden går, bliver de mindre isolerede, og det er en katastrofe, hver gang ældgammel viden går tabt i takt med den stigende globalisering,« fortæller Jens Soelberg.
Han håber dog også, at flere af de indsamlede planter vil have en effekt, som på sigt kan videreudvikle lægemiddelforskningen i vores del af verden.
De sjældne medicinplanter der benyttes af folk i Wakhan - de nomadiske kirgisere og wakhierne som er sæterbønder - er i høj grad bestemt af det barske klima, befolkningen møder i et meget isoleret beboelsesområde.
»Ni måneder om året opholder folk sig primært indenfor med åbent ildsted, hvilket giver irriterede øjne og luftveje. Højslettens beliggenhed 4.000 meter over havets overfalde resulterer i alpint lys, der giver sneblindhed og skader synet. Men de har fundet ud af at bruge det krystalline støv fra en særlig lilla blomst - Primula macrophylla - som lindring ved øjenbetændelse og irritation,« fortæller Jens.
Livet i højderne resulterer endvidere i et relativt højt forbrug af opium, der letter konsekvenserne af et hverdagsliv i tynd luft.
Det barske klima på bjergsiderne er hårdt for huden, så både wakhier og kirgisere benytter også planter som hudpleje - ligesom flere slags mos og lav benyttes for sårhelende, antibakteriel effekt.
»Der findes i regionen et lille bæst af en tæge eller en flåt, som de lokale kalder könah. Den er livsfarlig - men det siges, at hvis man tygger på roden fra planten Rubia tibetica er man godt hjulpet. Det tyder på, at roden har antihistamin-effekt,« fortæller Jens Soelberg.
Børnedødeligheden blandt kirgiserne er den højeste i verden - 50 procent af børnene bliver ikke fem år gamle. Det skyldes dårlig hygiejne, mangel på læger og medicin, det barske klima og de indendørs ildsteder, som giver dårlig luft:
»Men udviklingen er ved at vende. Non-Governmental Organizations rejser ind i området og vaccinerer børn og voksne, skoler åbnes, og flere sprog udbredes efterhånden blandt Centralasiens sidste nomadefolk. Det er derfor essentielt, at den eksisterende viden om lægemiddelplanter bliver nedskrevet og systematiseret så hurtigt som muligt. Mit hovedformål med projektet er at få produceret en skolebog til wakhier og kigisere med de traditionelle navne og anvendelser af de lokale planter,« fortæller Jens Soelberg.
Han taler det lokale wakhi til husbehov - men måtte på det tre måneder lange feltarbejde i vild natur alliere sig med en tolk, der kunne oversætte samtlige gloser i det oldgamle indoeuropæiske sprog.
Wakhierne bor i landsbyer på Wakhan-dalens bjergskråninger. De praktiserer en særlig form for landbrug, hvor mændene arbejder i de kunstvandede marker, og kvinderne passer dyrene på højsæteren henover sommeren.
»Hos wakhierne er den generelle heldbredstilstand bedre end hos kirgiserne, og klimaet er mere barmhjertigt. Deres kost er forholdsvis varieret - og de har faktisk fine traditioner for at bruge mad som medicin,« fortæller Jens Soelberg, der flere gange fik lejlighed til at smage på en lokal ret, som vel nærmest kan betegnes som stuvet forårsukrudt:
»Det er en slags velsmagende, vitaminrig grøntsags-ruskomsnusk, som krydres yderligere med planter med medicinske egenskaber,« fortæller Jens Soelberg.
Det er fælles for både kirgisere og wakhier, at viden om lægemiddelplanter er tilgængelig for alle - den er ikke forbeholdt shamaner eller heksedoktorer som i andre kulturer. Når man lever udsat på kanten af verden må man videndele til alles bedste.
Jens Soelberg er både videnskabsrejsende og eventyrer.
Han brugte f.eks. en måned på at komme fra København til Kabul i Afghanistan ved ekspeditionens begyndelse.
Rejsen gik med tog via Tyskland, Polen, Ukraine, Rusland, Kazakhstan og Usbekistan. Herefter fløj han fra Kabul til Pamir-området med dansk militærfly. Afghanistan har dårlig infrastruktur, og det er svært at rejse over land:
»Selve feltarbejdet tog tre måneder, men forinden måtte jeg opholde mig en måneds tid i Kabul, hvor jeg fik styr på opholds-, indsamlings- og eksporttilladelser,« fortæller Jens.
Han brød sig ikke om livet i det krigshærgede Kabul, men kom under opholdet på sporet af en videnskabelig solstrålehistorie:
»Taliban bombede Universitetet i Kabul i midten af 1990'erne, hvor en dedikeret professor evakuerede universitetets unikke plantesamling. Da bomberegnen var indstillet, blev plantesamlingen lagt tilbage i det udbombede hus, som nu var uden vinduer - hvilket ikke er særlig hensigtsmæssigt, når man gerne vil bevare biologisk materiale for eftertiden. Men det mere eller mindre toksiske støv i Kabul præserverede planterne i årevis - og derfor kunne universitetets herbarium genåbne i nyrenoverede omgivelser her i 2010,« slutter Jens Soelberg.
Han er den første i 32 år til at tilføre herbariemateriale til plantesamlingen på Universitetet i Kabul.
Jens Soelbergs indsamlinger af traditionel medicin fra Pamir vil formentlig blive udstillet på NaturMedicinsk Museum på Det Farmaceutiske Fakultet, når plantebestemmelse og laboratorieforsøg er overstået i løbet af 2011.
Artiklen er lavet i samarbejde med Det Farmaceutisk fakultet, Københavns Universitet.
