Annonceinfo

Ig Nobel: Priser for årets mest tossede forskning

Biller, der parrer sig med ølflasker, en borgmester, der kører en Mercedes over med en tank og en vending, som ingen forstår. Det er tid til årets Ig Nobelpriser.

John Senders sendte bilister ud i trafikken med en hjelm på. Han ville finde ud af, om vi er opmærksomme nok i trafikken. (Foto: Ig Nobel)

I næste ugeuge kåres årets Nobelpris-vindere. Traditionen tro kåres årets mest tossede forskning her en uge før de seriøse forskningspriser.

Se her, hvem der mestrer kunsten at lave forskning, som vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal bruge til, men som er vanvittigt underholdende. Vi hylder årets Ig Nobelprisvindere

Biologi:

Årets biologipris går til et forskerpar fra Australien. For 20 år siden fandt biologerne Darryl Gwynne og David Rentz ud af, at bille-hanner prøvede at parre sig med ølflasker.

Billerne var fascineret af ølflaskernes bunde, som havde den samme brune farve og overfladestruktur som hunbillerne. Det var simpelthen for fristende for de liderlige hanbiller.

Fra naturens side er billerne designet til altid at vælge den største hun, og derfor blev ølflaskerne på skovbunden meget attraktive for billerne.

Darryl Gwynne og David Rentz skal nok ikke gøre sig forhåbninger om at vinde en rigtig Nobelpris for deres liderlige biller, men til gengæld kan de nu bryste sig af, at de har vundet Ig novelprisen i biologi 2011.

Psykologi:

Psykolog Karl Teigen vinder årets Ig Nobelpris i psykologi for forskning i ”opgivelsens suk”. Karl Teigen undersøgte, hvordan vi opfatter det, når folk sukker, og hvorfor vi sukker.

Karl Teigens forskning, der blev udgivet i Scandinavian Journal of Psychology, viste, at folk sukker, fordi de er opgivende, men når vi ser en, der sukker, tror vi fejlagtigt, at folk er kede af det.

I sin forskning brugte Karl Teigen uløselige puslespil til at fremprovokerer en reaktion, og ganske rigtigt – de sukkede og de sukkede og de sukkede.

Karl Teigen får et opgivende suk og en Ig Nobelpris for sin fine forskning.

Fredsprisen:

Årets Ig Nobels fredspris går til borgmesteren i Vilnius i Litauen. Vilnius havde et stort problem med indbyggere, der parkerede på steder, hvor parkering ikke var tilladt. For at imødegå den meget ubehagelige trend lagde borgmester Arturas Zuokas en video på Youtube, hvor han med en tank kørte over en Mercedes, der var parkeret ulovligt hen over en cykelsti.

Virkede det? Ja det gjorde det, og derfor får Arturas Zuokas åres Ig Nobels-fredspris.

Kemi:

Ig Nobels kemipris er sjældent en kedelig en af slagsen. Heller ikke i år undgår kemiprisen at tiltrække sig opmærksomhed.  Makoto Imai fra Japan har sammen med sit forskerhold fundet ud af, at wasabi er godt til at vække folk, der sover.

Efter det japanske forskerhold fik det banebrydende gennembrud i deres forskning, stod det klart, at opdagelsen skulle anvendes i praksis. Derfor opfandt forskerne en brandalarm, der sprayer wasabi-støv ud i lokalet, hvis der opstår en brand. Så kan de stakkels beboere løbe forvirret rundt imellem flammerne med wasabi-støv i øjnene.

Makoto Imai får årets Ig Nobelpris i kemi for den fremragende idé at vække os med wasabi-pulver, hvis det brænder i vores huse.

Offentlig sikkerhed:
Vilnius bormester kører over en ulovligt parkeret Mercedes for at få folk til at lade være med at parkere ulovligt. Tryk på pilene i højre hjørne for at se videoen i fuld skærmstørrelse.

Når man skal studere, hvor opmærksomme folk er i trafikken, er det da naturligt, at man giver dem en hjelm på, så de ikke kan se noget. I 1960´erne var det præcis det, som John Senders fra University of Toronto i Canada gjorde.

Den galeforsker sendte bilister ud på vejen med hjelme på, der gjorde, at de ikke kunne se noget som helst. De måtte kun lette på hjelmen, hvis de følte sig usikre på, hvor de var på hen. Herefter skulle de sænke hjelmen igen.

Ved at sammenligne hvor meget trafik, der var på vejen, med, hvor meget tid folk brugte med hjelmen foran øjnene, kunne John Senders konkludere, at vi skal være mere opmærksommme i trafikken, jo mere trafik der er på vejene.

Flot John Senders, der er en Ig Nobelpris til dig.

Fysiologi:

Fysiologiprisen går i år til forskning i, om skildpadder gaber. Forskere ville undersøge social adfærd i mennesker og brugte skildpadder som modeldyr. Her fandt de ud af, at skildpadder godt kan lære at kigge i samme retning som andre skildpadder på trods af, at de er enspændere. Men forskerne kunne ikke se, at skildpadder reagerede ved at gabe, når en anden skildpadde gabte.

Næste gang biologen Ludwig Huber har tænkt sig bruge måneder på at studere skildpadde-adfærd, kan han muntre sig med, at hans hidtidige forskning har inkasseret ham en Ig Nobelpris.

Matematik:

Matematikprisen går i år til en lang række mennesker, der gennem tiden har forudset Jordens undergang. Blandt vinderne er den kære præst Harold Camping,der i en radioudsendelse fortalte, at Jorden ville gå under 21 maj 2011. Vi glæder os over, at han ikke fik ret.

Harold Camping og de andre dommedagsprofeter må tilbage til kuglerammen og regne efter igen. Måske skulle de udskyde deres dommedagsprofeti og nyde deres Ig Nobelpris lidt længere.

Ingen af vinderne af Ig Nobelprisen i matematik mødte op til prisoverrækkelsen.

Fysik:

Årets pris i fysik går til en gruppe fysikere fra Holland, der skrev en artikel om, hvorfor diskoskastere bliver svimle, og hvorfor hammerkastere ikke gør.

Den uundværlige viden er da bestemt en pris værd.

Litteratur:

Til sidst med ikke mindst er der årets pris i litteratur.

Hvis du gerne vil opnå en masse i livet, men har tendens til at være prokrastinerende (Udskyder handlinger der skal afsluttets), så skal du ifølge årets vinder i litteratur bare arbejde på noget meget vigtigt for at undgå at arbejde på noget, der endnu vigtigere.

Øøøøøh, der er en Ig Nobelpris i litteratur til John Perryfor de vise ord.

Vi ønsker alle prisvindere tillykke med deres forskning og med hædringerne.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.