Forskere kortlægger isens fingeraftryk i Sydgrønland

Herovre! Helle vifter armene over hovedet.

Jeg sætter farten op. Det er ikke let at holde balancen på det ujævne underlag med den tunge motordrevne sav på ryggen. Jeg når at blive lidt forpustet, inden jeg når hende. Så snart jeg er fremme, smider jeg rygsækken på jorden.

Vi hjælpes ad med at få saven ud. Det er lidt besværligt, men vi har efterhånden rutinen. Helle tager høreværn og støvmaske på og starter saven med et drøn. Da klingen rammer fjeldet, står en sky af støv og gnister op af jorden. Jeg skynder mig at fiske kameraet frem af rygsækken og fotografere stedet fra alle vinkler.

Helle har fundet en kvartsåre, der stikker lidt frem i landskabet. Det er et godt sted. Præcis hvad vi havde håbet på at finde. Lidt længere væk kan jeg se endnu en støvsky. Det betyder, at Mads og David også har fundet kvarts.

Mens Helle saver prøven ud, finder jeg hammer og mejsel frem. Og så snart hun er færdig, rykker jeg ind og slår kvartsen fri af fjeldet. 10 minutter efter er vi på vej ned mod helikopteren igen. Piloten tripper utålmodigt. Hans flyvetid er snart opbrugt, og inden længe skal han være tilbage i Qaqortoq. Hvor bliver de to andre af?

Isen ændrer landskabet

Helle, Mads, David og jeg har brugt de sidste fire dage på at flyve rundt mellem fjelde og gletsjere i Sydgrønland. På udvalgte steder er vi landet og har taget kvarts-prøver ud af fjeldet.

Fjeldtoppene er golde, heroppe er der stadig for koldt til, at vegetationen rigtig kan trives. Men nede ved havniveau er de grønlandske bønder forlængst begyndt at dyrke kartofler og andre grøntsager.

Klimaet bliver gradvist varmere, og det får isen til at smelte tilbage. Den efterlader sig et landskab, der ser markant anderledes ud, end det gjorde, før isen begyndte at brede sig her nogle millioner år tilbage.

Det skyldes, at isen eroderer, altså nedbryder, det landskab den bevæger sig henover. Men hvor anderledes er landskabet egentlig blevet? Det er det spørgsmål, vi er kommet for at få svar på.

Det er dyrt at lave feltarbejde i Grønland

Helle smider rygsækken med sav og prøver i lastrummet på helikopteren. Siden i morges har vi samlet næsten hundrede kilo prøver. Vi arbejder sammen to og to for at udnytte tiden optimalt.

Det er dyrt at lave feltarbejde i Grønland, så hvert minut tæller.

Mens vi venter på Mads og David, kan vi ikke helt undgå at blive smittet af pilotens utålmodighed, selvom ingen af os har travlt med at forlade den storslåede udsigt, vi har rundt om os.

I horisonten kan vi se nunatakker - ensomme bjerge der stikker op langt inde i indlandsisen. Dem kan isen ikke slibe ned. Mon den fjeldtop vi står på nu også har været en nunatak i isen?

Endelig kan vi se Mads og David komme imod os. Mads havde fundet en sidste kvartsåre, han bare ikke kunne lade være. Så snart lugen til lastrummet er lukket, hopper vi alle fem i helikopteren igen.

En kosmisk sladrehank fortæller isens historie

Gemt i de prøver, vi har med hjem, er nogle få sjældne atomer, der sladrer om, hvor hurtigt bjergene bliver nedbrudt.

De sjældne atomer kaldes kosmogene nuklider og dannes, når kosmisk stråling fra verdensrummet rammer kvarts nær Jordens overflade (se faktaboks under artiklen).

Antallet af kosmogene nuklider i hver af de prøver, vi har med hjem, afhænger af, hvor god isen har været til at erodere fjeldet, netop der hvor prøven er taget.

Der er enighed om, at isen er god til at erodere dybt ned i dalene, men man ved meget mindre om, hvor meget erosion der sker på fjeldtoppene. Derfor tager vi prøverne her.

Hvis der er mange kosmogene nuklider i vores prøver, peger det på, at isen ikke har eroderet fjeldtoppene. Men hvis der er få, har isen også eroderet fjeldet her.

Med kurs mod solnedgangen

Chakk-chakk-chakk-chakk-chakk. Rotorbladene hvirvler rundt, hurtigere og hurtigere. Efter et minuts tid er vi klar til at lette, og snart går det hjemad mod Qaqortoq igen.

Det suger i maven, da piloten lader helikopteren falde ned langs fjeldsiden for at få fart på.

Solen hænger lavt over Atlanterhavet mod vest. Aftenlyset glimter i både is og hav. Jeg har et bredt smil på ansigtet, lige nu kan jeg ikke forestille mig et bedre sted at være. I morgen skal vi ned på havnen i Qaqortoq og pakke prøverne sammen, så de kan sendes med skib tilbage til Danmark.

Forude venter en masse arbejde i laboratoriet, inden vi kan vriste informationen om isens fingeraftryk på landskabet ud af prøverne.

Projektet er finansieret af Aarhus Universitet og Aarhus Universitets Forskningsfond gennem AU IDEAS Pilot Center Quantitative Earth Surface Studies.

Artiklen er skrevet af Jane Lund Andersen, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Denne artikel handler om hendes feltarbejde i Grønland.
(Foto: Aarhus Universitet)

Det kræver også hammer og mejsel at finde kvarts.

Helle tager høreværn og støvmaske på og starter saven med et drøn.

Her har Helle savet en prøve ud.

I horisonten kan man se nunatakker - ensomme bjerge der stikker op langt inde i Indlandsisen.

Hvis der er mange kosmogene nuklider i vores prøver, peger det på, at isen ikke har eroderet fjeldtoppene. Men hvis der er få, har isen også eroderet fjeldet her.

1 / 6