Det er vanskeligt at identificere magten i det moderne samfund. Ikke alene er der forskellige opfattelser af, hvor magten ligger. Der er ligeledes nye magtopfattelser, der hævder, at magten nærmest pr. definition må være vanskelig at få greb om, fordi et af dens væsentligste karaktertræk er at være usynlig – og allestedsnærværende. For at forstå den diskussion er det værd at gå tilbage og følge nogle af de centrale skridt i samfundsvidenskabernes interesse for magt.
Som første skridt kan vi overveje, hvordan magt som fagbegreb adskiller sig fra de intuitive forestillinger, almindelige borgere har om magt.
De vil formodentlig pege på det politiske system og i særdeleshed Folketinget og regeringen som centrum for magten, omend de sandsynligvis også vil opfatte store erhvervsvirksomheder som magtfulde.
Omvendt ville de fleste politikere eller erhvervsledere sikkert hævde, at de ikke har magt, men indflydelse. Det peger på, at vi nærmest intuitivt opfatter magt som noget illegitimt, mens indflydelse derimod lyder mere positivt og demokratisk.
I samfundsvidenskabelige analyser opfattes magt typisk ikke som hverken legitim eller illegitim, fordi ambitionen i første omgang er at forstå, hvorledes magten fungerer. De centrale spørgsmål er derfor, hvad magt er, og hvordan vi kan undersøge den empirisk.
Magt afhænger af beføjelser
Den politiske idehistorie rummer et væld af tanker om magt, ikke mindst i relation til forestillinger om styreformer og staten. Den første egentlige samfundsvidenskabelige definition af magt findes imidlertid hos den tyske sociolog Max Weber (1864-1920), der i Wirtschaft und Gesellschaft (Udvalgte tekster) definerede magt således:
»Ved ‘magt’ vil vi her helt alment forstå sandsynligheden for, at et menneske eller flere mennesker sætter sin eller deres egen vilje igennem i en handlingssammenhæng inden for et fællesskab, også selv om det sker under modstand fra andre deltagere i den pågældende fællesskabssammenhæng.«
Med denne definition placerede Weber ikke som udgangspunkt magten i bestemte institutioner, men i sociale relationer mellem individer eller grupper. Man kan således ikke tage for givet, at en formel magtposition rent faktisk er magtfuld, hvis ikke den er i stand til at sætte sin vilje igennem trods modstand fra undersåtterne.
Hvorvidt en diktator eller demokratisk politiker har stor magt, afhænger kun indirekte af deres formelle beføjelser.
Der er forskel på undersøgelsesmetoderne
Weber formulerede også en række typologier for forskellige måder, hvorpå magt kan blive opfattet som et legitimt herredømme eller autoritet, men præciserede ikke selv, hvordan begrebet skal omsættes i egentlige magtanalyser.
Det er imidlertid det helt centrale spørgsmål i politologiske diskussioner om magt i det 20. århundrede, ikke mindst hos den amerikanske politolog Robert A. Dahl (1915-2014). I sin bemærkelsesværdige artikel ‘The Concept of Power’ fra 1957 definerede han magt på denne måde:
»A har magt over B i den udstrækning, at han kan få B til at gøre noget, B ikke ellers ville have gjort.«
Det lyder umiddelbart blot som en formel formulering af Webers opfattelse, men der ligger en stor forskel i den måde, Dahl ønskede at undersøge magten på.
Forskellige forestillinger om magt er testet empirisk
På den tid var den dominerende videnskabsopfattelse i amerikansk politologi, at det kun kunne betegnes som videnskabeligt at studere politik ved at observere individers faktiske adfærd. I overensstemmelse hermed var Dahls opfattelse, at en videnskabelig magtanalyse ikke kunne lade sig nøje med en intuitiv eller teoretisk opfattelse af, hvem der i et samfund får nogen til at gøre, hvad de ikke ellers ville have gjort.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen ’50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
For at dokumentere magt må vi kunne vise, at visse aktører øver en synlig indflydelse på andre aktørers handlinger. Det er imidlertid meget vanskeligt at dokumentere, som det også viser sig i Dahls klassiske analyse af magt i ‘New Haven, Who Governs? Democracy and Power in an American City’ fra 1961.
Det særlige ved denne klassiske analyse er, at Dahl her tester forskellige forestillinger om magt empirisk. Ikke mindst ønskede han at gå i rette med de eliteteorier, der hævdede, at magten i det amerikanske samfund var koncentreret hos en mindre økonomisk og politisk elite.
Hvis eliterne i New Haven var så magtfulde som hævdet, måtte det kunne dokumenteres, at de øvede synlig indflydelse på de centrale beslutninger og derved fik mindre magtfulde aktører til at handle anderledes.
Magtopfattelse er en klassiker indenfor moderne politologi
Dahl kunne konkludere, at et stort antal aktører i praksis øvede indflydelse på beslutningerne. Af samme grund karakteriseres Dahls position også som en pluralistisk opfattelse af magt og demokrati, hvor magten udspiller sig i en åben konkurrence mellem et stort antal aktører, og hvor indflydelsen på beslutninger kan observeres videnskabeligt som en direkte påvirkning af adfærd.
Denne magtopfattelse har reelt opnået klassikerstatus i moderne politologi, ikke alene fordi den udgør en af de første systematiske empiriske magtundersøgelser, men især på grund af de mange begrænsninger i Dahls perspektiv.
Det er f.eks. ikke indlysende, om Dahl ikke finder en ulige magtfordeling, fordi den ikke er der, eller blot fordi hans fokus på observerbar adfærdspåvirkning hos individer er alt for snævert. Mange nyere magtopfattelser formulerer sig direkte imod Dahl.
Det er oplagt at lede efter uligheder
Den første store kritik blev rejst allerede året efter, i 1962, af de to amerikanske politologer Peter Bachrach (1918-2007) og Morton S. Baratz (1923-1998) i artiklen ‘The Two Faces of Power’.
De hævder her, at Dahls ensidige fokus på magt over beslutninger overser et mindst lige så vigtigt aspekt, nemlig magten til at beslutte, hvad der overhovedet kommer på dagsordenen. Hvis eksempelvis en rig forretningsmand er i stand til at presse et byråd eller en minister til at tage ufordelagtige forslag af dagsordenen, vil det ikke blive opfattet som magt ud fra Dahls perspektiv.
Bachrach og Baratz foreslog derfor at supplere opfattelsen af magt som indflydelse på beslutninger med et andet ‘ansigt’, som er den skjulte kontrol over det, der sættes til beslutning, eller hvad der også kaldes dagsordensmagt. I ethvert samfund er der ufatteligt mange ideer og forslag, der aldrig når frem til en egentlig afstemning eller beslutning, fordi de bliver filtreret fra undervejs i processen.
Det er naivt at forestille sig, at denne filtreringsproces skulle være tilfældig eller give lige adgang for alle borgere. Derfor er det oplagt at lede efter uligheder i magten til at sætte ting på dagsordenen.
Udvidelsen af magtforståelsen kræver en forestilling om samfundets processer
En klar begrænsning ved Bachrach og Baratz’ opfattelse er imidlertid, de stadig er bundet til den samme videnskabsopfattelse som Dahl, hvori kun observerbare handlinger og synlige konflikter tæller.
I deres forståelse må en forsker derfor kunne observere en konflikt direkte, hvori nogen rent faktisk formår at fjerne noget fra dagsordenen, eller hvor en aktør med mindre magt tager noget af dagsordenen for at undgå repressalier. Det er ikke bare uhyre vanskeligt at undersøge, men spørgsmålet er mere generelt, om ikke det kun vil være i meget sjældne tilfælde, at en sådan dagsordenskontrol sker via åbenlys handling.
Hvis man skal udvide magtforståelsen til at omfatte andet eller mere end direkte indgriben i en beslutningsdagsorden, kræver det en forestilling om de processer i samfundet, der går forud for både dagsordener og beslutninger.
En sådan opfattelse blev formuleret af flere marxistiske teoretikere i 1970’erne, som med basis i Karl Marx’ (1818-1883) teori om kapitalismen pegede på en strukturel magt. Et eksempel er, hvis staten er så afhængig af velvillighed fra kapitalistklassen, at den i praksis varetager kapitalisternes interesser, uden at nogen behøver at påvirke beslutninger eller beslutningsdagsordener direkte.
Magten har en tredje dimension
En anden fremtrædende kritik af den adfærdsfokuserede magtopfattelse finder vi hos den britiske sociolog Steven Lukes (f. 1941), som i 1974 udgav det klassiske værk ‘Power: A Radical View’. Her formulerede han en såkaldt tredimensionel opfattelse af magt, hvoraf de to første dimensioner udgøres af henholdsvis Dahls fokus på beslutninger og Bachrach og Baratz’ analyse af dagsordensmagt.
Magtens tredje dimension er ifølge Lukes evnen til at påvirke folks opfattelse af deres egne interesser og præferencer. Magt er således tættere på det, vi også typisk kategoriserer som manipulation – eller i hvert fald holdningspåvirkning.
Lukes forestiller sig, at man kan undersøge det ved at se, om visse individer eller samfundsgrupper bliver påvirket til at mene noget andet, end hvad der ville være deres egentlige interesser i en situation uden magt.
Det er på den ene side ret indlysende, at der ligger en stor magt i at forme folks værdier, men på den anden side er det uklart, hvordan man i praksis kan vide eller undersøge, hvad en gruppe menneskers egentlige interesser er. Der er ingen facitliste, og selve forestillingen om, at man kan måle magt som afstanden mellem de faktiske forhold og en objektivt givet målestok, er illusorisk.
Magt er allestedsnærværende og gennemtrænger samfundslegemet
Vi har med andre ord det dilemma i samfundsvidenskaberne, at man gerne vil kunne udvide magtopfattelsen, så den indbefatter magten til at definere, hvad der er vigtigt eller sandt at beskæftige sig med. Imidlertid rammer man konstant den begrænsning, at det nærmest er umuligt at undersøge blot ved at se på individers handling.
Den franske filosof Michel Foucault (1926-1984) forsøgte at gentænke den måde, vi opfatter og undersøger magten på. Hans udgangspunkt var, at vores problemer med at forstå magtens virkemåde skyldes, at vi – i samfundet generelt og særligt i samfundsvidenskaberne – hænger fast i en forældet opfattelse af magt som en ting, man kan have og udøve over andre.
I stedet for at lede efter en centraliseret ‘magtens generalstab’ bør vi analysere magt ved at undersøge de myriader af mikroskopiske teknikker og mekanismer i samfundets indretning, der strukturerer vores handlinger. Magten ‘er’ således ikke et bestemt sted, fx i det politiske system, men er allestedsnærværende og gennemtrænger hele samfundslegemet.
Teknikkerne bliver mere subtile og usynlige
Et af Foucaults kerneeksempler på denne magtteknik findes i hans klassiske analyse af den disciplinære magtteknik i det moderne fængselsvæsen. Heri fremhævede han modeleksemplet for det perfekte fængsel Panopticon udtænkt af den britiske filosof Jeremy Bentham (1748-1832) i 1791.
Ideen er at tilrettelægge fængslets arkitektur således, at den fra et enkelt centralt vagttårn kan synliggøre og individualisere hver enkelt fanges adfærd, mens fangerne omvendt ikke kan se, hvorvidt de faktisk bliver overvåget.
Kombinationen af et centraliseret blik og en asymmetri i synlighed mellem overvågere og overvågede skaber en magtteknik, der fungerer stort set uden behov for intervention og fysisk tvang, fordi arkitekturen indirekte påvirker subjekterne til en bestemt produktiv adfærd.
Foucaults pointe var på ingen måde, at magt altid tager form af centraliseret overvågning, men eftersom magtteknikker hele tiden bliver mere subtile og usynlige, nytter det ikke at indskrænke sin magtanalyse til forhold mellem overog underordnede individer.
Vi kan derimod beskrive magtens tilrettelæggelse i de teknikker og vidensformer, som søger at forme menneskers adfærd og selvforståelse. Hvorvidt magten virker som tilsigtet, kan ofte ikke iagttages direkte, men man kan få et indblik ved samtidig at studere menneskers modstand mod magten og de måder, hvorpå magtteknikker konstant søges forbedret.
Et magtfrit alternativ rejser en kritisk diskussion
Det er værd at reflektere over begrænsningen i den måde, hvorpå man analyserer magt i samfundsvidenskaberne. Der er på den ene side en klar udvikling mod at forstå magt som en stadigt mere subtil mekanisme end den simple styrkeprøve mellem A og B, vi så ovenfor.
På den anden side kan man ikke hævde, at magtteorien er kommet nærmere et svar på, under hvilke omstændigheder magt er godt eller skidt. Det har bl.a. fået den tyske filosof Jürgen Habermas (f. 1929) til at kritisere magtanalytikere som Foucault for, at de aldrig formulerer et positivt alternativ til magten.
Set fra Foucaults perspektiv ville det være vanskeligt at forestille sig et alternativ, der ikke selv kunne gøres til genstand for nye magtteknikker. Selv uden et magtfrit alternativ rejser det imidlertid en generel kritisk diskussion af, hvordan magt udøves i nutidens samfund.
