DR forsøger med programmet 'Vanens magt' at undersøge, hvad nudging egentlig er for et begreb, og hvordan det ubevidst kan ændre danskernes adfærd.
Tidligere har han kritiseret både første afsnit i indlægget Kritik af DR-programmet 'Vanens magt': Nudging-forsøg udføres uvidenskabeligt og andet i Gamle og upræcise konklusioner i DR-programmet 'Vanens magt', som oprindeligt stammer fra Erik Gahner Larsens egen blog.
Denne gang kan du læse hans sidste indlæg om progammets tredje indslag, der både skal kigge nærmere på hastighedsproblemer, henkastet affalad og indsamling af penge.
Nudge-løsninger vælges ud fra TV-potentiale
I tredje afsnit af Vanens Magt er vi taget til Kolding.
Livsstilsekspert Anne Glad og designer Sille Krukow er igen klar på at kaste om sig med videnskabelige teorier og eksperimentelle metoder. I første afsnit gjorde de det på Københavns Hovedbanegård, og i andet afsnit tog de et smut forbi Bilka i Odense.
Fra Sjælland over Fyn til Jylland. I Kolding er det igen tre såkaldte nudgingeksperimenter, som Anne og Sille skal implementere og evaluere.
Indledningsvist vil jeg fremhæve det faktum, at de samme fejlkilder fra de forrige to udsendelser går igen her: Simple før og efter-målinger kaldes for eksperimenter, det er uklart, hvad man måler effekten af, og der er en selektiv præsentation af 'resultaterne'.
De tre 'eksperimenter' i Kolding skal adressere følgende tre konkrete udfordringer:
- Hastighedssyndere
- Indsamling af penge til den lokale boldklub
- Henkastet affald
Sille kommer igen med konkrete løsningsforslag til, hvordan de specifikke udfordringer kan gribes an. Bemærk her, at det ikke nødvendigvis er de bedste eller mest effektive løsninger, man kan forestille sig, men blot de løsninger, der intuitivt virker kreative og kan formidles på TV.
Som jeg bemærkede i mit første indlæg om Vanens Magt, er dette ikke nødvendigvis et problem, men når Anne Glad og Sille Krukow anbefaler, at man bruger penge på den slags i stedet for på kampagner (uden at vurdere hvilke effekter kampagner har), er det mere end fair at problematisere deres dagsorden.
Ingen informationer om gennemsnitlige procenter
Når det handler om hastighedssyndere – der er det mindst interessante i programmet – siger Sille Krukow blandt andet, at straf ikke virker. Det nudge, Sille foreslår, er en rød plastikfigur, der skal forestille en pige, som sættes op i hobetal i vejkanten på den strækning, hvor man ønsker at reducere farten. Det måles i en uge, hvor mange kører for stærkt.
De eneste tal, vi får, er, at 45 procent af billisterne kører mere end de tilladte 50 km/t. I ugen efter er det 'kun' 36 procent. Der gives ingen information om, hvorvidt hastigheden på billisterne gennemsnitligt set var lavere i ugen efter.
Der er flere interessante forhold her, foruden de allerede nævnte kritikpunkter der også lader sig applicere på dette forsøg. For det første taler de om, at 'det er jo vaner, der ændres her'. Er det? Det er der intet belæg for.
Vil de samme plastikfigurer have nogen betydning, når billisterne møder dem for 20. gang? Med andre ord: Hvor lang tid vil de virke? Vil de være en god investering? (De er jo ikke gratis)
For det andet taler de som nævnt om, at bøder og straf ikke har virket. Hvis man virkelig vil drage sådanne konklusioner, må man jo prøve at uddele bøder over en uge. Man kunne eventuelt sætte et skilt op, der forklarer, at der er fartkontrol i den pågældende uge. Mit eget ydmyge gæt vil være, at det vil have en ret synlig effekt.
Der er overordnet set intet nyt eller interessant i dette forsøg, men det skyldes nok, at deres 'nudge' er hentet fra en anden kampagne og indkøbt til lejligheden (hvilket der selvfølgelig ikke er noget galt i).
Gammel vin i nye flasker
I forsøget med at indsamle penge til den lokale boldklub, går det ikke meget bedre. Tværtimod.
Her undersøger man, om man ved at gøre en indsamlingsbøsse gennemsigtig, kan øge det beløb, der bliver givet. Som Sille indleder sin evaluering af forsøget med: »[…] efter vi lavede disse små ændringer på udformningen af indsamlingsbøssen.«
STOP!
Det var ikke det eneste, der blev ændret. Indsamlingsbøssen blev godt nok ændret (gjort gennemsigtig med et foto ovenpå), men det var ikke det eneste, der blev foretaget af justeringer:
Foruden dette blev placeringen af indsamlingsbøssen ændret og – hold nu fast – man satte informationsplakater op i omklædningsrummene med information om, at man skulle give penge. Igen, hvordan kan I konkludere, at ændringerne er et resultat af de små ændringer på udformningen af indsamlingsbøssen?
Det sjove er, at når andre sætter plakater med information op, er det kedelige kampagner, som ikke virker. Når Sille selv gør det, er det billeder, der primer og planter tanker i folks hoveder, der vil ændre deres adfærd.
Sille laver ikke kampagner. Hun primer. Gammel vin. Nye flasker.
Ingen evalueringer på eksperimenter
Endnu værre bliver det, når Sille taler om, hvad der er det interessante ved at sætte plakater op i omklædningsrummene. Placeringen er valgt, da man angiveligt skal bruge en tikrone for at bruge et betalingsskab.
Det sjove er, at når andre sætter plakater med information op, er det kedelige kampagner, som ikke virker. Når Sille selv gør det, er det billeder der primer og planter tanker i folks hoveder,
Erik Gahner Larsen
Sille spørger: »Skal vi se, om vi ikke kan få fat i den?« - underforstået, at hvis hun primer folk, vil de placere den tikrone, de har brugt i skabet, i indsamlingsbøssen (der som bekendt nu er gennemsigtig).
Ligeledes fremhæves det klart og tydeligt, at hun strategisk har puttet tikroner i indsamlingsbøssen, så det gøres tydeligt, at det er de mønter, de er ude efter. Bliver dét evalueret? Ikke med så meget som ét ord. Hvorfor ikke? Sille opstiller klare forventninger til, hvilke adfærdsændringer, der bør observeres, men evaluerer dem ikke.
Forsøget bliver selvfølgelig evalueret, og det er ret sjovt. De indleder med at fortælle, at der blev samlet praktisk talt ingenting ind, når det var en ganske normal kedelig indsamlingsbøsse, men at man med den nye gennemsigtige indsamlingsbøsse fik indsamlet 'over syv gange så meget'. Her skal man selvfølgelig huske på, at syv gange så meget af praktisk talt ingenting, ikke nødvendigvis er meget.
Det evalueres desuden heller ikke, hvor længe forsøget skulle have kørt, før alene udgifterne til den nye indsamlingsbøsse var dækket. Alt i alt er ingen blevet klogere på noget som helst. Jeg føler mig dog stadig underholdt.
Skraldespand bliver forklædt som nudge
Det værste ved udsendelsen er dog forsøget med at reducere mængden af henkastet affald. Der er meget at skrive her, men kort fortalt sætter Sille bare skraldespande op, hvor folk har smidt deres affald.
Hun laver selvfølgelig også andre ting, såsom større huller til affald, et nyt skiltesystem og lignende, der gør det umuligt at vurdere effekten af enkelte tiltag, men det er ikke så vigtigt her (dog stadig problematisk).
Det, der angiveligt kendetegner det henkastede affald, er, som Sille siger, folks gode intentioner. Det passer dog ikke. Det affald, der er smidt ved skraldespandene, skal slet ikke placeres der, men et helt andet sted. Problemet er henlagt pap og store sække, som slet ikke bør være der, men afleveres andetsteds.
Hvordan forholder Sille sig til denne problematik? Sille konkluderer først: »Der er ikke noget hul, der passer til pap.« Anne spørger retmæssigt: »Men er det ikke, fordi det skal over i den der miljøgård?« Sille svarer: »Jo, men jeg vil faktisk ikke have, at de skal gå hele vejen over til miljøgården med papkasserne, fordi det tror jeg simpelthen ikke på kommer til at ske.«
Alt i alt er ingen blevet klogere på noget som helst. Jeg føler mig dog stadig underholdt.
Erik Gahner Larsen
Igen, jeg lyver ikke. Det er Silles egne ord. Hun føler ikke lige for, at folk skal gå derhen med deres affald, som andre har besluttet, er det mest hensigtsmæssige. Hendes løsning: »I stedet vil jeg have sat et ekstra skur op.«
Det er jo ikke et nudge! Det er en skraldespand. Hvad har du tænkt dig, Sille?
Der er en grund til, at man har lavet en central miljøgård og ikke tager rundt til alle ejendomme og indsamler pap. Sille erkender, at det er en ret dyr løsning, men at det nok på længere sigt vil spare penge.
På længere sigt?! Hvad er det her for noget? Jeg tror bare, at vi stopper her. Afslutningsvis skal det dog lige bemærkes, at når de sætter en skraldespand til pap op der, hvor folk smider pap, ender folks pap ikke så overraskende i skraldespanden.
Nudging bliver samlekategori
Det interessante ved udsendelsen i Kolding er, at der laves så meget, og det kan diskuteres, hvad der egentlig er nudging. Det er som om, at begrebet nudging bliver en samlekategori for alle tiltag, der indeholder et element af design (på alt fra plakater til affaldsskure).
Jeg kan blive helt trist ved tanken om, at det er en sådan formidling af nudging, der finder sted i den bedste sendetid på DR.
Til trods for, at det kun er tredje afsnit af Vanens Magt, er de også nu begyndt at genbruge de mere teoretiske klip (vi får således her endnu en introduktion til, at nudging handler om at 'make it easy', som vi også så i det første afsnit).
