Kristendom og spøgelsestro lever side om side i Grønland

Det spøger i Grønland. Onde ånder besætter huse, og fjeldgængere bliver til ravne.

I det nordatlantiske land er spøgelsestro udbredt, selv om næsten hele den grønlandske befolkning er medlem af folkekirken.

»Grønlænderne er på mange måder mere kristne end danskerne. De går mere i kirke, og de tager nadveren mere alvorligt end i Danmark,« siger Minna Winsløv, der er ekstern lektor i teologi på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, og praktiserende præst i Nuuk.

»Men langt de fleste grønlændere tror også på spøgelser. Mange har set spøgelser, eller de kender nogen, som har oplevet spøgeri. Det er meget udbredt,« fortsætter hun.

Cirka 98,5 procent i den grønlandske befolkning betragter sig selv som kristne, viste en undersøgelse lavet af forskere fra Grønlands Universitet Ilisimatusarfik i starten af 00’erne.

Samtidig tror næsten halvdelen på ånder og spøgelser, viste den samme undersøgelse.

LÆS OGSÅ: Hver femte dansker kan have oplevet et ’spøgelse’

Ånder hører ikke til kristendommen

Minna Winsløv oplever til dagligt, hvordan troen på spøgelser i Grønland lever side om side med troen på Jesus Kristus.

Hun og hendes præstekollegaer i den grønlandske folkekirke bliver for eksempel indimellem spurgt, om de vil rense folks huse for ånder.

»Jeg siger nej, for åndemaneri og spøgelsestro er modsætninger til kristendommen. Jeg tror på genopstandelsen, ikke på, at der flagrer ånder rundt,« siger Minna Winsløv og fortsætter:

»Kirken accepterer ikke spøgelsestro. Gennem forkyndelse og evangeliets trøst regner vi med, at den med tiden forsvinder.«

\ Læs mere

Virkeligt eller ej? Onde ånder suger på kønsorganer

Spøgelsestroen kan stamme fra den naturreligion, der var udbredt i Grønland, før kristendommen kom til landet, mener Minna Winsløv.

»Der er stadig få rester tilbage af den gamle inuit-religion, som var baseret på en avanceret sjælelære,« siger hun.

Naturen var fyldt med ånder

Før de kristne missionærer omvendte befolkningen, troede de grønlandske fangerfolk, at naturen var fyldt med sjæle og ånder, som straffede folk med sygdom og dårlig fangst, hvis de brød nogle særlige taburegler.

Taburegler, ritualer og normer varierede fra sted til sted, men de kom altid fra myter, som fangerfolkets spirituelle vejledere genfortalte.

De spirituelle vejledere var åndemanerne, også kaldet angakokker, som er det grønlandske ord for shamaner.

»Angakokken var et mellemled mellem åndeverdenen og menneskets verden. Han rejste i en trancetilstand til åndernes verden og kommunikerede med dem,« siger Merete Demant Jakobsen, der er antropolog og research associate på Oxford University, England.

LÆS OGSÅ: Hjerneforskning afslører: Derfor ‘spøger’ det, når du er alene

Ånderne var destruktive

Merete Demant Jakobsen har forsket i shamanisme – især i den grønlandske angakok – og har skrevet bogen ‘Shamaner. Mellem ånder og mennesker’.

Troen på ånder og angakokkens evner spillede en vigtig rolle i fortidens Grønland, siger hun.

»Ånderne havde destruktive kræfter. De var farlige og ville gøre skade, hvis tabureglerne var blevet brudt. De kunne bringe sygdom og sult, og de kunne sørge for, at fangsten gik dårligt. Angakokken kunne formildne ånderne og skabe en balance mellem mennesket og naturen, troede man,« siger Merete Demant Jakobsen og fortsætter:

»Så sent som i det sidste århundrede havde angakokken stadig en vigtig indflydelse i lokalsamfundet, så det er forståeligt, at grønlænderne stadig har en forestilling om en åndeverden.«

Nyfødte bliver opkaldt efter afdøde

Den grønlandske shamanisme indeholdt også en tro på sjæle: Når en person døde, kunne vedkommendes sjæl blive overført til en anden person eller til et dyr, troede man.

Den dag i dag kommer inuitreligionens sjælelære til udtryk i den grønlandske tradition med at opkalde nyfødte efter afdøde, fortæller Minna Winsløv:

»Når man i Grønland opkalder et nyfødt barn efter en person, der lige er død, stammer det fra en tro på, at den afdødes sjæl eller personlige egenskaber lever videre i den nyfødte,« siger hun.

Sjælen fra en afdød kan også flytte over i et dyr. Det kan for eksempel ske, når folk går til fjelds og bliver fjeldgængere.

I grønlandske myter og sagn er en fjeldgænger – som på grønlandsk kaldes en qivittoq – en person, som forlader fællesskabet og går ud i fjeldet efter at have gjort noget skamfuldt eller utilgiveligt.

Ude i fjeldet går qivittoqen hvileløst omkring i en tilstand mellem menneskets verden og åndernes verden.

»Der forekommer stadig en sjælden gang, at mennesker i Grønland går til fjelds. Mange tror, at fjeldgængerne får overnaturlige evner og bliver forvandlet til ravne. Der er folk, der mener, at de i fjeldet har set menneskefodspor, som pludselig bliver til ravnespor,« siger Minna Winsløv.

LÆS OGSÅ: Tidlige mennesker dyrkede bjørnekult

Religionsblanding er naturlig

Selv om hun ikke mener, at spøgelsestro hører sammen med den kristne tro på genopstandelse, betyder det ikke, at grønlændere er ‘forkerte’ kristne, understreger hun:

»Nogle blander lidt fra det ene og det andet, men man kan ikke af den grund sige, at de ikke tror på Jesus Kristus som deres frelser. Mange grønlændere bruger gamle traditioner, der engang havde en religiøs betydning, uden at de i dag tillægger det noget religiøst,« siger Minna Winsløv.

»Man skal huske på, at kristendommen stadig er ny i Grønland, den sidste hedning blev først døbt i 1934. Det er så nyt, at man kan ikke bare kan forvente, at alt det gamle er helt væk. Det er naturligt, at de kommer til at mikse lidt,« fortsætter hun.

Missionærer modarbejdede angakokkerne

De første kristne missionærer, der kom til Grønland i 1700 -1800-tallet, var ikke så tolerante som Minna Winsløv. De modarbejdede åndetro og dermed angakokkerne, som nogle gange blev udsat for voldelige overfald.

Angakokkerne havde derimod ikke som udgangspunkt noget imod kristendommen, fortæller Merete Demant Jakobsen:

»Shamanisme er ikke en religion i den forstand, at der er foreskrifter om, at man skal tro på én Gud og ikke må tro på andre. Det interessante ved shamanismen er, at den altid har været rummelig. Den har altid været i stand til at rumme andre trosretninger, og angakokkerne afviste ikke nødvendigvis præsterne,« siger Merete Demant Jakobsen.

»Men præsterne afviste angakokkens evner. Hvis en angakok fortalte, at han rejste til åndeverden og havde været oppe at besøge Gud, tog missionærerne affære og straffede synderen, fremgår det af Hans Egede (missionær i Godthåb; red.), og hans sønners nedskrevne erindringer,« fortsætter hun.

LÆS OGSÅ: Derfor elsker vi gys og gru

Grønlændere er mere kristne end danskere

Ifølge Merete Demant Jakobsen lavede de kristne missionærer en målrettet indsats mod angakokkerne, blandt andet ved at sprede et budskab om, at angakokkerne var onde hedninge, der snød folk.

Med tiden forsvandt angakokkerne, og i dag bliver der ikke officielt praktiseret shamanisme i Grønland. Til gengæld er omkring 95 procent af den grønlandske befolkning medlem af folkekirken.

»Kristendom betyder meget i Grønland. Også mere end den gør i Danmark. I Grønland har man mere respekt for kirken og for præsteembedet, er mit indtryk,« siger Minna Winsløv og slutter:

»Men man har altså også stadig en angst for ånder og spøgelser. Folk bruger engle og kors som beskyttelse, ligesom de tidligere brugte amuletter.«