Kate Bush synger en ny kvindelighed

Det, jeg oplevede, var, hvordan lyden af stemmen fik fibrene i stolesædet under mig til at vibrere, og hvordan fraseringerne hev det kølige metal i stolper, gulv og vinduer hen til min hud. Jeg havde et totalt overblik over metallerne, stofferne og syningerne omkring mig gennem den lyd, jeg hørte i hovedtelefonerne. Det er den oplevelse, jeg nu vil forfølge.

Det skriver Jenny Hval i sit speciale om Kate Bush og sangstemmen i litteraturvidenskaben.

I opgaven tager hun på sig at undersøge sunget tekst frem for skrevet og på den måde finde ud af, hvad teksten gør ved lytteren.

Snarere end at læse sangteksterne i CD-coveret, vil Hval finde frem til den tekst, hun hører.

Det indebærer alle lyde, som ikke former ord, men støn og pust, samt lyde af typen 'no-a-a-ne/ wa-a-ani/ o-a-a-ooo', som Hval mener at høre i sangen 'Suspended in Gaffa' på Bush' album The Dreaming.

Meget af den 'tekst', som Hval analyserer, er således ikke skrevet ned, og hun mener, at der skal arbejdes for at få åbnet litteraturvidenskaben for sungne tekster.

Flerstemmigt subjekt

Et af Hvals eksempler er sangen 'Get Out Of My House' fra albummet The Dreaming.

Den kulminerer i en dialog mellem et mandligt subjekt, som forsøger at trænge ind til en kvinde og kvinden, som presser imod.

Bush synger, at hun nægter at lukke ham ind og forvandler sig først til en fugl, siden et muldyr: 'I will not let you in/ I face towards the wind/ I change into the Mule'. Det synges mildt og hviskende indtil Bush så skriger lyden af muldyr: 'Hii-Aaaaaaaaaa/ Hii-Aaaaaaaaa'.

Ved at bruge stemmen til at udtrykke et større register end bare tekst kan Bush skabe 'et flerstemmigt subjekt, tegnet i lyd', og lyttere bliver trukket ind i en konkret og lydlig forvandling, hvor dyrene ikke bare er metaforer.

Hval hævder, at Bush udvider begrebet om den traditionelle kvindelighed ved at bruge stemmen på denne måde.

»Det er også i stemmearbejdet, at huset, altså metaforen for kroppen, kan forvandle sig fra at referere til en hvilken som helst (stereotyp) kvindekrop til en personlig krop, som er legemliggjort og situeret.«

»Litteraturvidenskaben har for vane kun at se på teksten, når den analyserer musikalske udtryk. Musikdelen bliver ikke tildelt nogen litterær værdi, men Kate Bush skriver ikke denne tekst, for at den skal læses,« siger Jenny Hval.

Stemmens sprog

Der er således tale om et ganske usædvanligt speciale i skæringspunktet mellem musik- og litteraturvidenskab.

»Der er klare paralleller til litterær analyse, men også meget andet. Jeg sammenligner Bush med moderne poesi, men det handler altså om et subjekt, som findes i optagelsen, ikke på papiret. Det bliver tillagt en fysisk dimension, som giver en anden kontakt mellem læser, forfatter, lytter og sanger,« siger Jenny Hval.

Om sangen 'The Dreaming' fra albummet af samme navn, skriver Hval for eksempel:

»Sangen bliver så rytmisk, at Bush fortæller en historie gennem sin stemme i stedet for teksten«.

Formes indefra

Det er altså i den fysiske dimension af teksten, at Hval mener at finde Bushs nyskabelse og modstand mod det unuancerede.

Hval sætter meget plads af til at analysere titelnummeret fra pladen The Sensual World, som er en omskrivning af Penelopeteksten i James Joyces roman Ulysses.

Egentlig ville Bush sætte musik til slutningen af Ulysses, men fik ikke lov af rettighedshaverne.

Derfor skrev hun sin egen version, hvor hun forsøger at tage det talende subjekt, hovedpersonens kone Molly Bloom, ud af teksten og ind i verden.

»Stepping out of the page into the sensual world« er en linje, som går igen.

Hvor Joyce i et brev til vennen og maleren Frank Budgen i 1921 hævdede, at han så på ordet 'yes' som 'the female word' og knyttede kvinden til naturen, bliver Molly mere kompleks i Bushs omskrivning og ikke mindst sang.

»Bush tager en litterær figur, som for Joyce stod for kvindelighed, og sætter figuren ud i verden. Molly Bloom skal ikke længere repræsentere den kvindelige bevidsthed, kvinden som mandens kontakt med naturen eller kvinden som en bestemt gruppe.«

»Hun står derimod frem som et selvstændigt og unikt subjekt. Bush arbejder ikke bare med ordene, men også med nuancerne.

The female word

Slutningen af Ulysses består af en overstrømmende monolog, der er fremsagt af Molly Bloom, som hopper frem og tilbage i tiden, mens kærlighedshistorien om hende og ægtemanden Leopold bliver genfortalt.

Bogen slutter med, at Molly takker ja til Leopolds frieri: 'and yes I said yes I will Yes.' I specialet viser Hval, hvordan Bush i sin omskrivning »går løs på selveste 'the female word'.«

I Bushs version er 'yes' forvandlet til 'Mmh, yes'. Hval skriver:

»Hun bruger 'Mmh' til at smage på 'yes' og forøger kroppens sansning ved hvert pulsslag. I stedet for bare at være bekræftende tegnsætning og drivkraft stopper hun op ved hvert 'yes' og vurderer det, som om hun tager det i munden og virkelig tager sig tid til at lære det at kende.

Det kvindelige subjekt (jeget) i The Sensual World er ikke et jeg, der automatisk siger ja, men et undersøgende og sansende jeg.«

»Man skal ikke bestemme sig for at gøre modstand, det kommer af sig selv, når man synger. Bush er ikke ude efter at 'tage' Joyce, hun kunne lide Penelopeteksten og har muligvis aldrig læst hans breve.«

»Det, hun arbejder med, er ikke at undergrave originaltekstens mening, i stedet arbejder hun med sit musikalske udtryk. Det har inspireret min analyse, som drejer sig om at lytte efter lydlige forandringer såvel som at se på teksten og de underliggende meninger,« siger Hval.

»Hvilken slags mening, Bush får frem ved at holde ordene 'mmh, yes', i så og så lang tid, bliver lige så vigtigt som omskrivningen af Joyces tekst. Det er i de ord, vi fornemmer, at kvindekroppen får en anden funktion.«

»Mens kvindekroppen hos Joyce bliver sammenlignet med blomster og sat i sammenhæng med naturen, bliver Bushs tekst fænomenologisk – hun møder og sanser verden som et selvstændigt, vurderende subjekt. Lyd skabes ved at ganen forandrer form, så det former et subjekt indefra,« siger Hval.

Ingen Madonna

Der har været skrevet relativt lidt akademisk om Kate Bush.

Ifølge Hval skyldes det delvist, at der gerne er fokus på image og fremtoning, når der forskes i kvindelige kunstnere.

Bush har levet ganske tilbagetrukket fra offentligheden og var på sin eneste turne i 1979. Hval har en mistanke om, at det også er en del af grunden til, at Kate Bush har fået så lidt akademisk opmærksomhed.

»Der har været skrevet meget lidt om hende, og så vidt jeg har kunnet se ikke noget om, hvad stemmen gør. Kunstnere som for eksempel Madonna og Courtney Love har fået meget mere opmærksomhed, ikke mindst på grund af deres kontroversielle image og offentlige personaer.«

»De har ingen gennemtænkt måde at formidle musik på og er ikke særlig nuancerede i deres udtryk. Det er synd, hvis det unuancerede og popfænomenorienterede skal have en højere position end andre udtryk. Det begrænser den kunstneriske ageren,« siger Hval.

Hvor kommer litteratur fra?

I specialet citerer Hval kultur- og medieforskeren Ron Moy, som hævder, at Kate Bushs fremstilling af kønsidentitet ikke passer ind i et teoretisk landskab, som sætter image og person før musikken.

»Men selv om Bush ikke har været på turne, har hun jo ikke skjult sig. Hun har for eksempel lavet mange ganske excentriske musikvideoer. I 'December will be magic again' danser hun for eksempel hele videoen igennem siddende i en stol iført en flannelpyjamas.«

»Hun har været meget ekstrem. Der er megen leg, spil og dans, men alt, hvad Bush gør, er direkte. Hun spiller ikke forskellige roller, ligesom Madonna gør.«

»Hun har ikke været kontroversiel på den rigtige måde, og hun er for distinkt til at kunne formes af andre. Der er vældig mange, som er inspireret af hende, men det er mest musikere, ikke akademikere,« siger hun.

Jenny Hval mener, at det er vigtigt at komme væk fra image og udseende inden for forskningen i musikalsk udtryk. Man bør hellere se på, hvordan musikken skaber litterær kommunikation.

»Man skal tænke på, hvor man får litteratur fra. I vor tid kommer rigtig meget af den litteratur, som præger os mest, fra popmusikken, og den burde få mere plads. For eksempel ville jeg ønske, at plader som for eksempel min egen, kunne behandles som litteraturstof. Der bør gives større plads til litterære overlap ind i andre udtryksformer,« slutter Jenny Hval.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm