Kan verden 'vejes' visuelt?

Sidste års Nobelpris rundbordsdiskussion handlede i høj grad om forholdet mellem den samfundsmæssige anvendelse af forskning, formidling og finansiering af forskning, og forskernes personlige motivation, kreativitet, uddannelse og karriere.

Et dilemma synes at være gennemgående for diskussionen: På den ene side, kan samfunds- og formidlingsmæssig, især økonomisk og politisk, pres kvæle forskningskvalitet og nytænkning. På den anden side, står vi som samfund overfor en række aktuelle udfordringer, lokale såvel som globale, der kræver videnskabeligt bidrag.

Hvad er forskningskvalitet?

Interessant, og måske mere tragikomisk, er det derfor, at vi som samfund er afhængige af et forskningssystem, hvor nogle af de største forskere kritiserer systemet og det samfundsmæssige pres for at være kontraproduktivt. Presset forhindrer den videnskabelige kvalitet og nytænkning - og dermed også det samfundsmæssige bidrag.

Denne pointe kom især frem da Randy Schekman, sidste års vinder af Nobelprisen i fysiologi eller medicin og deltager i rundbordsdiskussionen, kritiserede forskere for at være begrænset i deres forskning af at skulle publicere i de videnskabelige tidsskrifter med størst impact factor, som Nature, Science, og Cell (se Schekmans artikel og The Guardian’s kommentar).

At disse tidsskrifter har stor impact factor er ikke, ifølge Schekman, lig med kvalitets- eller nyskabende forskning, der vil kunne have stor samfundsmæssig impact. Som med så mange andre brancher, er forskning også betinget af trendy, provokerende og kommercielle ideer, idet de store tidsskrifter ønsker at publicere det som ’sælger’. Eftersom forskere gerne vil publicere i disse tidsskrifter, især unge forskere som behøver et karriereboost, bliver det derfor ikke et spørgsmål om at forske i det som er forsknings validt og faktisk kan bidrage samfundsmæssigt, men at forske i det som kan accepteres på tidsskrifternes kommercielle og økonomiske præmisser.

Det er dybt problematisk, hvis økonomiske og kommercielle overvejelser spiller en afgørende rolle i det kvalitetssikringssystem, som skal sikre og fremme videnskaben og dens idealer.

Et tværmedielt projekt

At problemstillingen er mere kompleks end hvad ovenstående kritik umiddelbart fremsætter, burde være indlysende, da forskningssystemet i afgørende grad bidrager til både videnskabelig nyskabelse og til samfundet.

Men med denne problemstilling i mente, virker det nærliggende, og ligefrem videnskabeligt, at tage et meta-perspektiv på forskning og diskutere den videnskabelige proces, forståelsen af forskningsimpact og forskningsmediet. Dette kan gøres på mange måder, men vi har valgt at gøre det ved at diskutere forskning gennem dets medie, det skrevne, da det netop spiller en afgørende rolle i ovenstående debat.

Vi ønsker at se på mulighederne for at bedrive forskning vha. et andet medie og her virker det visuelle medie oplagt, da det umiddelbart vil kunne give forskning en anden form for impact og kreativitet. Spørgsmålet er dog om den kreative proces, i arbejdet med nye medier, kan systematiseres videnskabeligt, samt om hvorfor og hvordan det kan være en fordel at videnskaberne kaster sig ud i at arbejde med nye uforudsigelige samarbejder.

Forskning og dokumentar

På baggrund af ovenstående problemstilling, gik vi i dialog med Det Danske Filminstitut (DFI), Creative Europe Desk Denmark og dokumentarproducer Signe Byrge Sørensen med det udgangspunkt at sætte en to dags seminar op med internationalt anerkendte danske forskere og internationalt anerkendte danske filminstruktører og producenter, der har arbejdet med forskning. Det overordnede formål med seminaret, som blev afholdt i maj 2014, var at videreudvikle nye samarbejdsmuligheder mellem de to verdener.

Under seminaret tog vi initiativ til at lave interviews med personer fra de forskellige verdener og diskutere forskningsmetoder, det visuelle medie, og ligheder og forskelle mellem forskning og dokumentar – de enkelte interview kan ses i fuld længde på http://collaborativesociety.org/. Ovenstående film er et sammenklip af hvad vi fik ud af disse interview og i det følgende vil vi fremsætte hvad vi, fra et forskningsmæssigt perspektiv, ser som de overordnede pointer.

Finansiering

Som det fremgår af filmen, er de økonomiske muligheder af et potentielt samarbejde et fælles aspekt, som påpeges både af forskere, filminstruktører og producenter.

På den ene side, kan dokumentar verdenen få meget ud af at samarbejde med forskere, da det giver nye finansieringsmuligheder, eks. Horizon 2020, hvilket, som i så mange andre grene af kunst er meget tiltrængt. På den anden side, vil forskerne få en ny formidlingsplatform, hvilket vil kunne være behjælpelig i forskningsansøgninger.

Forskningsformidling – på hvilke præmisser?

Men vi skal passe på ikke at ryge tilbage til det kontraproduktive udgangspunkt, som var del af kritikken af det nuværende forskningssystem og de videnskabelige tidsskrifter. Hvis samarbejdet kun udvikles af økonomiske grunde kan vi ende i et scenarie hvor forskningen nu skal ’sælges’ igennem et nyt medie. Dette ses desværre tit i nyhedsmediet, hvor forskning skal vinkles, skæres og formidles på en underholdende måde, samt opfylde dagsaktuelle nyhedskoder, hvilket i mange tilfælde ender med at udvande forskningen.

Men som filminstruktør Phie Ambo påpeger, opererer dokumentarfilmen for hende med andre koder end nyheder og nyhedsværdier. Dokumentaren forsætter netop med at gå i detaljer, der hvor nyhedsmediet stopper, og instruktørens metoder minder for hende mere om forskningsmetoder end traditionel historiefortælling eller det at lave underholdning - hvilket vi også vil argumentere for i det følgende.

For det første, kan et samarbejde med filminstruktører derfor rent faktisk give mening for forskerne, da resultatet, f.eks. en dokumentarfilm, vil kunne give en anden legitimitet og forskningsimpact end gennem det skrevne medie, og de får mulighed for at formidle deres forskning på andre, måske mere forskningslignende, præmisser end nyhedsmediet. For det andet, giver samarbejdet en mulighed for at filminstruktørerne metodisk kan udforske og eksperimentere med form og indhold på en måde, der ikke umiddelbart er muligt i det system dokumentarfilmen traditionelt indgår i.

Visuelt som udgangspunkt

Professor på DTU Leif Katsuo Oxenløwe forklarer hvordan hans forskningsteam håndterer nyhedsmediernes formidlingspres – efter bl.a. at have slået verdensrekorden i datahastighed - ved på deres egne præmisser at tænke formidling ind fra starten af et forskningsprojekt. Dette har været med til at nytænke og flytte deres forskning og er basis for deres nuværende forskningsprojekter.

Dette eksempel sættes på spidsen af forskningsleder for Humanomics på KU David Budtz Pedersen, som fastslår at hvis dette samarbejde mellem forskning og dokumentar skal kunne udvikle sig, er det vigtigt ikke at se dokumentar, som blot en formidling af et forskningsresultat og derved en forsknings ’add-on’ i slutningen af et forskningsprojekt. Det skal ses som ’add-in’ og det visuelle medie skal være en del af forskningsprocessen fra starten.

Kan forskning være visuel?

Vores overordnede pointe er ikke at al forskning i fremtiden skal være visuelt tænkt eller formidlet gennem et visuelt medie. Det vil være en absurd tankegang.

Pointen er at, i forhold til visse videnskabelige problemstillinger kan det visuelle medie bruges som langt mere end formidling. Dokumentar film og det visuelle medie kan være et relevant redskab for bedre at nå til forståelse af specifikke videnskabelige problemstillinger og derved også blive centralt og aktiv i selve forskningen og vidensproduktionen.

Denne pointe fremsættes bl.a. af dokumentarist Janus Metz og dansk bosat dokumentarist Joshua Oppenheimer, der begge argumenterer at de i deres film, Armadillo og The Act of Killing, bruger en videnskabelig tilgang til at nå til forståelse af henholdsvis soldaterkultur og regimets opfattelse af folkemordet i Indonesien. Ved at bruge dokumentarfilmen som et forskningsredskab, er det ikke kun et spørgsmål om at kameraet observerer og dokumenterer. Filmen og filmens undersøgelsesproces udgør selve forskningsforløbet og resultatet er en vidensproduktion. Joshua Oppenheimer fastslår at kameraet og det visuelle medie allerede er en etableret og særdeles velanskrevet forskningsmetode inden for f.eks. antropologi, hvor det bl.a. giver en forståelse og vidensproduktion, som ellers ikke ville være mulig.

Udover dets videnskabelige relevans, vil det med stor sandsynlighed ikke have været muligt for Armadillo og The Act of Killing at opnå den samfundsmæssige impact de har haft, hvis Janus Metz og Joshua Oppenheimer i stedet havde benyttet sig af det skrevne medie. I forhold til dette, er et aspekt selvfølgelig filmens udbredelsesmuligheder, men et andet er, at seeren kan få deres egen personlige og umiddelbare oplevelse af et forskningsmateriale, som i skrevne medie enten vil være svært forståeligt eller kun forståeligt gennem forskerens fortolkning og formidling.

Hvordan tænker forskere?

Det er umiddelbart lettere at se hvordan kameraet og det visuelle medie kan indgå som et redskab i de mere humanistisk orienterede videnskaber, som f. eks. antropologi. Men en generel pointe er, at de redskaber som benyttes til at lave dokumentarfilm, så som f.eks. visualitet, historiefortælling, nysgerrighed og systematisk fordybelse, faktisk er grundlæggende aspekter ved selve det at tænke videnskabeligt. Desuden prøver både forskning og dokumentar at skabe ny viden ved kritisk at undersøge aspekter af verden og vores virkelighed, som vi enten ikke ved noget om eller ønsker mere viden om.

Når vi ser på nyskabelse og kreativitet i forskning, så er forskerne ikke kun begrænsede i deres udfoldelser på basis af samfundsmæssigt, politisk eller økonomisk pres. Forskere tænker, får ideer, bruger begreber, metaforer, historier og måder at fortælle om deres egen forskning, som i mange tilfælde skal kunne foregå gennem det skrevne medie, videnskabelige debatter og resultere i videnskabelige artikler. Dette kan i sig selv også være en kognitiv begrænsning.

Fra maleri til syntesebiologi

Direktør for Carlsberg Laboratoriet og professor i syntesebiologi på KU Birger Lindberg Møller, giver derfor et eksempel på hvordan forskningsverden har lært af diskussionen mellem malerne Bernard, Gauguin og Van Gogh. Denne diskussion ledte nemlig ikke kun til den berømte episode med Van Gogh’s øre, men også til en problematisering af hvordan naturen kan og bør gengives i et maleri.

Forskningen har vist, at de tanker som fremsættes i malernes diskussion i en mere abstrakt form, kan lade sig gøre, og forskerne har nu metoder til at kunne flytte rundt på naturens moduler. Naturen på molekylært niveau bruger nemlig de sammen moduler i flere forskellige sammenhænge og de kan sammenkobles på forskellig vis, akkurat som de samme elektroniske komponenter bruges både i en computer og i et fjernsyn. Det at forskerne har opnået en god forståelse af denne modulære opbygning af celler og organismer er hele basis for syntesebiologisk tankegang. Bekræftende for sammenligningen mellem malernes diskussion og tankegangen i syntesebiologi er det, ifølge Birger Lindberg Møller, at Gauguin efter diskussionen faktisk skrev et essay med titlen ”Notes Synthetiques”.

Visuelle redskaber og modeller udgør et vigtigt element i al forskning, f.eks. i brug af visuelle grafer til at vise statistiske relationer, i afbildninger af f.eks. atommodellen eller DNA strukturer, og i hjernescanninger. Disse redskaber har været og er stadig den dag i dag, ekstremt afgørende for forskernes måder at tænke på og forskningens samfundsmæssige bidrag.

Situeret kognition - mennesker tænker socialt, visuelt og i historier

Professor og leder af Interactive Minds Centre på AU, Andreas Roepstorff, påpeger at der umiddelbart synes at være flere paralleller og ligheder end forskelle mellem forskeres og filminstruktørers måder at arbejde på. Desuden prøver begge at undersøge og forstå aspekter af virkeligheden, bare indenfor forskellige professioner og med forskelligt repertoire.

Andreas Roepstorff bidrager selv som forsker til kognitionsforskning og en tilgang kaldet Situeret Kognitionsvidenskab. Denne tilgang argumenterer, at måden hvorpå vi som mennesker tænker bl.a. afhænger af, at vi bruger verden, dets redskaber og andre mennesker til at hjælpe os med at tænke – det foregår ikke udelukkende i hovedet på den enkelte forsker eller filminstruktør.

Det skrevne medie er et eksempel på hvordan vi ved brug af begreber og sprog kan fortælle historier og få nedfældet disse historier, tanker og ideer på papir eller på computeren, så vi ikke glemmer dem, kan vise dem til andre, giver dem form, og derved kan arbejdere systematisk videre med dem. Et godt eksempel på dette er krydsreferencesystemet for videnskabsartikler og tidsskrifter eller den dramaturgiske fortælleteknik i dokumentarfilm.

Dynamiske forskningsprocesser

Men på samme måde kan det visuelle medie og dokumentarfilmen forstås. Det kan være en måde hvorpå forskere kan bruge mediet til at skabe nye kreative forskningsprocesser, få tanker og ideer. Derfor kan, som Andreas Roepstorff også påpeger, et samarbejde med filminstruktører være utrolig berigende for forskere, da filminstruktører er eksperter i visuelle måder at tænke på, samt i at fortælle historier og udvikle narrativer. Samarbejdet kan hjælpe til at afsøge andre måder for forskerne at fortælle om deres forskning og opstille deres forskningsspørgsmål, end hvad det skrevne medie og forskningsdebatterne til tider påkræver.

Hvis samarbejdet med dokumentarverden er succesfuldt vil det derfor ikke kun kunne give adgang til andre former for forskningsformidling og impact, men være en katalysator for kreative og nyskabende processer indenfor både forskning og dokumentar. Men kan den nuværende brug af det visuelle medie tages et skridt videre?

Et nyskabende samarbejde

At sætte samarbejde op mellem forskning og dokumentar er lettere sagt end gjort, for begge verdener drives af mennesker med typisk meget forskellig baggrund. Vigtigt for ethvert samarbejde, hvad end det er i forskning eller i dokumentar, er derfor at have tillid til andre end sig selv og kunne slippe noget af den individuelle kontrol. Men det kan være svært når samarbejdet foregår med partnere der kommer fra en helt anden profession, som man måske ikke har indgående kendskab til.

Derfor giver det heller ikke mening at udforme en generel samarbejdsform for forskning og dokumentar. Der vil ikke være et ’en-til-en’ succesforhold mellem forskning og dokumentar, da det mere handler om at finde samarbejdspartnere som f.eks. deler interesser, arbejdsmåder, undersøgelsesmetoder og risikovillighed.

Større risikovillighed

Desuden, som det bliver sagt i Nobelpris rundbordsdiskussionen, så kan der være en fordel i at arbejde med en større risikovillighed i forskningssystemet, end hvad det gældende system gør i dag. En videnskabelig præmis i forskning burde være at selve forskningen, dens processer, metoder, modeller, tankemønstre og dets medie, bør være til diskussion, sættes i spil, og nytænkes videnskabeligt. Der findes ikke en entydig definition af hvad videnskab, forskning og viden er.

Udviklingen af disse tankesæt skal ske parallelt med opbygning af et kvalitetssikringssystem for videreudvikling af forskning gennem dets medier. At nå dertil kræver meget arbejde og det vil tage tid at etablere en videnskabelig kultur, som tør springe ud i andre medieformer.

En uvis fremtid?

Vi mener, som det burde fremgå af det ovenstående, at selvom mulighederne for at udvikle fremtidigt samarbejde mellem forskning og dokumentar på nuværende tidspunkt er uvisse, og der er store forskningsmæssige og filmiske udfordringer forbundet med det, så er der gode grunde til at gå videre med et sådan tværgående videnskabeligt samarbejde – grunde der har fået andre lande som bl.a. USA, England, Sverige, og Holland til allerede at tage det næste skridt, som ses f.eks. i forskningen på The Sensory Ethnography Lab (SEL) på Harvard University eller i The Film Department på University of Kent.

Hvordan udviklingen af området kan fremmes i Danmark, arbejder vi sammen med DFI, Creative Europe Desk Denmark, Signe Byrge Sørensen og CPH:DOX om. Det kan vi selvfølgelig ikke gøre alene. Der er brug for en indsats og åbenhed for at legitimere brugen af dokumentarmediet som en del af forskning og vidensproduktion på vores universiteter. Ikke for at nedprioritere det skrevne medie, men for at vise at forskning, vidensskabelse og formidling kan tænkes på andre måder end som undervisning og gennem publikationer i tidsskrifter.

Lørdag den 21. juni, åbnes dørene til ESOF14, Science and the City, og her inviterer vi sammen med DOX til mini festivalen, Science x Cinema. Her vil det være filmfremvisning og diskussion om hvordan vi kan knytte dokumentarfilm og forskning bedre sammen.