Ingen nationalstat kan tage hånd om sine borgere alene

Den nationalstat, som vi kender, er i opløsning.

Den er et produkt af industrialderen og dens produktions-, transport-, arbejds- og kommunikationsmetoder. Vores politiske og økonomiske magt, vores samfundsstrukturer, institutioner og lovgivning er produkter af industrialderen.

Vores status som retssubjekter, vores borger- og menneskerettigheder, vores demokrati og vores friheder er produkter af industrialiserede nationalstater.

Produktionsmetoderne og økonomien ændres som følge af digitaliseringen. Det er beskrevet i tidligere artikler om, at den digitale økonomi er fundamentalt anderledes end den industrielle med konvergensen af Bio-, Info-, Nano- og Kognitionsteknologierne (BINK), og at middelklassen og demokratiet er under pres som følge af teknologiudviklingen.

En konsekvens af dette er, at nationalstaternes suverænitet undermineres. Alle stater står over for det problem; ingen stat kan undslå sig. Den globale, digitale forbundenhed betyder global afhængighed, og at ingen nationalstat kan adressere udfordringerne fra den teknologiske udvikling alene.

Desuden er der følgende problemstillinger at tackle:

1. Lokalt forbrug skaber global opvarmning. Forbrug på Østerbro skaber CO2-udledning i Kina, hvor varerne produceres. Der er kun ét miljø, det er globalt, og som art har vi et akut behov for at overgå til en bæredygtigt udnyttelse af jordens ressourcer.
   
2. Det forventes, at kloden i 2050 vil nå op på 9 milliarder indbyggere. Samtidig vil der være øget migration og dertil hørende kulturelle og økonomiske udfordringer.
   
3. Da verden bliver mindre, bliver det stadigt vanskeligere at forene radikalt forskellige økonomier, kulturer og regeringsformer samt at få dem til at samarbejde og fungere i forhold til hinanden, f.eks. de traditionelle arabiske lande, det industrielle Rusland og det digitale Skandinavien. Kompleksitetsniveauerne mellem dem matcher ikke, og det gør fortællingerne om verden heller ikke.
   
4. Der er fri bevægelighed for information (og dermed produkter), arbejdskraft og kapital på tværs af nationale grænser. Verden forandrer sig i stigende grad fra ca. 200 nationale økonomier til én global økonomi, for hvilken der ikke er en fælles regler eller retssikkerhed. På individniveau deltager alle i ét globalt arbejdsmarked. De nationale økonomier bliver forbundne kar med henblik på at fastsætte priser, lønninger og arbejdstagerrettigheder.
   
5. Virksomheder flytter til steder, hvor de ikke behøver at betale skat. Nationalstaterne konkurrerer indbyrdes om at tilbyde de laveste skatter og underminerer derved deres egen suverænitet. Det er alles 'race to the bottom'.
   
6. Der findes ingen globale institutioner, juridiske eller andre etablerede strukturer, der kan håndtere denne transformation, ligesom vi heller ikke har de nødvendige økonomiske teorier eller modeller til at håndtere problemerne, endsige de statistiske data til at beskrive udviklingen og dens omfang.

Snæver national politik hører fortiden til

Uden en forståelse af de omfattende strukturelle forandringer, som den teknologiske udvikling medfører globalt i vores økonomi og samfund, bliver politik nytteløs. For at kunne fremtidssikre medborgerne i de enkelte nationalstater, er det nødvendigt at forstå, at national politik på en lang række områder tilhører fortiden.

Alle de ovennævnte problemer kan kun løses af nationalstaterne i fællesskab, det være sig inden for organisationer som EU eller FN og dets underorganisationer, eller gennem andre former for trans- og overnationalt samarbejde. F.eks. kan den såkaldte 'konkurrencestat' meget vel være en af de ting, der gør, at vi ikke kan løse de fælles problemer, fordi vi derigennem underminerer samarbejdsmulighederne.

Blandt dem, som allerede har opdaget mulighederne i globaliseringen og digitaliseringen, er de multinationale selskaber, den organiserede kriminalitet og selvtægtsgrupper som Anonymous. Hvis vi skal kunne beskytte os mod disse og sikre vores demokratiske rettigheder, er vi nødt til at tænke og agere lige så globalt som dem. For at kunne opretholde den nationale retsstat er vi nødt til at sikre de globale rammer, der kan bakke den op.

Nationalstaterne kan naturligvis have en fremtid som geografiske, kulturelle og sproglige områder, men vi bliver som borgere nødt til at forstå, at nationalstaten som vi kender den, ikke kommer til at fortsætte. Vi er nødt til at samarbejde i større enheder og opgive nogle former for suverænitet, hvis vi skal beholde andre.

Forandringerne, som er opsummeret i punkterne ovenfor, er allerede i gang, og det er uden for de enkelte nationalstaters muligheder at stoppe dem. Vi kan kun påvirke dem og navigere gennem dem i fællesskab. Se i øvrigt opsummeringen af de tidligere historiske teknologidrevne forandringer i tabellen under artiklen.

Nationalstaten bør redefineres på den mest hensigtsmæssige måde, givet vores ønsker og muligheder, men den er nødt til at indrette sig efter de nye teknologiers præmisser, som opridset i de foregående artikler. Noget lignende gjorde vi som samfund, delstater og lande under industrialiseringen, og det er industrialiseringens nationalstat, som vi nu er bange for at give slip på.

Hvis vi fortsat tror på, at vi kan konkurrere med andre nationalstater på samme måde, som industrivirksomheder konkurrerer med hinanden, bliver det alle staters race to the bottom. På den lange bane kommer det til at betyder stigende ulighed i samfundet, hvor de få har alt, og hvor de mange næsten ingenting har – med mindre vi kan opnå enighed om internationale spilleregler.

Samarbejdsaftaler er vejen frem

Derfor er et af tidens vigtigste geopolitiske spørgsmål for Danmarks ve og vel, at vi gennem EU får forhandlet os frem til den bedst mulige samhandelsaftale med USA og deres andre amerikanske samhandelspartnere (Transatlantic Trade and Investment Partnership).

Hvis de europæiske og amerikanske lande kan blive enige om regler, der bl.a. betyder, at multinationale selskaber, der vil operere i Europa eller Amerika, skal betale skat, at minimumskrav for aflønninger og arbejdsvilkår skal opfyldes - så skal resten af Vesten nok følge med.

Der er mange komplicerede problemer med en sådan samarbejdsaftale, og realpolitisk kan det sikkert ikke i første omgang blive en optimal aftale set med danske øjne. Det kan imidlertid blive en begyndelse på et internationalt juridisk samarbejde af den art, der er nødvendigt for på længere sigt at få et bedre både globalt og nationalt samfund.

Desværre er det vanskeligt at følge denne vigtige politiske diskussion i den dansk presse, da den kun sjældent tages op. Uden folkelig oplysning og demokratisk diskussion mindskes sandsynligheden for at bringe en god aftale i hus.

Udfordringer som global opvarmning, klimaflygtninge og grænseoverskridende forurening kan ligeledes kun løses gennem internationalt samarbejde. Heller ikke her kan nationalstaterne løse problemerne enkeltvis eller ud fra en konkurrenceideologi. Da klimaet allerede er på den globale agenda, har vi valgt ikke at gå dybere ind i dette spørgsmål i denne artikel.

For at kunne fungere som nationalstat i fremtidens globaliserede, digitaliserede virkelighed, har vi brug for at tænke anderledes og forstå verden, som den er, og ikke som den engang var. Dette ser vi på i vores fjerde tese:
Vi har brug for nye, globale fortællinger, hvis det teknologidrevne gearskift skal give mening.

Illustration: Mette Friis-Mikkelsen