Har du prøvet at modtage en fantom-opringning eller fantom-SMS på din mobil?
Mobiltelefonen vibrerer eller giver lyd fra sig, men når du kigger på den, er der hverken tikket beskeder, opkald eller andet ind.
»Er det mig eller telefonen, den er gal med?« tænker du måske.
Svaret er, at det ikke er telefonen, men dig selv, og at det kan være et tegn på, at vi er ved at blive lige vel rigeligt knyttet vil vores mobiltelefoner.
Mere end 80 procent oplever fantom-vibrationer
\ Historien kort
- Mobiltelefonerne spiller en stigende rolle i vores socialliv.
- Flere og flere er nærmest psykisk afhængige af deres telefoner.
- Det kan give sig udslag i oplevelser som fantom-opringninger og SMS’er.
I det mindste er vi ikke alene. Mere end 80 procent af adspurgte studerende har oplevet fantom-vibrationer, som i al sin enkelthed ud på, at vi mærker ikke-eksisterende vibrationer.
Hvis det sker tit – mere end én gang om dagen – kan det være et tegn på, at du er psykisk afhængig af din mobiltelefon.
Der hersker vist ikke tvivl om, at mobiltelefonerne i dag er en del af den sociale struktur i mange dele af verden, og at mange mennesker hver dag bruger flere timer på deres telefon.
Kan mobiltelefonbrug blive en afhængighed?
Vores forskergruppe fandt for nylig, at de fleste mennesker har gang i telefonen i deres fritid, og for nogle mennesker endda også midt i en samtale.
De fleste mennesker tjekker deres mobil mindre end 10 sekunder efter, at de har stillet sig i en kø eller er ankommet et sted.
Klinikere og forskere debatterer stadig, om overdreven brug af mobiltelefon eller anden teknologi udgør afhængighed.
Den overdrevne brug var ikke inkluderet i den seneste opdatering af American Psychiatric Associations guide over klassificeringen og diagnosticeringen af sindslidelser kaldet DSM-5.
Virtuel afhængighed?
Men den igangværende debat taget i betragtning besluttede vi os for at se, om vi kunne kaste lys over fænomenet.
Afhængighed er en patologisk tilstand, hvor man tvangsmæssigt søger belønnende stimuli på trods af de negative konsekvenser.
Vi hører ofte rapporteringer om, hvordan brugen af mobiltelefoner er problematisk for både sociale relationer og for udviklingen af effektive sociale færdigheder.
Én af afhængighedens egenskaber er, at man bliver hypersensitiv over for signaler, der relaterer til den belønning, man hungrer efter.
Uanset hvad det er, begynder man at se det overalt. (Jeg delte engang kollegieværelse med en fyr, der mente, at han kunne se et hvepsebo lavet af cigaretskod hængende fra loftet).
Er det sådan, at personer der hungrer efter beskeder og notifikationer fra deres virtuelle sociale verdener gør det samme?
Fortolker de fejlagtigt noget som en ringtone, eller telefonens bevægelse i lommen som en vibration, der meddeler om beskeder? Måske tror de endda, at de kan se en besked på skærmen – når der i virkeligheden slet ingen er?
Menneskelig funktionsfejl
Vi besluttede os for at finde svaret.
Udfra spørgeundersøgelser, der målte problematisk brug af mobiltelefonerne, udvalgte vi elementer, der vurderede psykisk afhængighed af mobiltelefonen.
Vi sammensatte også spørgsmål omhandlende, hvor hyppigt brugerne oplevede fantom-opringninger, vibrationer og notifikationer.
Vores spørgeundersøgelse blev besvaret online af 750 studerende.
De forsøgsdeltagere, der scorede højere på mobilafhængighed, oplevede også flere fantomhændelser.
De brugte oftere deres mobil til at få det bedre med sig selv, de blev irritable, hvis de ikke kunne bruge mobilen, og deres tanker kredsede omkring mobiltelefonen, selv når de ikke brugte den.
Mobilfabrikanterne og mobiludbyderne har forsikret os om, at fantomhændelserne ikke skyldes et teknologisk problem.
Som rumskibscomputeren HAL 9000 ombord på rumskibet Discovery i romanen ‘2001: A Space Odyssey’ ville udtrykke det, er det ‘human error’.
Afspejler mobiltelefonernes indflydelse
Så hvor går det galt?
Vi lever i den fagre nye verden fuld af virtuel socialisering, og psykologien og socialforskningen kan knap nok holde trit med de teknologiske fremskridt.
Måske virker fantomhændelserne som en relativt lille bekymring i vores elektroniske tidsalder.
Men det holder et spejl op mod os og afslører, hvor afhængige vi er af vores mobiltelefoner – og hvor stor indflydelse mobiltelefonerne har på vores sociale liv.
Hvordan kan vi navigere i brugen af mobiltelefoner, så vi maksimerer fordelene og minimerer farerne, uanset om det er for at forbedre vores mentale helbred eller for at fintune vores sociale færdigheder?
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hvilke nye teknologier vil i fremover ændre den måde, vi interagerer med andre?
Daniel J. Kruger hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark.