Usynlige venner kender vi fra tegneserier og børnebøger:
Alfons Åberg har vennen Svipper, som ingen andre end han selv kan se.
I tegneserien om Steen og Stoffer er Stoffer en tøjtiger. Men for Steen er Stoffer en levende tiger med menneskelige egenskaber – en talende kammerat, der følger Steen overalt.
Også i den virkelige verden har nogle børn venner, kun de selv kan se og høre.
»Igalon var en farlig fyr, fræk som en slagterhund. Han kravlede op på spisebordet og puffede til en tung egetræslampe. Det var kun mig og min veninde, der vidste, at han var der,« husker Ivy Schousboe, der er lektor emeritus på København Universitets Institut for Psykologi
»Jeg havde også to andre fantasilegekammarater; Labberis og Vablum. Det var to meget blide, kvindelige figurer, der sov sammen med mig og gjorde mig tryg. Jeg var vel omkring fire år,« fortsætter hun.
Usynlige venner er et produkt af fantasien
Ivy Schousboe har ikke kun en god hukommelse.
Hun er også en af de eneste danske forskere, der – for år tilbage – har beskæftiget sig med en særlig del af børns fantasiunivers: Deres usynlige kammerater.
»Engang troede man, at børn med usynlige venner måtte være ensomme, sære, eller at de kedede sig bravt. Men forskning har vist, at børn med fantasivenner ikke har særlige problemer,« siger Ivy Schousboe.
Ivy Schousboes forskning fra 1980’erne og 90’erne er refereret i en ny antologi om børns venskaber i et kapitel skrevet af Thomas Gitz-Johansen, der er ph.d. på Roskilde Universitets Center for Daginstitutionsforskning.
»Usynlige venner er et spøjst fænomen, der bliver produceret i barnets fantasi. På et tidspunkt begyndte jeg at læse op på, hvad der findes af forskning,« siger Thomas Gitz-Johansen, som har lavet en gennemgang af den forskning, der er lavet på området.
»Rent praktisk er det måske totalt unyttigt, men som forsker er jeg interesseret i børns indre subjektive verden,« fortsætter han.
Børn med usynlige venner er kreative
Ikke ret mange i verden har forsket i børns usynlige venner, viser Thomas Gitz-Johansens forskningsgennemgang.
Og den forskning, der er lavet, giver varierende resultater. For eksempel er det meget usikkert, hvor mange børn der har usynlige venner, fremgår det i bogen om børns venskaber.
Den forskning, der trods alt findes, tyder på, at:
- Børn med usynlige venner ikke er mere ensomme end gennemsnittet
- Børn med usynlige venner er kreative og visionære
- En usynlig ven kan være nyttig for barnets udvikling
- Selv om børn indimellem taler med usynlige venner, som om de findes i virkeligheden, ved børnene godt, at de kun findes i deres fantasi
»Børnene omtaler måske deres usynlige venner, som om de virkelig kan se dem, men de er godt klar over, at de ikke findes i virkeligheden,« siger Thomas Gitz-Johansen.
»De kan godt skelne mellem virkelighed og fantasi. Men til forskel fra voksne opfatter nogle små børn fantasien som lige så vigtig som virkeligheden,« fortsætter han.
»Han er virkelig i sin egen verden«
Ivy Schousboe husker, at hun engang interviewede en dreng om hans usynlige kammerat til et forskningsprojekt.
»Jeg spurgte: ‘Eksisterer han i virkeligheden?’ Drengen svarede: ‘Ja, han er virkelig i sin egen verden’.«
Så længe børnene er i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed, skal man ikke være bekymret for deres mentale tilstand, når man hører, at de taler med en person, der ikke findes.
Børneforsker Ditte Alexandra Winther-Lindqvist fra Aarhus Universitet, der ikke selv har forsket i børns usynlige venner, men i deres leg og fantasi, er enig:
»Hvis ens barn har en usynlig ven, er det et udtryk for, at man har et meget fantasifuldt barn. Det vil sjældent være et udtryk for en vrangforestilling,« siger Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, der er lektor i udviklingspsykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Usynlig ven kan supplere personlighed
Usynlige venner kan have forskellige funktioner for børn. Hos nogle børn kan en imaginær kammerat udtrykke sider af personligheden, som barnet ikke selv kan eller tør vise, siger Thomas Gitz-Johansen.
»I den forskning, jeg har gennemgået, er der flere eksempler på, at børn bruger usynlige venner som en slags beholder for sider af personligheden, de ikke har udviklet endnu,« siger han og fortsætter:
»Der er et eksempel på en pige, som er ekstremt genert. Hun har en usynlig veninde, som hun lader føre ordet for sig. På den måde kan hun sagtens tale med andre mennesker.«
Efterhånden kan barnet overtage den usynlige vens egenskaber og personlighedstræk.
»Jo mere barnet kommunikerer med den usynlige ven, desto bedre, for samtaler med en imaginær kammerat vil langsomt blive overført til barnets egen personlighed,« siger Thomas Gitz-Johansen.
Igalon muliggjorde ulydighed
Ivy Schousboe husker, at hun gennem den usynlige ballademager Igalon fik afløb for en ulydig side af sig selv.
»Min veninde Helen og jeg blev simpelthen nødt til selv at klatre op på spisebordet for at forhindre Igalon i at svinge rundt med loftslampen. Det var ellers forbudt at klatre op på bordet, men vi måtte jo se til, at lampen ikke kom til at lide overlast, fordi ham den frække var på spil,« husker Ivy Schousboe.
»Under dække af at ville passe på lampen, fik vi på den måde mulighed for at gøre det forbudte. Det var en herlig og ofte leget leg. En af Igalons vigtigste funktioner var, at han gav os mulighed for at være ulydige,« fortsætter hun.
Uvist om kreativiteten holder ved
Usynlige venner optræder typisk i børns liv, fra de er i børnehavealderen til de mindste skoleklasser.
»Fantasiens højglans periode er i 5-8-års alderen,« siger Ditte Alexandra Winther-Lindqvist.
Hun formoder, at der tidligere var flere børn med usynlige venner, end der er i dag.
»Jeg kan godt spekulere på, om der er færre børn i dag end tidligere, der udvikler usynlige venner som gennemgående figurer, der følger dem over en periode. Jeg tvivler på, at nutidens børn keder sig nok til det,« siger Ditte Alexandra Winther-Lindqvist.
Mens forskning tyder på, at børn, der har usynlige venner, er meget kreative, ved man ikke, om kreativiteten holder ved. Man ved altså ikke, om man bliver mere kreativ som voksen, hvis man havde en fantasiven som barn.
»Det kræver, at man laver nogle meget langvarige studier, hvor man følger en gruppe mennesker over en lang årrække. En anden udfordring ved den type forskning er, at mange børn ikke fortæller andre om deres usynlige venner,« siger Ditte Alexandra Winther-Lindqvist.
