Føler du dig tryggere med videoovervågning? Det burde du ikke

I det moderne samfund bliver overvågning brugt som en løsning på alverdens problemer.

Selv om kriminaliteten har været støt faldende de sidste mange år, udvides overvågningen hurtigere, end vi kan nå at forstå det fulde omfang.

Hvis vi bare overvåger noget mere, skal alt nok gå, lader til at være parolen fra landets politikere. Ja, vores tidligere justitsminister Nick Hækkerup sagde jo helt Orwellsk, at »med overvågning stiger friheden.«

Men virkeligheden er en anden. Overvågning reducerer friheden, øger ikke trygheden, og den er ofte en dårlig løsning.

I denne artikel kigger vi nærmere på nogle af de store problemer med at bruge overvågning ukritisk.

Overvågningsglidning

Det er en generel tendens ved overvågning, at den indføres for at bekæmpe et konkret problem eller en konkret trussel såsom nazister, kommunister, terrorister eller kriminalitet.

Men når overvågningen først er indført, breder den sig til nye emner, nye personer og nye områder. Den amerikanske sociolog Gary Marx har kaldt fænomenet »overvågningsglidning«.

Et nyt eksempel er den såkaldte FE-sag, hvor den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, blev anklaget for at have røbet statshemmeligheder.

Politiets Efterretningstjeneste totalovervågede Lars Findsen i flere måneder for at afsløre ham. Men det formåede de ikke. Da PET skulle briefe partilederne i Folketinget om resultaterne af overvågningen, forklarede de i stedet, at Lars Findsen stjal aflagte cykeldele og dyrkede S/M-sex.

Det kan være meget svært at se, hvad Lars Findsens sexliv og cykelreparationer har med røbelse af statshemmeligheder at gøre. Overvågningen handlede tydeligvis om alt muligt andet end det, som var årsagen til, at overvågningen blev iværksat. Der var sket en glidning.

Lars Findsen blev da også tilkendt erstatning i marts 2024 for aflytningen af hans hjem.

Aflytning under besættelsen

Et andet meget åbenlyst eksempel var under besættelsen, hvor den danske regering i begyndelsen af krigen telefonaflyttede danske nazister og kommunister.

Men overvågningen blev løbende udvidet, selvom der var enighed om, at den ikke virkede.

Et par år senere aflyttede regeringen således samtlige partikontorer, ledende politikere, kongehuset, folketingsmedlemmer, journalister, forskere, jøder og helt tilfældige danskere.

Til en vis grad følger overvågning sin egen logik, hvor et overvågningstiltag fører til mere overvågning, som igen fører til mere overvågning.

Overvågning er svær at afvikle

Den italienske filosof Giorgio Agamben har argumenteret for, at vi i kølvandet på terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 – og den efterfølgende krig mod terror – lever i en permanent undtagelsestilstand.

Tidligere var masseovervågning en undtagelsespraksis. Men i dag er det normaltilstanden.

Et eksempel er regeringens masseovervågning – den såkaldte »logning« – af alle danskeres teletrafik, der blev indført i 2007 som et led i terrorbekæmpelsen.

EU-domstolen har gentagne gange vurderet, at logningen er ulovlig, fordi der indsamles alt for mange generelle informationer om borgerne. Første gang var i 2014.

Men logningen fortsætter stadig. Senest har justitsminister Peter Hummelgaard i marts 2023 besluttet, at den ulovlige masseovervågning fortsætter.

Utætte beholdere

Et andet meget udbredt problem med overvågning er, at informationer, som er samlet ind et sted og med et bestemt formål, havner andre steder og bliver brugt til andre formål.

Den canadiske overvågningsforsker David Lyon kalder fænomenet »utætte beholdere«.

Et grelt eksempel er igen besættelsesårene. Her blev politiet eksempelvis presset til at udlevere hemmelige kartoteker over kommunister og jødiske flygtninge (august 1941) til besættelsesmagten.

De blev eksempelvis brugt til at finde jødiske flygtninge i Danmark under den berygtede Jødeaktion i oktober 1943. Her gjorde de tyske nazister kort proces mod de danske jøder og sendte dem i koncentrationslejr (heldigvis var den jødiske menighed blevet advaret. Flere end 7.000 jøder blev smuglet til Sverige, men knap 500 blev pågrebet og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt).

Det samme skete med danske kommunister, som nazisterne også deporterede til koncentrationslejr.

Forglemmelser og menneskelige fejl

Men læk af følsomme informationer kan også skyldes simple forglemmelser eller menneskelige fejl. Det så vi for eksempel, da en københavnsk betjent i 2019 glemte en sagsmappe i S-toget med private oplysninger om seks personer, heriblandt vidner i sagen.

Eller da en betjent i Østjylland under en politiaktion samme år tabte sin lommebog med navne, CPR-numre og adresser på 17 personer.

Men lækager kan også skyldes udefrakommende årsager. Tyveri af fortrolige dokumenter fra kontorer var tidligere et stort problem.

Oplysninger i de forkerte hænder

I 1938 foretog nogle danske nazister eksempelvis et indbrud i socialdemokratiets kontorer i København og stjal en masse fortrolige dokumenter.

Derefter forfalskede de og ændrede nogle af dokumenterne, og trykte forfalskningerne i deres aviser. Fake News – og manipulerede nyheder – er således heller ikke et nyt fænomen.

I dag er det hacking af registre med personlige oplysninger, som er den store bekymring. Og historien har vist, at alle kan blive hacket.

Ingen ved heller, hvad fremtiden bringer. Det kan jo være, vi får en mindre demokratisk regering en gang i fremtiden. I så fald ville de have adgang til et væld af informationer om borgere, som de kunne bruge til at forstumme eller forfølge dem.

Det kan også være, at Danmark en dag bliver besat igen. Og så er det meget uheldigt, at der er indsamlet så mange personlige informationer om borgerne.

Forebygger ikke kriminalitet

Det mest synlige vidnesbyrd om, at vi i dag lever i et overvågningssamfund, er de mange videokameraer, som følger vores mindste færden.

I 2019 anslog Sikkerhedsbranchen, at der i Danmark var cirka 1,5 millioner videokameraer, både private og offentlige.

Forskning viser, at mange danskere tror, at videoovervågning har en præventiv effekt på den personfarlige kriminalitet, såsom vold og voldtægter. Men for et par år siden, i 2019, kom der et stort metastudie, som kiggede på de 40 års forskning, som findes på området.

Konklusionen var klar:

Videoovervågningen har ingen præventiv og afskrækkende effekt på den personfarlige kriminalitet, fordi de forbrydelser ofte sker i affekt og uden planlægning.

Dydens smalle sti

I de tilfælde, hvor forbrydelserne er planlagte, er gerningsmændene ofte maskerede eller ved, at de skal undgå kameraerne.

I nogle byer har der faktisk været en stigning i voldstilfælde på trods af overvågningskameraerne.

Forskningen viser dog samtidig, at videoovervågningen har en præventiv effekt på biltyverier og hærværk mod biler på parkeringspladser og i parkeringskældre.

Men i de fleste tilfælde flytter kriminaliteten bare andre steder hen.

Kriminelle slår jo ikke pludselig ind på dydens smalle sti, bare fordi der hænger videokameraer på gader og stræder.

Øger ikke trygheden

Formålet med videokameraerne i det offentlige rum er blandt andet, at de skal øge trygheden. I perioden 2018-2022 hængte politiet eksempelvis 450 nye »tryghedskameraer« op over hele landet.

De fleste af kameraerne var et led i den ‘Trygheds- og sikkerhedspakke’, som S-regeringen vedtog i 2019.

Men der er bare ét problem: Kameraerne øger ikke trygheden. De forhindrer jo som nævnt ikke den kriminalitet, som folk typisk frygter, nemlig den personfarlige kriminalitet.

De kan muligvis give nogen en falsk følelse af tryghed.

Men det er også dokumenteret, at kameraerne i stedet kan skabe utryghed. Hvis folk ser dem uventede steder, bliver de nemlig opmærksomme på, at der kan være noget at frygte.

Derfor er kameraernes placering også vigtig. Men ofte hænger kameraerne ikke de steder, hvor der foregår kriminalitet.

Kritik af overvågningskameraer

Rigsrevisionen rejste i 2021 skarp kritik af placeringen af de 450 såkaldte tryghedskameraer, som den kaldte »utilfredsstillende og udokumenteret«.

Østjyllands Politi var den eneste politikreds i hele landet, som rent faktisk analyserede, hvor kriminaliteten var størst, inden de hængte kameraerne op.

Kameraerne kan også have en uheldig effekt på forholdet mellem borgerne.

Der er eksempler på, at forbipasserende, som ser en forbrydelse udspille sig, ikke blander sig eller anmelder den, fordi der er videokameraer, og de mener, at politiet vil gribe ind.

Men politiet har jo ikke en jordisk chance for at følge med på alle kameraer hele tiden.

Og selv om betjentene fulgte med i døgndrift, ville de jo ikke kunne nå at reagere, medmindre de også stod på samtlige gadehjørner i hele landet.

Overvågning er ikke en mirakelkur

I dag er overvågning blevet en nem måde at forsøge at løse alverdens problemer. Samtidig signalerer overvågningen politisk handlekraft.

Mange har holdningen, at hvis vi bare overvåger noget mere, så skal vi nok få løst problemerne. Det er bare sjældent tilfældet.

Og i et demokratisk samfund bør man drøfte, hvilke konsekvenser overvågningen har for samfundet, og hvad overvågningen gør ved forholdet mellem borgerne – og mellem borgere og stat.

I en retsstat er det jo normalt sådan, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Men med masseovervågning er det lige omvendt. Her mistænkeliggøres alle, og alle er potentielt skyldige, indtil det modsatte er bevist.

Denne generelle mistænkeliggørelse af borgerne har vi næppe brug for i en tid, hvor tilliden til det politiske system er kraftigt dalende.

Det er dog vigtigt at understrege, at pointen ikke er, at overvågning aldrig er løsningen. Pointen er bare, at overvågning ofte ikke er løsningen.

Og hvis vi vælger overvågning som løsning, bør det ske på et informeret grundlag, som tager højde for de problemer og udfordringer, der også er med overvågning.