Danmark har bedrevet ulovlig masseovervågning i over 100 år

Den forhenværende socialdemokratiske mindretalsregering viste gentagne gange, at den gik ind for øget masseovervågning.

Man behøver blot at tænke på justitsminister Nick Hækkerups berømte udtalelse om, at »med overvågning følger friheden«.

Det er imidlertid ikke et nyt fænomen, at danske regeringer gør sig til fortalere for masseovervågning. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen.

Lad mig give et eksempel:

I oktober 1969 bemærkede flere studerende fra Københavns Universitet, at der i kælderen på Asiatisk Institut i Kejsergade i det indre København var et virvar af mistænkelige personer med lange frakker og solbriller – de lignede ikke just de typiske humaniorastuderende.

Og det havde de studerende helt ret i. Det var nemlig efterretningsfolk fra Forsvarets Central Radio (FCR).

FCR blev etableret i 1948 efter ordre af den socialdemokratiske forsvarsminister Rasmus Hansen. Og som de studerende opdagede, rådede FCR over en hemmelig overvågningscentral i kælderen i Kejsergade, hvor de spionerede mod fremmede lande.

Eksemplet med Kejsergade er blot et blandt mange, hvor en dansk regering har givet ordre til ulovlig masseovervågning.

I denne todelte artikel dykker vi ned i nogle af de store overvågningssager – kendte som ukendte – som danske regeringer har været involveret i de sidste godt 100 år.

Den store krig

Vi begynder helt tilbage ved 1. Verdenskrig. Den store krig varslede nemlig en ny æra i dansk overvågningshistorie. En æra med masseovervågning i et omfang, som ikke tidligere var set i Danmark.

Da krigen brød ud, iværksatte Udenrigsministeriet i samarbejde med telegrafvæsenet en omfattende overvågning af kommunikationsforbindelserne.

I begyndelsen af krigen var det især pressen, der blev overvåget, og det primære formål med overvågningen var at værne om Danmarks neutralitet. Men overvågningen blev løbende udvidet.

Udenrigsministeriet lavede blandt andet »Sorte Lister« med navne på mistænkelige personer og organisationer, som skulle overvåges.

Et af navnene på de sorte lister var socialdemokraten Thorvald Stauning – selv om han fra 1916 var en del af selvsamme regering, der overvågede ham.

Den røde trussel

Hvis vi spoler tiden lidt frem til 1929, blæste de politiske vinde anderledes.

Socialdemokratiet var nu regeringsparti – denne gang med Stauning som statsminister. Det blev startskuddet på en periode med socialdemokratisk dominans, som varede det meste af århundredet.

Socialdemokratiet lagde afstand til sin revolutionære fortid og ikke mindst sine konkurrenter i kommunistpartiet, DKP, som i 1932 opnåede at få to mandater i Folketinget: Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen.

DKP havde imidlertid ikke planer om at indgå i det parlamentariske arbejde på lige fod med de andre politiske partier. Som partiformanden Aksel Larsen erklærede fra talerstolen i Folketinget, var målet »med vold at tage magten«.

Regeringen bestemte derfor, at den ville gribe ind over for den »kommunistiske terrorledelse«.

I 1934 besluttede den socialdemokratiske minister for offentlige arbejder, J.F.N. Friis-Skotte, og justitsminister Carl Theodor Zahle, at Post- & Telegrafvæsenet (P&T) skulle overvåge telegrammer og telefonsamtaler fra en række ledende kommunister og nazister

Men det var ikke kun dem, som skulle overvåges.

P&T skulle også føre kontrol med alle korrespondancer »der maa antages at være farlige for Statens Sikkerhed eller at kunde forvolde Uroligheder her i Landet, eller hvis Indhold i øvrigt frembyder noget ulovligt, alt efter Justitsministeriets nærmere angivelse til enhver Tid«.

I dette tilfælde kom frygten for kommunisterne og nazisterne således til at retfærdiggøre en mere generel overvågning, hvor alle, der brugte kommunikationsmidlerne, var i risiko for at blive overvåget.

Pas på - der lyttes!

I 1938 blev instruksen til P&T fulgt op af en aflytningsinstruks til landets private telefonselskaber.

I april skrev ministeren for offentlige arbejder, socialdemokraten N.P. Fisker, efter aftale med justitsminister K.K. Steincke, til telefonselskaberne, at de fremadrettet skulle tillade tre højtstående politiembedsmænd at foretage aflytninger og få udleveret teleoplysninger.

Og dét uden at de skulle vise dommerkendelse.

Instruksen var hemmelig, men det lykkedes alligevel en sønderjysk nazist at få fingrene i den. Han fik den også trykt i pressen.

Så rullede lavinen, og regeringen stod med et alvorligt forklaringsproblem: Medierne, befolkningen og oppositionspartierne krævede svar.

Den borgerlige presse latterliggjorde justitsminister Steincke, og Avisen Licitationen anbefalede telefonselskaberne at anbringe »en Plakat på enhver Telefon med følgende Paaskrift: Pas paa! Der lyttes!«

De Konservative forlangte samråd i Landstinget med de ansvarlige socialdemokratiske ministre.

Venstre tordnede mod »Steinckes ulovlige Telefonaflytnings-Cirkulære«, som partiet mente skabte diktaturlignende tilstande. Venstre truede sågar med en rigsretssag mod justitsministeren.

Justitsminister K.K. Steincke forsvarede sig efter bedste evne. Men efter fire måneders ophidset debat i Rigsdagen smed han håndklædet i ringen og lovede, at Justitsministeriet ville udarbejde et lovforslag til telefonaflytninger, så det ville blive lovligt for politiet at foretage aflytninger, hvilket det ikke tidligere havde været.

Loven kom dog først mange år efter. Men det vender vi tilbage til senere.

De fem forbandede år

Under besættelsen overvågede den danske samlingsregering og den tyske besættelsesmagt i samarbejde alle telefonsamtaler, telegrammer og breve til og fra udlandet.

Derudover overvågede regeringen selv indenrigske forbindelser ud fra sorte lister, hvor blandt andre formændene for DKP og DNSAP var på.

Overvågningen blev indført som et værn mod politisk yderliggående.

Men de oprindelige sikkerhedspolitiske formål med overvågningen blev endnu en gang hurtigt skubbet i baggrunden for en bredere og mere generel overvågning.

Det var således ikke kun kriminelle og politisk yderliggående, som blev overvåget. Det gjorde også kongehuset, samtlige partikontorer, politikere, forskere, pressefolk, modstandsfolk, tysklandskritikere, jøder og helt tilfældige danskere.

Fra Politigården i København foretog politiet desuden særskilte kommunistaflytninger på KTAS’ telefonnet (Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, red.), der dækkede hele Sjælland.

Da Danmark atter var frit

Efter befrielsen i maj 1945 fik kommunisterne en plads i den midlertidige befrielsesregering på grund af deres dominerende rolle i modstandskampen under krigen.

Kommunisten Alfred Jensen blev trafikminister, og det betød, at han nu var øverst ansvarlig for P&T og telefonselskaberne.

Dermed blev Alfred Jensen også hovedansvarlig for overvågningen af de danske kommunikationsforbindelser, som de allierede krævede.

Overvågningen blev kritiseret i pressen for at være ulovlig og i strid med Grundloven, som forbyder censur.

Men til partiavisen Land og Folk afviste Alfred Jensen blankt, at overvågningen skulle være grundlovsstridig, da Grundloven, ifølge ham, slet ikke var i kraft i befrielsesmånederne.

Befrielsen var på mange måder en modsætningsfyldt tid, hvor det »normale« var sat ud af kraft. Nu var det kommunisterne, som udførte og forsvarede udenretlig overvågning, som de selv havde været mål for og kritiseret i årtier.

Men kommunisterne sad i regering for første – og sidste – gang, og de måtte tage del i normaliseringen af Danmark efter befrielsen sammen med det officielle Danmark.

Hvem var værst?

Nogle år efter befrielsen, i 1947, kom den socialdemokratiske aflytningsinstruks af 1938 op til diskussion igen i Rigsdagen. Men denne gang var det Venstre, som havde regeringsmagten.

Og selv om Venstre havde været meget kritiske, da »Steinckes ulovlige Telefonaflytnings-Cirkulære« blev debatteret i 1930’erne, var det nu dem, som forsvarede overvågningen, mens det var Socialdemokratiet, der kritiserede den.

Og hvad kan vi lære af det?

At regeringsmagten – uanset partifarve – gerne benytter sig af ulovlig overvågning?

Noget kunne tyde på det.

I hvert fald var der allerede i efterkrigstiden en fælles forståelse mellem partierne om, at udenretlig – eller ulovlig – overvågning var et nødvendigt redskab i politiets værktøjskasse.

Spørgsmålet om aflytningsinstruksen viser også, hvor svært det er at nedlægge et overvågningstiltag, når det først er etableret.

Nye trusler krævede nye overvågningsmetoder, og myndighederne stødte hele tiden ind i nye problemer, som retfærdiggjorde, at overvågningen blev holdt i live.

Danmarks NSA

Det bekræfter historien, vi indledte artiklen med. I 1948 gav den socialdemokratiske forsvarsminister Rasmus Hansen som nævnt ordre til, at Forsvarets Central Radio (FCR) skulle etableres.

FCR overvågede andre landes militære og politiske radiokorrespondancer. Det primære formål med tjenesten var varsling, så Danmark kunne blive opmærksom på kommende krige og uroligheder

FCRs vigtigste samarbejdspartnere var USA, Storbritannien, Vesttyskland og Sverige, som der udveksledes informationer med.

Som nævnt i indledningen kom FCR i offentlighedens søgelys, da overvågningscentralen i Kejsergade i 1969 blev afsløret af studerende på Københavns Universitet.

Efter afsløringen måtte FCR i al hast skynde sig at få tømt centralen og kørt overvågningsudstyret væk. Rømningen skete i sådan en fart, at efterretningsfolkene påkørte og kvæstede en betjent, der var indkaldt for at holde de demonstrerende studerende væk fra overvågningscentralen.

Det satte dog ikke en stopper for overvågningsarbejdet, som stadig udføres i dag fra domicilet Sandagergård på Amager.

Og sagen er langt fra sidste gang, de danske myndigheders ulovlige overvågning kommer i offentlighedens søgelys.

Det kan du læse meget mere om i næste og sidste del af artiklen, hvor vi kigger nærmere på overvågningen under Den kolde krig og under krigen mod terror.