Arkæologer undersøger hærværk på Holmegaard Glasværk

’Lukket. Closed. Geslossen. Fermés.’ står der på døren til Holmegaard Glasværk, lidt uden for Næstved. Den officielle historie om fordums kassesucces er slut, brandet er solgt til Rosendahl, og som en tidslomme står den forladte fabrik tilbage som et kæmpestort blåt mærke og minder lokalbefolkningen om, at finanskrisen kostede mere end bare penge.

Engang var glasværket byens hjerteblod. I dag er det – i nogles øjne – en ruin.

Vinduer og glaskunst er smadret, kælderen fyldt med skimmelsvamp og ukendte gevækster, og de tonsvis af værdiløse genstande, som ligger fuldstændig hulter til bulter, rodet sammen og smadret, giver et klart indtryk af, at kun en bulldozer vil være i stand til at rydde op her.

Men hvad der for nogen er de sørgelige rester af en stormagtstid, er for andre en guldmine. Siden glasværket blev nedlagt i 2012 er en anden historie, primært båret af Sydsjællands ungdom, begyndt at udfolde sig på de 15.000 øde kvadratmeter.

En historie, som en gruppe arkæologer har sat sig for at undersøge nærmere.

Hvorfor drages folk af Holmegaard?

Det kræver ikke mere end få øjeblikke, før en gruppe på ni mennesker er spredt for alle vinde, da dørene ind til det gamle glasværk åbnes for os. Her er så mange kringelkroge at gå på opdagelse i, og så mange underlige sammenhænge som man helt intuitivt får lyst til at undersøge nærmere.

Nogle af genstandene er rester fra det oprindelige glasværk, andet er efterladenskaber fra et eventcenter og dernæst et outlet, som bygningerne en kort overgang dannede ramme om. Og noget forekommer bare uforklarligt.

En massagebænk eksempelvis. En gummistøvle til højre fod, men ikke den venstre. En stor kravlenisse. Hver gang, man drejer om et hjørne eller vender blikket i en ny retning, åbner et nyt lille mysterium sig.

»Vores samfund er ikke længere rigt på steder, hvor man kan være oplevelsesrejsende. Det kan man her. Det er ikke en lineær fortælling, der udfolder sig, som når man for eksempel går på Nationalmuseet, det er et sammensurium af nyt og gammelt, der pirrer nysgerrigheden. Måske er det derfor, folk bliver dragede af stedet,« siger Tim Flohr Sørensen, lektor i samtidsarkæologi ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.

Holmegaard er et arkæologisk laboratorium

Sammen med arkæolog Anna S. Beck fra Museum Sydøstdanmark og en gruppe studerende er han gået i gang med at undersøge, hvad det er for nogle processer, som går i gang, efter den officielle historie på et sted som Holmegaard Glasværk slutter.

Et sted, som langsomt ændrer karakter, i takt med at indtrængende én for én sætter deres præg på stedet. Hemmelige fester. Sex. Rollespil. Graffiti. Hærværk. Kunst.

Forskningsprojektet handler ikke om, hvad Holmegaard oprindeligt var for et sted – det ved forskerne allerede. Det handler snarere om, hvad det er for en uafsluttet historie, som genstandene repræsenterer, forklarer Anna S. Beck.

»Tilstedeværelsen af de mange genstande, der ligger og afventer det næste skridt i historien, vækker en masse følelser, refleksioner og nogle gange fysiske reaktioner i de fleste, der ser dem. De processer kan menneskers interaktion med genstandene og stedet fortælle os mere om,« forklarer Anna S. Beck.

Der findes ikke mange historiske kilder på, hvordan moderne mennesker forholder sig til forladte ting som dem på Holmegaard Glasværk - men de materielle spor efter det er ganske rige, tilføjer hun.

»Og da det arkæologiske i mine øjne handler om de materielle kilders udsagn uanset alder, fremstår Holmegaard som én stor samlet og meget dynamisk arkæologisk kontekst - nærmest som en slags arkæologisk laboratorium, hvor vi kan observere mange af de samme processer, som også foregår i et 1.000 år gammel udgravningsfelt, bare mere tydeligt og synligt,« siger Anna S. Beck.

Vil udfordre tanken om arkæologer

Hvis du stadig har svært ved at begribe, hvad det egentlig er, de to arkæologer forsøger at fortælle os, skal du ikke fortvivle: Du er langt fra den eneste.

Tim Flohr Sørensen fortæller, at visse kollegaer har givet udtryk for, at de ikke betragter ham som en ’rigtig’ arkæolog.

Måske fordi arkæologien altid har haft en meget fast definition og nogle helt skarpskårne, stadfæstede måder at arbejde på, spekulerer han. Arbejdet på Holmegaard Glasværk passer ikke særligt godt med den gængse forestilling om arkæologi.

»Hvis du uddanner dig inden for Film- og Medievidenskab, er det ikke nødvendigvis givet, hvad du kommer til at arbejde med, hvorimod hvis du uddanner dig som arkæolog, er der ingen tvivl om, hvad du skal lave. Jeg vil gerne udfordre tanken om, at arkæologer er sådan nogle, der altid sidder med en graveske og graver en historie frem eller har til formål at afdække fortiden. Jeg vil gerne afsøge grænserne for, hvad arkæologi er og kan være,« siger han.

Du kan læse en kommentar på Holmegaard-projektet fra en arkæolog, som arbejder mere traditionelt, i boksen under artiklen.

'DØ PIK - waka waka aeh aeh'

Projektet på Holmegaard startede i 2016, og i den periode har forskerne set tegn på, at det særligt er unge mennesker, der fascineres af stedet. Det er blandt andet graffiti med tekst som ’Fuck kummunen’ og ’Dø PIK’ – side om side med ordene ’waka waka aeh aeh’ fra Shakiras VM-hit – der leder tankerne i den retning.

»Vi plejer tydeligt at kunne se, når der har været skoleferie. Så er der altid noget nyt, der er smadret eller rykket rundt på siden sidst,« lyder det fra Frida Amalie Bruno Weitling, som er specialestuderende ved Saxo-Instituttet, og som arbejder med at finde måder at arbejde arkæologisk med Holmegaards genstande.

En temmelig uoverskuelig opgave, tænker man umiddelbart, som man bevæger sig rundt i de forladte gange, der indholdsmæssigt stritter i alle tænkelige retninger. I ét kælderrum faldt hun eksempelvis over stor bunke ’ting’, som hun forsøgte at skille ad og sortere i mindre bunker med fællesnævnere – lidt som i en traditionel arkæologisk udgravning.

»Jeg nåede frem til, at det ikke giver mening at angribe stedet på den måde. Det er lige meget, om der ligger syv par sko, tre kamme og en neglesaks. Det, der er interessant, er, hvem der har lagt det sådan og hvorfor. Måske er det en, der har forsøgt at finde ting af værdi? Måske er det en, der har sovet i det? Derfor skal der også findes nye arkæologiske metoder til at gå til materialet og stedet på.«

Respekt om genstande med ejermænd

Frida Amalie Bruno Weitling fortæller, at hun selv er særligt fascineret af de objekter, som af en eller anden årsag får lov til at forblive hele eller uberørte, mens alt omkring dem splintres til uigenkendelighed. Der lader til at være en særlig respekt omkring de genstande og objekter, hvor man tydeligt kan mærke de mennesker, der var her engang, fortæller hun.

»Stedet blev lukket ned meget pludseligt, og det kan man godt fornemme. På en væg hænger et høreværn, der venter på, at nogen skal komme og tage dem på igen, som han plejede, og så er der en, der ’lige’ har lagt sine læsebriller og tydeligvis regnet med at skulle bruge dem igen dagen efter,« siger hun.

Og så er der ’Kajs hus’. Det kalder arkæologerne det, fordi de en dag fandt en oversigtstegning, hvor et lille skur var markeret med denne titel. Møblerne i det, der formentlig har udgjort værkførerens kontor, var væk – måske fordi de udgjorde en værdi – men omridset efter dem var stadig tydelige på linoleumsgulvet.

I en reol stod tallerkener og krus pænt stablet, og på gulvet, ved siden af en opslagstavle, lå et billede med en kvinde og et barn.

»Kajs hus fik lov at stå uberørt i virkelig lang tid, mens alt omkring det fik en ordentlig tur, og jeg tror, det er, fordi man tydeligt kan mærke, at det her hus har været nogens,« siger Frida Amalie Bruno Weitling.

Det ny Holmegaard flytter ind i 2018

Holmegaard Glasværk var engang et flagskib for dansk design og den industrielle æra i Danmark; et symbol på, hvad Danmark kunne, når Danmark var bedst. Det er især denne historie, der skal favnes, når Museum Sydøstdanmark i samarbejde med Næstved Kommune efter planen indtager lokalerne i 2018 og laver de i alt 15.000 kvadratmeter om til udstilling, experimentarium og levende værksteder.

’Det ny Holmegaard’ er projektet blevet døbt, og indtil videre har flere fonde givet tilsagn om støtte - heriblandt Realdania med godt 35 millioner kroner.

»Det ny Holmegaard vil anvende Danmarks eneste bevarede glasværk og Nordens største glassamling til at fortælle industriens eventyr og til at genindføre kunsthåndværkets viden, æstetik og kvalitet i den danske kultur,« skriver Museum Sydøstdanmark på sin hjemmeside.

Tim Flohr Sørensen og co. har med andre ord travlt, hvis de skal nå at færdiggøre deres arbejde inden da. I første omgang med at få skrabet forskningsmidler ind.

Ødelæggelsen er finanskrisens arkæologi

Det er nemlig ikke kun konservative arkæologkollegaer, der kan have svært ved at se meningen med galskaben. Den første fondsansøgning faldt til jorden, og en bekymring er også, at mange af de lokale vil føle sig stødte over, at der bliver brugt tid og ressourcer på en periode, der af mange forbindes med vandalisme og hærværk.

De seneste års forfald indgår da heller ikke i planerne for Det Ny Holmegaard – men det burde de, mener Tim Flohr Sørensen.

»Det, der udfolder sig lige nu, er en del af historien, som mange helst vil glemme. Mange opfatter det som en tragedie og kan slet ikke forstå, at nogen kan finde på at smadre det her fine, gamle sted,« siger han og fortsætter:

»Vi har dyb respekt for de mennesker, der har arbejdet her, men vi mener samtidig, at årene efter konkursen i 2012 er en del af historien, der ikke kan ignoreres – det er på mange måder finanskrisens arkæologi, vi ser i glasværket. Og samtidig er det et eksempel på, hvad de overladte ting fra historien også kan gøre ved os som mennesker i dag. Det er ikke bare akkumulation af historie, det er ødelæggelse og forskellige former for kaos, som også udgør en central del af tingenes liv. Det er provokerende – og det må museer efter min mening gerne være.«