Arkæolog: Vi bør udgrave mere, inden klimaændringer ødelægger kulturarven
Klimaforandringerne truer arkæologien i Norge og resten af Skandinavien. Det betyder, at vi måske bør gentænke, hvordan vi bedst bevarer kulturarven, der ligger gemt i jorden, viser nyt studie af dansk arkæolog.
arkæologi in situ maltakonvention norge

Oversigt over gårdhøjen Voldstad i Troms i det nordlige Norge. Denne arkæologiske lokalitet er ét af de steder, hvor kulturarven trues af det ændrede klima, viser ny afhandling. (Foto: Vibeke Vandrup Martens/NIKU)

Den skandinaviske muld er fuld af spændende levn fra vores forfædre.

Men klimaforandringer truer de arkæologiske guldgruber, og derfor kan vi ikke længere bare lade kulturarven ligge og passe sig selv i jorden, advarer en dansk arkæolog på baggrund af sin nye ph.d-afhandling.

Historien kort
  • En dansk arkæolog har undersøgt bevarelsen af norsk kulturarv under klimaforandringerne.  
  • Hendes studier viser, at på grund af det ændrede klima bør arkæologien ikke bevares 'in situ' - urørt i jorden - hvilket ellers har været praksis.
  • Imponeret opponentforsker kalder det »et paradigmeskifte« inden for forskningsfeltet.

»Vi er nødt til at bevare vores kulturarv anderledes,« siger Vibeke Martens, der er ansat som forsker ved Norsk Institut for Kulturminneforskning.

Hun foreslår at sætte gang i flere arkæologiske udgravninger - såkaldt 'ex situ'-bevaring.

Det har ellers siden Maltakonventionens indførelse i 1992 været målet at lade mest muligt arkæologi ligge urørt i jorden - også kaldet 'in situ'-bevaring.

Kulturarven bevares forkert

Et af hovedargumenterne bag in situ-bevaringen af arkæologi er, at kulturarven skal ligge til senere generationers arkæologer, som med deres bedre metoder og større kundskaber kan få mere ud af materialet end denne generations, fortæller Vibeke Martens. 

Maltakonventionen

Maltakonventionen – der har fået navn efter sit vedtagelsessted på den populære ferieø i 1992 – omhandler en målrettet bevarelse af europæisk arkæologisk kulturarv.

»Maltakonventionens bestemmelser var, at man skal bevare mest muligt arkæologi 'in situ' – altså uden af forstyrre det, hvor det ligger i jorden.«

»Det var et stort skifte fra den tidligere 'ex situ'-bevaring, som gik ud på, at arkæologien udgraves og dermed fjernes fra sit oprindelsessted i jorden for at blive undersøgt og analyseret,« fortæller Vibeke Martens.

Men det kan jo være lige meget, hvis kulturarven i mellemtiden får lov til uovervåget at forgå. Vibeke Martens studie har undersøgt, om det er tilfældet.

»Vi har overvåget forskellige lokaliteter i Norge over længere tid, og mine kollegaer på Nationalmuseets bevaringsafdeling har i laboratoriet genskabt de forventede klimaændringer – såsom øgede temperaturer og ændrede fugtniveauer – og lavet nedbrydningsstudier. Formålet var at vurdere, hvilke trusselbilleder og risici der er forbundet med at lade kulturarven ligge i jorden under eksempelvis de klimaforandringer, som er spået,« fortæller hun.

Konklusionen var, at in situ-bevaringen af arkæologiske fund er en risikabel affære.

»I hvert fald hvis de forventede klimaforandringer med mere nedbør og højere temperaturer fortsætter. Det vil eskalere nedbrydningen af arkæologien yderligere, end hvad der allerede sker naturligt,« siger Vibeke Martens.

Arkæologien bør ligge urørt til fremtidige generationer

Maltakonventionen var udgangspunktet for Vibeke Martens netop forsvarede afhandling om bevarelsen af kulturarv i Norge under tidens klimaforandringer. Forskningsprojektet er tværvidenskabeligt og finaniseret af Norges forskningsråd.

»Maltakonventionen foreskriver, at ved at lade kulturarv ligge urørt i jorden påtager landet sig også ansvar for det, og skal overvåge om det ligger 'trygt',« siger hun og fortsætter:

»Men mange hænger sig kun i at bevare mest muligt in situ, men glemmer den følgende formulering om, at man er nødt til at overvåge det og arbejde aktivt for at bevare det.« 

Nødvendigt med vurderinger af lokaliteter

Ifølge Vibeke Martens danner hendes lidt dystre forudsigelse på arkæologiens vegne grundlag for at stille spørgsmålstegn ved Maltakonventionens prædikede in situ-bevaring som princip.

»I hvert fald hvis man glemmer at forholde sig hele Maltakonventionen og dens krav om overvågning og sikring af lokaliteterne. Alternativt kan det blive nødvendigt med afbødende tiltag som beskyttende lerlag, eller ligefrem at udgrave de mest truede steder. Det er vurderinger, som er nødt til at blive foretaget,« siger hun.  

afbødende tiltag

Et eksempel på 'afbødende tiltag' kan ifølge Vibeke Martens være at beskytte kulturarven med et lerlag. Her etableres et sådant ved gårdhøjen Saurbekken i Tromsø i det nordlige Norge. (Foto: MVH Consult)

Danmark har tilsvarende problemstillinger

Overvågede arkæologiske lokaliteter

I Vibeke Martens afhandling blev forskellige arkæologiske lokaliteter i Norge overvåget. De tidligste målinger startede i 2007 og afsluttedes i 2016, mens måleudstyret andre steder stadig henter information.  

Nogle af de undersøgte lokaliteter er: 

  • Stenalderlokalitet i Finnmark; det allernordligste Norge
  • To gårdhøje og middelalderlokaliter i Harstad kommune, Troms
  • Gårdhøjen Åker ved Hamar i det sydlige Norge samt Avaldsnes på vestkysten, lige ud for Haugesund
  • Desuden overvågningsprojekter i middelalderbyer i Oslo, Troms og Bergen

Selvom Vibeke Martens har udført sine studier i Norge, understreger hun, at nødvendigheden af at bevare arkæologi anderledes også er relevant i et land som Danmark.

»Man kan miste rigtig mange arkæologiske lokaliteter, hvis man ikke vælger at gøre noget. Det gælder ikke kun én arkæologisk periode, men hele fortiden; alt fra stenalderbopladser og vikingetid til middelalderbyer. I Danmark ejer hele befolkningen forhistorien, så det er også interessant for ikke-fagfolk.« 

»Der er helt parallelle problemstillinger i Danmark, hvor vi har samme arkæologiske monumenter og genstande liggende og samme ændringer i nedbørsformer og temperaturer som i Norge,« siger hun.

På nogle punkter er den danske kulturarv faktisk mere udsat, end hos vores naboers mod nord.

»Norge er mindre udsat for hævede vandstande end Danmark, da det norske landskab har en mere aktiv landhævning. Truslen er meget mere reel i Danmark. Hvis arkæologien skades ved jordskred eller oversvømmelser, kan det ikke bare tørre eller bygges op igen, som en dagligstue kan. Hvis kulturarven skylles væk, er det for altid,« siger hun og tilføjer:

Vibeke Martens fremhæver desuden Grønland, der på grund af sine permafrostområder har »helt fantastiske bevaringsforhold«, som Videnskab.dk tidligere har skrevet om. De trues også, hvis isen tør op.   

Studiet er et »paradigmeskifte« på sit område

Hans Renssen, professor ved Vrije Universiteit i Amsterdam, var en af opponenterne ved Vibeke Martens afhandlingsforsvar, og han er imponeret over studiet.

»Jeg synes, det er en virkelig god afhandling. På en måde er den unik, fordi den kombinerer arkæologi med geofysiske målinger; Vibeke tog virkelig ud i felten og målte temperaturer og fugtniveauer. Der er ikke mange studier på området, der har gjort det på den måde,« siger han.

Vibeke Martens unikke metoder betød også, at der blandt opponentforskerne blev talt om »et paradigmeskifte« inden for forskningsfeltet, fortæller Hans Renssen.  

arkæologi in situ maltakonvention

Til venstre ses overvågningsudstyret på gårdhøjen Voldstad i Troms i det nordlige Norge. Til højre er grøften fyldt op med jord igen, og dataloggerne er sikret i små kabinetter. (Foto: VVM/NIKU)

Fremtiden for klima og arkæologi er også relevant

Hans Renssen er enig i Vibeke Martens konklusioner om det ændrede klimas konsekvenser for den urørte kulturarv.

»Resultaterne viser, at vi kan forvente kæmpestore forandringer. Klimaændringerne og opvarmningen sker allerede i Norge og Skandinavien. Det forventes at skabe enorme problemer for bevarelsen af arkæologiske lokaliteter. Jeg synes, at Vibekes afhandling illustrerer dette på fornemmeste vis,« siger han.

Hans Renssens eneste kritikpunkt er, at Vibeke Martens afhandling ikke kigger nok fremad.

»Min hovedkritik var, at studiet ikke går i dybden med, hvad vi kan forvente i forhold til klimaforandringer, og hvad deres indflydelse bliver. Det mangler en forudsigelse af, hvad det ændrede klima vil betyde for bevarelsen af arkæologi, specifikt i Norge, i løbet af de næste eksempelvis 150 år,« siger han.

Den hollandske professor understreger, at fremtiden selvfølgelig er forbundet med usikkerhed, men at den diskussion netop kunne være interessant og måske danne grundlag for den videre forskning på området.

I hvert fald dele af kulturarven kan reddes

Det er dog ikke, fordi Vibeke Martens ikke vil forholde sig til fremtiden for sit forskningsfelt. Selvom det kan virke håbløst at redde alle de jordiske rester af vores fortid i et klima under stadig forandring, er der optimisme at spore hos den danske arkæolog.

vibeke martens arkæologi in situ bevaring

Vibeke Martens var selv i 'felten' for at overvåge de udvalgte arkæologiske lokaliteter. Her i Finnmark i det allernordligste Norge. (Foto: Knut Paasche/NIKU)

»Ved at øge bevidstheden om udviklingen og sikre, at folk er klar over konsekvenserne, så øger man også mulighederne for at redde i hvert fald dele af informationen. Jeg er ikke jubeloptimist og tror ikke, at alting kan reddes og bevares,« siger hun og fortsætter: 

»Det er ikke fysisk muligt og jo altid en økonomisk overvejelse, men jeg foreslår alligevel et paradigmeskifte tilbage til mere ’ex situ’ bevaring, altså arkæologiske undersøgelser, frem for at prøve at bevare mest muligt in situ, hvor det ligger. Hvis man vælger det sidste, skal man i hvert fald være klar over risikoen, og man skal så helst gennemføre afbødende tiltag, der kan beskytte stedet lidt længere.«

Hans Renssen er også mere optimistisk på arkæologien end på klimaets vegne.

»Vibekes studie belyser et aspekt ved klimaforandringernes indflydelse, som, jeg ikke tror, mange tænker over. Det vil øge bevidstheden om emnet. Jeg tror, at mange mennesker finder kulturarv vigtigt og støtter op om bevarelsen af den. Men hvorvidt studiet hjælper i klimadebatten i forhold til at overbevise politikere om, at det er nødvendigt med tiltag, det ved jeg ikke - men jeg håber det,« siger han.

Nu skal studierne omsættes til praksis

Vibeke Martens selv er lige præcis i gang med at øge bevidstheden om sine forskningsresultater.

Hun har delt sin afhandling vidt og bredt ud til museer, fylkeskommuner – tilsvarende de danske amter - og rigsarkivet i Norge, hun holder foredrag for relevante mennesker, såsom ansatte i klima- og miljøministeret med ansvar for arkæologien, og er inviteret til konference om emnet i Canada. 

Håber er, at hendes studie bliver omsat til praksis.

»Den anderledes tilgang til bevaring af arkæologi bør tænkes ind i almindelig samfundsplanlægning. I dag fører man vejstrækninger, ledningsnet og lignende uden om arkæologiske lokaliteter. Men et bedre alternativ er måske at udgrave dem med det samme, så de ikke forgår. Det er metrobyggeriet i København og jernbaneudgravningen i Oslo, som stadig giver masser af ny viden, fantastiske eksempler på,« slutter hun.