Annonceinfo

Kultur & Samfund

Seneste artikler om emnet: Kultur & Samfund

  • Vores liv består af bobler, og vi møder hinanden i kæmpe skumfester. Den tyske filosof Peter Sloterdijk vinder i disse år stor udbredelse med sin sjove og tankevækkende skumteori.
    26. januar 2011 kl. 23:37

    Forestil dig et stort badekar fyldt med skum og bobler. Bobler, der er vævet ind i hinanden, bobler der springer, mens andre vokser. Uadskilleligt skum i konstant forandring.

    Dette badekar er et billede på vores liv, ja på hele samfundet. Det fremfører den tyske filosof Peter Sloterdijk, der har skrevet den mægtige - knap 2.600 sider tunge - trilogi 'Sphären I-III' og som i år har udgivet 'Foam City', oversat til dansk 'Skumbyen'.

  • Videnskab.dk bringer her et uddrag af en historisk fortælling fra Nationalmuseet om kartoflen - gennem tiden elsket som himlens gave og foragtet som djævelens æble
    26. januar 2011 kl. 23:37

    Potet, Betæt, Patæsk, Katøffel, Tartuffel, Kantøffel, Jordæble, Klaus' æble, Jordens Brød, Tartoffel, Jordnød, Jordfrugt, Jordpære, Jordblomme, Himlens gave, Den Hellige Urt og Djævelens æble - er nogle af de mange navne kartoflen har fået tildelt i tidens løb.

  • I de seneste 10 år er vores holdning til børnemisbrug blevet radikalt fordømmende - også selvom kun 20 procent af børnemisbrugerne rent faktisk kan kaldes pædofile.
    26. januar 2011 kl. 23:36

    »De er syge i hovedet,« siger vi hovedrystende, når aviserne skriver om pædofiles overgreb på børn.

    Men for lidt mere end 10 år siden var pædofile faktisk ikke blandt de værst tænkelige forbrydere.

    »Først i 1997 bliver de udpeget som folkedjævle,« fortæller Karen Pallesgaard Munk psykolog, ph.d. og lektor ved center for Sundhed, Menneske og Kultur ved Aarhus Universitet. Hun udforsker den kulturhistoriske baggrund for holdningen til de pædofile.

  • Vi bliver mere overtroiske, når vi mister kontrollen over omgivelserne, mener amerikanske forskere.
    26. januar 2011 kl. 23:37
  • Kvinder erobrer scenen i virksomhederne, men når historien skal fortælles, visker vi heltinderne bort. It-branchen og finansverdenen forsøger at bryde det stereotype mønster.
    26. januar 2011 kl. 23:37
  • Længden på penis og størrelsen på testikler og hannens krop afslører, om vi er skabt til monogami eller skiftende partnere. Kærligheden er menneskets vidundermiddel, fremhæver dansk abeforsker
    26. januar 2011 kl. 23:37

    Sexologien, psykologien, lægevidenskaben og ikke mindst religionen er stærkt optaget af spørgsmålet, om mennesket er skabt til monogami - sex og kærlighed med kun én partner - eller et mere udsvævende liv med skiftende partnere.

  • Fremtidens kartoffel er specielt designet efter, om den skal bruges til kogning, stegning eller mos. Dansk forskning vil gøre kartoflen til en eftertragtet kvalitetsvare, så vi spiser mere af den.
    26. januar 2011 kl. 23:37

    Kender du det, at nogle af kartoflerne i gryden er kogt lige tilpas, mens andre er helt udkogte?

    Eller at man ender med at skære en halv kartoffel væk pga. pletter eller mærkelige krinkelkroge, som man ikke kan nå ind til med sin skræller?

    Eller at halvdelen af kartoflerne i posen viser sig at have prikker på, så det tager en krig at rense dem?

  • Nobelprisen i økonomi blev mandag uddelt til »én af de største økonomer i nyere tid«, Paul Krugman. Sådan lyder karakteristikken fra lektor Per Svejstrup Hansen fra Syddansk Universitet.
    26. januar 2011 kl. 23:37

    »Det er den mest fortjente vinder, jeg har set i mange år. Og det er altså ikke, fordi de andre ikke har fortjent deres nobelpriser.«

    Per Svejstrup Hansen, lektor og institutleder på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet, var meget begejstret, da han mandag fandt ud af, at årets nobelpris i økonomi er gået til professor Paul Krugman fra Princeton University i USA.

  • Kartoflen gav næring til en frugtbar landbrugsrevolution i Irland i 1700-tallet. Men i det næste århundrede svigtede kartoflen. En million irere døde, og dobbelt så mange flygtede til USA
    26. januar 2011 kl. 23:37

    Bing Crosby, Buster Keaton, Grace Kelly, Henry Ford, John F. Kennedy, George W. Bush - listen er lang over berømte amerikanere med irske rødder. Men det er ikke sikkert, de havde set dagens lys - og slet ikke i USA, hvis det ikke var for kartoflen og den efterfølgende kartoffelpest.

    40 millioner amerikanere hævder i dag at have irske rødder. De er efterkommere af den store irske immigrationsbølge, som bragte en fjerdedel af den irske befolkning til det forjættede land, USA, i midten af 1800-tallet.

  • Forfatter Morten Kringelbach har netop udgivet en bog om Den Nydelsesfulde Hjerne. Videnskab.dk har fået bogen anmeldt hos overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk klinik på Rigshospitalet.
    26. januar 2011 kl. 23:37

    Hvad sker der egentlig i vores forunderlige hjerne, når vi bliver grebet af nydelse og begær, og hvorfor reagerer vi som vi gør? Disse ting og meget mere beskæftiger Morten Kringelbach sig med i sin nye bog. Anekdoterne er mange og med et bredt afsæt i den videnskabelige, filosofiske og historiske verden.

  • Barack Obama lover store investeringer i videnskab og teknologi hvis han bliver USA’s næste præsident. Modkandidaten John McCain vil også åbne pengekassen, men er lidt mere tilbageholdende.
    26. januar 2011 kl. 23:36

    Mens den amerikanske økonomi er sendt til tælling, nærmer landet sig et nyt præsidentvalg.

    Den 4. november 2008 skal amerikanerne bestemme hvem som overtager tøjlerne efter George W. Bush.

    Forskningspolitikken er ikke just det mest aktuelle tema i den amerikanske valgkamp. Krig, økonomi og personlige egenskaber fylder meget mere.

    Alligevel vil den næste præsident være med til at styre verdens mest indflydelsesrige forskningsagenda.

  • En dansk ingeniør og rockmusiker har afsløret, hvorfor nogle sale er elendige og andre er gode. Han har udviklet et væld af akustiske absorbenter, der kommer musikere og publikum til undsætning.
    26. januar 2011 kl. 23:37

    Mens han var trommeslager i det populære rockband "Die Herren", funderede Niels Werner Larsen over, hvorfor nogle sale havde god koncertlyd, mens andre havde dårlig.

    Så da han som specialestuderende skulle vælge afgangsprojekt på Institut for Akustisk Teknologi, DTU i 2005, greb han endelig chancen. Som den første forsker i verden lavede han en videnskabelig undersøgelse af, hvad der skal til, for at få en god akustik i sale til rockmusik.

Udgiv indhold
Annonceinfo
Annonceinfo
 
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo

På forsiden lige nu

  • En egypter har slået den hidtidige rekord for, hvor dybt et menneske kan dykke ned i havet iført iltflasker. Men menneskekroppen er en skrøbelig sag, så ekstremdykkere som ham skal forberede sig grundigt.
    30. september 2014 kl. 10:59

    Vi har netop fået en ny verdensrekord for det dybeste dyk med iltflasker. Den 41-årige egypter Ahmed Gabr tog et dyk på 332,35 meter ud for Dahab i sit hjemland og slog dermed den tidligere rekord på 318,21 meter.

    Jo længere man dykker ned under havoverfladen, desto større tryk bliver man udsat for. Den nye rekord viser dermed, at menneskekroppen kan tåle et tryk, der er en atmosfære højere, end man hidtil var klar over.

    »Jeg rejste ned med ni iltflasker, og da jeg skulle op igen, brugte jeg 14 timer på at udligne trykket i min krop. En baby-haj hang heldigvis ud med mig i seks af timerne,« siger den tidligere egyptiske elitesoldat til nbcnews.com.

    Ilt i blodet kan blive livsfarligt

    Ahmed Gabr bevægede sig op og ned fra den ekstreme dybde ved at klynge sig til et reb, han havde hængende ned i vandet. Det tog ham 12 minutter at komme ned, men altså over 14 timer at komme op igen.

    Opstigningen tog så lang tid, fordi menneskekroppen ikke kan tåle at bevæge sig fra et stort tryk under vandet til det tryk, vi normalt befinder os i på landjorden. Det fortæller Lars Nybo, professor mso ved Integreret fysiologi på Københavns Universitet.

    »Hver gang vi går ned med 100 meter, svarer det til en forøgelse på 10 atmosfæres tryk. Så på 12 minutter gik han fra at have vores normale ilttryk på 100 i blodbanen til et ilttryk, der var 30 gange større. «

    »Jo større et tryk, ilt bliver udsat for, desto mindre fylder det. Var han også gået op på 12 minutter, så ville alt luft i hans krop derfor vokse i takt med, at trykket faldt.«

    »Den luft, han havde i lungerne, ville han bare kunne udånde gennem munden. Men vi har også ilt i vores blod, og hvis al luft i blodbanen bliver 30 gange større, opstår der bobler, der sætter sig i kapillærerne – de helt små blodårer. Så får man trykfaldssyge. I værste fald kan der sætte sig bobler i hjernens kapillærer, så den ikke kan få blod. Men det kan man undgå ved at trykudligne ved at gå langsomt op,« siger Lars Nybo.

    Ekstremdykkere skal tage forholdsregler

    Langsom opstigning er ikke den eneste forholdsregel, ekstremdykkere skal tage. Når man skal ned på ekstreme dybder, skal man indånde en alternativ luftblanding.

    • almindelig komprimeret luft kan man kun dykke ned til omkring 40 meter. Derefter vil det nitrogen, der er i luften, få en giftig effekt på kroppen – du kan få en nitrogennarkose. Derfor udskifter man nitrogen med en gas, som ikke har den indvirkning på kroppen.
       
    • 100 meters dybde bliver også ilt giftigt for kroppen. Det kan man komme omkring, hvis man tilfører helium til den luftblanding, dykkeren har med sig i iltflaskerne.
       
    • Det næste problem opstår, når trykket på kroppen bliver så stort, at den ikke længere kan tage det. Den nye rekord har rykket dén grænse, men det er stadig sandsynligt, at mennesker kan gå endnu dybere.

    Der findes mange forskellige dykkerrekorder. Nogen dykker uden udstyr. De kan af gode grunde ikke komme lige så dybt ned som Ahmed Gabr. Andre ifører sig trykudlignende dragter, som betyder, at de kan gå dobbelt så langt ned, som egypteren netop har gjort.

    Ahmed Gabrs rekord blev registreret af Guinness Rekordbog.

  • 1. oktober 2014 kl. 11:11

    Siden sidste blogindlæg er jeg dels blevet færdig med min ph.d., dels har vi nu fået den folkeskolereform, jeg kun anede konturerne af i mit forrige indlæg. Jeg har med glæde bemærket, at der i reformen bliver lagt vægt på mange af emner, jeg har arbejdet med i mit ph.d.-projekt, heriblandt tværfaglighed, uddannelse for bæredygtig udvikling og udeskolepædagogik.

    Det blev ikke mindst tydeligt, da undervisningsminister Christine Antorini sammen med fødevareminister Dan Jørgensen i Politiken den 28. maj skrev debatindlægget 'Gør vores børn klogere gennem mad.'

    Her understregede de to ministre, at det er en opgave for folkeskolen, at få dansk fødevarekultur på skoleskemaet. Desuden slog de til lyd for, at skolerne bruger det store antal muligheder, der er, for at lære om mad ved at komme uden for klasseværelset. Derud hvor eleverne på egen krop kan opleve, hvor det er vores mad kommer fra, og hvordan den er blevet til.

    Der er i sig selv ikke så meget nyt eller reformerende i ministrenes budskaber. Vi har allerede en lang tradition i den danske grundskole for at tænke fødevarekultur og besøg hos producenterne ind i undervisningen. Det er en af grundene til, at jeg har kunnet lave min ph.d. om maddannelse hos folkeskoleelever ved at se på deres udbytte af undervisningsforløb med gårdbesøg. Så spørgsmålet er nok først og fremmest: Hvordan gør vi det på en god måde? Og hvordan løfter vi opgaven med det relativt lille timetal, der er til madkundskab, som faget nu hedder efter reformen?

    Flere faktorer der motiverer både landmænd og lærere

    I min ph.d. undersøgte jeg værdier og læringsmål blandt de landmænd og lærere, der gennem gårdbesøg arbejder sammen om at fremme børnenes forståelse af deres mad, natur, landbrug og bæredygtighed. Min undersøgelse, der er baseret på fire casestudier og en gennemgang af danske undervisningsmaterialer, viser, at det, der motiverer landmænd og lærere til samarbejde, er mulighederne for at eleverne får

    • en tættere tilknytning til natur og landbrug
    • en forståelse og interesse for fødevarer, landbrug og økologi
    • mulighed for at kvalificere deres fremtidige forbrugsvalg 

    Min undersøgelse viste også, at gårdbesøg er mest udbytterige, hvis læreren er gode til at forberede klassens besøg og inddrager erfaringerne fra besøget i den efterfølgende undervisning hjemme på skolen. Selvom der er en række barrierer for gård-skole samarbejde som f.eks. tid og transport, så er med andre ord også væsentlige fordele ved samarbejdet for både lærere, landmænd og elever.

    Et supplerende tværfagligt perspektiv: Madmedborgerskab

    Med det veletablerede samarbejde mellem skoler og landbrug har vi et godt grundlag for at arbejde med maddannelse og fødevarekultur i grundskolen. Hvis vi skal tage skridtet videre og gøre det endnu bedre, vil jeg derfor pege på mulighederne i at give lærernes og elevernes arbejde i et endnu mere tværfagligt og samfundsorienteret perspektiv. Her behøver man i faget madkundskab ikke at nøjes med at skabe de oplagte - og for mange velkendte - samarbejder med fag som natur/teknologi, biologi og kemi. Også fag som samfundsfag, historie, dansk og matematik har læringsmål, som gør, at de kan indgå i sammenhængende tværfaglige undervisningsforløb med faget madkundskab. I nogle tilfælde er det også tværfaglige forløb udenfor faget madkundskab, som fx natur/teknologi og matematik eller dansk.

    Det oplevede jeg helt konkret i et af mine casestudier i mit ph.d.-projekt. Her havde nogle af de ældste klasser været på gårdbesøg på både konventionelle og økologiske landbrug. Bagefter lavede de et grundigt efterforløb på skolen, hvor eleverne yderligere undersøgte og diskuterede fordele og ulemper ved de forskellige måder at producere fødevarer på. Et forløb, hvor de arbejdede med både deres egne og andres holdninger. De skrev til og fik svar fra fødevareministeren på spørgsmål til et politisk aktuelt emne, og de afsluttede forløbet med at præsentere deres iagttagelser og holdninger for de andre elever på skolen.

    Ved på den måde ikke kun at være ude på landet for at se, sanse og lære, men også før og efter deres besøg på gårdene at arbejde med det politiske, samfundsfaglige perspektiv, fik lærerne i dette eksempel brugt gårdbesøget til at arbejde med elevernes medborgerskab. Jeg oplevede, hvordan eleverne var blevet tydeligt bevidste om, at deres og vores valg som forbrugere af fødevarer har konsekvenser for miljø, sundhed, politik og økonomi, og at man som medborger i samfundet har et medansvar for og indflydelse på de produktionsmetoder, vi har i vores landbrug. Eleverne havde kort sagt opnået det, der inden for mit forskningsområde betegnes som ”food citizenship” eller madmedborgerskab

    For at eleverne i grundskolen kan få den forståelse af dansk fødevarekultur, der altså klart er ministrenes politiske intention, håber jeg derfor, at lærerne vil gå ind i flere brede, tværfaglige læringsforløb om maddannelse, fx før og efter et gårdbesøg. Men det kunne også være at arbejde med mad i et bredere jord til bord perspektiv, fx ved at besøge forskellige typer landbrug, fødevarevirksomheder og undersøge hvor vores fødevarer i supermarkedet kommer fra, før de lander på vores bord. For et bredt tværfagligt samarbejde kan åbne for flere læringsperspektiver i de gårdbesøg, ture til skolehaver og andre former for udeskolepædagogik, som folkeskolereformen gerne vil udbrede omfanget af. 

  • I weekenden kollapsede en ufærdig vejbro over Helsingørmotorvejen. Det er langt fra første gang, det sker - men helt ærligt, hvor svært kan det lige være et bygge en bro? Spørg Videnskaben leder efter et svar.
    30. september 2014 kl. 10:34

    Broer har siden forhistorisk tid hjulpet mennesker over vand og kløfter. Først som træstammer over små åer og senere som enorme, højteknologiske hængebroer over flere kilometer hav.

    I Danmark har vi ifølge Vejdirektoratets broindex 4.820 broer, som hjælper os over diverse forhindringer. Langt de fleste broer er vi lykkedes fint med at bygge, men nogle gange går det ikke helt som planlagt.

    I 2006 kollapsede for eksempel en motorvejsbro i Aalborg, og 27. september i år gik det så galt igen, da dele af en ufærdig vejbro over Helsingørmotorvejen styrtede sammen i forbindelse med støbeprocessen.

    Vi mennesker har bygget broer i tusindvis af år, og derfor har vi her på redaktionen undret os lidt over, hvordan det stadig kan gå galt, når vi efterhånden burde have så meget erfaring med brobyggeri. Med andre ord: Hvor svært kan det lige være at bygge en bro?

    I vores søgen efter svar har vi ringet til nogle forskere, som ved en masse om broer og deres konstruktioner.

    Det er ikke så svært at bygge en bro

    Danmarks stolthed inden for broer er uden tvivl Storebæltsbroen. Det er den tredje længste hængebro i verden med en spændvidde mellem de to store pyloner, de to bærende søjler, på 1.624 meter. Det har krævet hårdt arbejde at bygge den, men den er faktisk enklere at bygge end et almindeligt hus, forklarer bro-forsker Per Goltermann.

    »Det er ikke svært at bygge en bro. Det er faktisk enklere at bygge en bro som Storebæltsbroen end et hus. Ved broen er det eneste krav, at den skal kunne bære belastningen, i et hus skal du tænke på indeklimaet, vinduer, god isolering og den slags,« siger Per Goltermann, der er professor ved Institut for Byggeri og Anlæg på Danmarks Tekniske Universitet.

    Selvom en bro ifølge Per Goltermann er en relativt simpel konstruktion, så er der alligevel en række faktorer, man skal overveje inden og under et brobygningsprojekt. For det første skal man selvfølgelig være sikker på, at man har midlerne til det - en bro er nemlig hamrende dyr at bygge. Dernæst skal man finde ud af, hvordan broen skal bygges – der er nemlig ikke altid én løsning.

    Hvordan skal broen bygges?

    Når det er besluttet, at der er brug for en bro et sted i landet, så skal man finde ud, hvordan man nemmest bygger den. Per Goltermann kommer her med nogle bud på, hvilke metoder man kan bruge:

    • Det nemmeste er, hvis man kan bygge broen et andet sted og løfte den på plads, når den er klar, så den ikke generer eventuelle trafikanter.
       
    • Hvis det ikke er muligt, kan man bygge noget af broen lige ved siden af, hvor den skal bruges, og skubbe den del på plads, når den er klar.
       
    • En tredje mulighed er, at man kan begynde at bygge fra hver side af broen, så den til sidst rammer hinanden - eller rettere, sig selv - på midten.
       
    • Den sidste mulighed er at stille et stillads op og bygge oven på det.

    Uanset hvilken metode man vælger, så er det ifølge Per Goltermann vigtigt, at man vælger den tilgang, som er billigst og skaber mindst mulig gene for eventuelle trafikanter.

    »Der er to ting, der kan koste kassen, når man bygger en bro. Det er stilladserne, som bruges til at bære den ufærdige konstruktion, og det andet er selvfølgelig, hvis folk skal anvende det område, hvor man bygger broen. Det kan give store samfundstab, fordi der kan komme trafikforsinkelser, og folk skal bruge mere tid på at komme frem og tilbage. Det er dog nemmere at lave vejbanebroer end jernbanebroer, fordi bilisterne lettere kan omdirigeres,« siger Per Goltermann.

    Konstruktionen kan være usikker i perioder

    Så snart det er blevet vedtaget, hvor broen skal være, hvilken type der skal bygges og hvordan, kan arbejdet endelig gå i gang. Hvis det er vedtaget, at der skal laves en bro af beton, for eksempel en motorvejsbro, så er der forskellige ting, man skal være opmærksom på, forklarer Per Goltermann.

    »Betonen vejer rigtig meget, og mens den er flydende, har den ingen styrke. Den er 100 procent dødvægt. Det er derfor støbeformen og stilladset, som skal bære hele broens vægt. Det tager cirka 28 dage, før betonen har sin styrke, og i den tid kan hele konstruktionen være usikker,« siger Per Goltermann og tilføjer, at 28 dage godt kan være lang tid i nogle sammenhænge.

    »Hvis man laver et 28 etagers hus, så venter man ikke en måned på hver etage. Der må man rubbe sig lidt mere og bygge videre, så snart man kan.«

    Ulige vægt kan have medført kollaps 

    Måske gik folkene bag motorvejsbroen over Helsingørmotorvejen for hurtigt frem, da de skulle støbe den nye vejbro. Undervejs i støbeprocessen kollapsede den nemlig under vægten af betonen. Det vides endnu ikke, hvad den præcise årsag til kollapset er, men lektor Lene Faber Ussing har et bud på, hvad der kan være sket.

    »Hvis du hælder vand meget stille i en tom papkasse, som står på fire søjler – en i hvert hjørne - så kan den godt holde vandet inde i første omgang. Men hældes vandet hurtigt direkte ned i ét af hjørnerne, så kommer der en ulige vægt i kassen, og den kollapser hurtigere. Det samme kan ske med broer, når de støbes. Der kan komme en tungere belastning ét sted, som gør konstruktionen ustabil,« siger Lene Faber Ussing, der er lektor ved Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet.

    I 2006 skete et lignende kollaps nord for Limfjordstunnellen i Aalborg, hvor en motorvejsbro kollapsede netop under støbeprocessen. Vægten fra den flydende beton fik en af de understøttende bjælker til at vride sig, og inden arbejdsfolkene på stedet kunne nå at reparere den, braste broen sammen. 

    Mere kontrol, færre uheld

    Selvom en bro er en relativt simpel konstruktion, er der altså en række ting, man skal være opmærksom på inden og under et brobygningsprojekt.

    Institutleder fra Aalborg Universitet Peter Frigaard forklarer, at de fejl, der heldigvis sjældent fører til et egentlig kollaps, kan undgås, hvis der bliver ført bedre kontrol under byggeprocessen. 

    »Det er forholdsvist simpelt at bygge en bro, men der er altid nogle usikkerheder i processen. De usikkerheder kan man undgå gennem kontrol, da det oftest er menneskelige fejl, der er skyld i kollaps eller andet. Ved at have flere folk, der tjekker de samme ting, mindsker man uheld og omkostningerne forbundet ved dem,« siger Peter Frigaard, der er institutleder på Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet.

    Selvom vi altså har bygget broer i flere tusind år og har meget erfaring inden for området, så kan denne simple konstruktion stadig skabe problemer, på trods af det ikke burde være særlig svært at bygge en bro.

    Skulle du selv undre dig over, hvordan man bygger en bestemt konstruktion, hvad meningen med livet er, en dims på din brødrister eller noget helt fjerde, så tøv endelig ikke med at sende os dit spørgsmål på til email-adressen sv@videnskab.dk.

  • Sprogforskere, teologer og kommunikationseksperter samarbejder om en ny oversættelse af Bibelen, som er radikalt anderledes end den eksisterende. Den nye skal supplere den eksisterende, så det bliver muligt at vælge den bibelversion, der passer til formålet.
    29. september 2014 kl. 12:17

    Stemningen var nærmest ophidset. I hvert fald engageret på den absolut personlige facon:

    »Sådan taler Gud ikke!« sagde en litteraturredaktør fra en fremtrædende avis. »Det vil slå skår i min kristne tro, hvis der kommer til at stå sådan« supplerede en professor i dansk litteratur. »Den risiko vil jeg godt løbe,« parerede en semitisk filolog, »hvis der til gengæld er en chance for at få nye læsere i tale«.

    En halv snes teologer, religionsforskere, præster, journalister og eksperter i både dansk og semitiske sprog var samlet omkring et bord hos Det Danske Bibelselskab på Frederiksborggade i København for at drøfte muligheden af at lave en ny, mere nudansk og mundret bibeloversættelse.

    Fem af dem havde på forhånd oversat nogle udvalgte kapitler af Det Gamle Testamente fra hebraisk – og vel at mærke bestræbt sig særligt på at oversætte dem til et nutidigt dansk, der uden videre er forståeligt for en normalt begavet læser, der ikke har den mindste smule af de særlige kirkelige eller kulturelle forudsætninger, som en bibeloversættelse i praksis ofte tager for givet, at læseren er udstyret med.

    De oversatte smagsprøver blev nu forelagt for eksperter i sprog, litteratur og formidling. Og reaktionerne var, som antydet, ikke kedelige.

    Det sjette bud og nutiden

    En af prøve-teksterne var de 10 bud. Jeg havde oversat denne tekst og havde gengivet det velkendte »Du må ikke bedrive hor« som »Lad være at have sex med en anden mands kone«.

    Hvorfor nu dét? – ville de ikke-teologisk uddannede konsulenter gerne vide. Inden jeg nåede at svare, indskød en ældre kvindelig teologiprofessor stilfærdigt: »Fordi det, der står, betyder lige præcis dét!«  

    Og de næste ti minutter handlede diskussionen så pludselig hverken om hebraisk grammatik eller om stillejet i en dansk tekst i det 21. århundrede, men om kulturhistorie og antropologi og familiestrukturer i oldtiden: I moderne tankegang er utroskab en forseelse over for ægtefællen. I oldtiden var det slægten og arvefølgen, der skulle beskyttes, og ikke individet. Den mindste tvivl om faderskabet til en gift kvindes barn måtte nødvendigvis undgås. Skulle ægtemanden derimod finde på at opsøge en prostitueret, havde det jo ikke den slags alvorlige konsekvenser.

    Når man oversætter, skal man altså ikke bare have to forskellige sprog til at mødes. Man skal – især når teksten er flere tusinde år gammel – have to forskellige kulturelle verdener til at mødes. Og der kan hurtigt blive uenighed om, hvad en bibeloversættelse overhovedet skal give sin læser: Hvis journalisten går ud fra, at Bibelen må sige noget, der understøtter vores nutidige moralbegreber, mens teologerne kun vil levere formidling af, hvad oldtidens israelitter tænkte, er det ikke nogen nem opgave at være manden for bordenden.

    Ekspert-ping-pong

    For bordenden sidder Bibelselskabets generalsekretær, ph.d. i religionssociologi, Morten Thomsen Højsgaard, og han kan nu, cirka halvandet år efter det første stormfulde møde, gøre klar til at fejre Bibelselskabets 200-års jubilæum ved kort før årets bogmesse at præsentere en spritny oversættelse af to komplette skrifter fra Det Gamle Testamente. De to skrifter er et pilotprojekt for den samlede nyoversættelse, der forhåbentlig bliver en realitet i løbet af nogle år.

    Det drejer sig dels om Første Mosebog med dens fortællinger om Adam og Eva, Noas sejlende zoologiske have, tårnet i Babel, og patriarkerne fra Abraham og frem til Josef og hans brødre i Egypten, dels om Prædikerens Bog. En mærkelig og provokerende samling filosofiske overvejelser om livets mening – eller mangel på mening.

    De to skrifter er først blevet råoversat fra hebraisk af henholdsvis undertegnede og Martin Ehrensvärd, som er ph.d. i semitisk filologi, og derefter har først andre hebraiskkyndige og siden eksperter i nudansk sprog finkæmmet manuskripterne. Oversættelsen af Første Mosebog er blevet bearbejdet af teaterdirektør Mette Wolf, som er dramaturg og manuskriptforfatter, mens mag.art. og kommunikationsspecialist Line Pedersen har taget sig af Prædikerens Bog.

    Et antal forsøgskaniner, både fra skole- og kirkelig sammenhæng, har læst resultatet igennem, hvorefter oversættere og sprogkonsulenter er blevet sendt tilbage til skrivebordet for at tage højde for reaktionerne.

    Skønt jeg var nogenlunde godt tilfreds, da det første udkast blev sendt af sted, er der næppe ét eneste afsnit, der ikke er blevet forbedret under denne ping-pong mellem forskellige kompetencer.

    Oversættere er forrædere

    En god ven, som kom forbi, mens jeg sidste sommer sad i mit kolonihavehus og baksede med fortællingen om Josef, blev lidt forbavset over at høre, at der så at sige skulle startes forfra med den hebraiske tekst, som vi kender i mere end 2000 år gamle brudstykker fra Dødehavsrullerne og i hele manuskripter fra middelalderen.

    Der udkom jo en ny dansk bibeloversættelse for kun 22 år siden. Hvorfor ikke bare tage den og oversætte de svære ord til noget, der er nemmere at forstå, når det nu er den dansksproglige formidling, der er det særlige ved det nye projekt? Indholdet er vel det samme?

    Ideen er ikke tosset, og reelt er det ofte sådan, nye bibeloversættelser er blevet til. I mere end tre århundreder – frem til 1931 – var alle autoriserede danske bibeloversættelser reviderede udgaver af den, som professor Hans Resen, senere Sjællands biskop, udgav i 1607. Og de, som reviderede, sad naturligvis med den hebraiske tekst slået op ved siden af og arbejdede samvittighedsfuldt og videnskabeligt.

    Men der er flere grunde til, at Bibelselskabet alligevel har foretrukket at lave en rigtig nyoversættelse. For det første er det langt nemmere at tænke nyt, når man bygger op fra grunden, end når man river skillevægge ned i et eksisterende hus.

    Oversættelse består jo ikke kun i at vælge den danske glose, der dækker bedst, men også at bestræbe sig på at få flest mulige nuancer i grundteksten med. Og den gamle italienske vits om, at tradutori sono traditori (»oversættere er forrædere«) bliver mere og mere indlysende sand for én, mens man arbejder med teksten: Ingen oversættelse kan få det hele med, og en lang række valg er allerede truffet, når man når dértil, hvor det handler om at vælge den rigtige danske glose.

    Nu uden engle

    Tag nu for eksempel englene: I den autoriserede oversættelse fra 1992 optræder én eller flere engle seksten gange i løbet af Første Mosebog. I den nye oversættelse er der ikke én.

    Hvorfor nu dét? Har en flok bedrevidende, rationalistiske bibelforskere fået lov at pille alt det magiske ud af Bibelen? Overhovedet ikke.

    Men sagen er den, at der faktisk ikke findes et ord på bibelsk hebraisk, der betyder engel. Det ord, der ofte oversættes til engel, mal'ak, betyder budbringer eller udsendt medarbejder, og det kan lige så godt bruges om et menneske, som er sendt af sted med en besked fra én høvding til en anden.

    Sådan bruges det også i første Mosebog, når Jakob for eksemoel kommer hjem fra sit eksil i Mesopotamien og sender en kurér i forvejen med en formildende besked til sin vrede storebor Esau. Ingen ved sin fornufts brug finder på at oversætte ordet til engel i den sammenhæng. Kun når det udtrykkeligt er en budbringer fra Gud eller en af Jahves budbringere, virker det oplagt at skrive engel.

    Alle ved da hvordan en engel ser ud

    Jamen enhver véd da, hvordan en engel ser ud? Det er da ikke et svært ord, som har brug for at blive skiftet ud?

    – Nej, det er netop problemet, at enhver véd, hvad en engel er for noget. For det, som enhver véd, er i dette tilfælde forkert. Når der fortælles om en budbringer fra Gud, skal man ikke forestille sig en to meter høj feminin hvidklædt skikkelse med forvoksede svanevinger stikkende ud af ryggen. Eller et alfe-agtigt lysvæsen med en stemme som et fingerknips mod en krystalskål.

    Da Abraham en dag sidder uden for sit telt og pludselig ser op og får øje på nogle gæster, som senere viser sig at være engle, tror han, det er et par handelsrejsende beduiner og inviterer dem på aftensmad. Og i Det Nye Testamente bliver denne opfattelse af den guddommelige sfære ligefrem brugt som argument for en formaning til gæstfrihed: Man kan jo aldrig vide, om de tvivlsomme typer, man giver husly, reelt er udsendinge fra Gud.

    Oversættelsestyper

    Men den anden, og lige så vigtige, grund til, at den nye oversættelse vitterligt skal være helt ny er, at den ikke er tænkt som en afløser for 1992-oversættelsen. Det er en helt anden slags oversættelse til brug for andre formål, og de to oversættelser kommer forhåbentlig til at gøre nytte side om side i mange år.

    Den nye oversættelse er en såkaldt målsprogsorienteret og idiomatisk oversættelse. Det vil sige, at når det hebraiske og det danske sprogs særheder kommer i konflikt med hinanden, skal vi i højere grad give efter for det danske sprog, og måske skal vi være villige til at lade nogle kulturhistoriske pudseløjerligheder gå fløjten for til gengæld at få en umiddelbart forståelig tekst.

    Det gør os ikke til større forrædere mod grundteksten end ophavsmændene til mere ordrette oversættelser. Det er blot nogle andre aspekter af den principielt uopnåelige perfekte oversættelse, vi giver afkald på. Ofte har det dog vist sig, at vi ikke behøver give helt afkald på det fremmedartede, men kan bygge nogle forklarende pegepinde ind i oversættelsen.

    Derved får vi det, som specialister i oversættelsesteori har kaldt en ekspliciterende oversættelse, for eksempel i historien om Jakob:

    14-årige Patrick fra Herlev

    Da den gamle Jakob hører løgnehistorien om, at hans søn Josef er blevet dræbt af vilde dyr, reagerer han ved at »sønderrive sin klædning«, som der står i ældre oversættelser. Vi har undervejs forestillet os en modellæser, den 14-årige Patrick fra Herlev.

    Når en passage gjorde knuder, har vi spurgt os selv, »hvordan vil Patrick opfatte dét?«. Og formodentlig vil Patrick enten betragte Jakobs anfald af ødelæggelsestrang som komplet uforståelig eller som et udslag af ukontrollabel vrede og frustration.

    Men dels er det sorg, og ikke vrede, Jakob er fyldt af. Og dels hænger hans handling i lige så høj grad sammen med en ritualiseret adfærd ved dødsfald i oldtidens Mellemøsten, som kulturelt ville svare til, at vores bedsteforældre iførte sig sørgebind.

    Hvis man ville gå all in og oversætte rent idiomatisk, kunne vi altså have skrevet »Jakob klædte sig i sorg« (men det er håbløst gammeldags), eller simpelthen »Jakob blev helt opslugt af sorg«. I stedet har vi valgt den ekspliciterende udvej og skrevet »Han rev og flåede i sit tøj af sorg«, så den bogstavelige handling er bevaret, samtidig med at forståelsen hjælpes på vej.

    Hver ting til sin tid

    Vi er selv ganske begejstrede for det resultat, vi har fået ud af at arbejde med den stillede opgave. Men titusinde hoveder tænker bedre end et halvt dusin, og det er rart at vide, at der endnu ikke er tale om en hel Bibel, men om et pilotprojekt, som kan forbedres, når vi hører læsernes reaktioner.

    Der vil uden tvivl også være gode og kloge mennesker, som – hvad enten de orker at læse bogen eller ej – med afsky frabeder sig den slags formidlingsprojekter. Det er netop også meningen: Vores oversættelse er radikalt anderledes end den eksisterende. Ikke fordi den skal afløse den eksisterende, men fordi der skal kunne vælges mellem dem til forskellige formål, og vi drømmer ikke om at påstå, at den nye oversættelse er den bedste til alle formål.

    Man kan måske igen bruge påklædning som eksempel: De færreste finder på at møde op i joggingbukser til universitetets årsfest, men de fleste af os har nytte og fornøjelse af campinghabitten på andre tidspunkter og ville nødig have, at den aldrig var blevet opfundet. Den nye oversættelse er så at sige Bibelen i joggingbukser – til brug dér, hvor dét passer bedst.

  • Forskere fra Syddansk Universitet har skabt et nyt stof, der kan binde ilt i ekstremt koncentrerede mængder. En spandfuld af stoffet kan optage al ilten i et lokale. Stoffet kan få mange anvendelsesmuligheder, fordi den lagrede ilt kan frigives igen, hvor der er brug for den, spår forskerne.
    29. september 2014 kl. 14:21
    Video: Syddansk Universitet

    Normalt klarer vi os fint med de cirka 21 procent ilt, der er i luften omkring os. Men nogle gange har vi brug for ilt i større koncentrationer; for eksempel når lungepatienter skal slæbe rundt på iltflasker med ren ilt, eller når forskere udvikler nye forbrændingsmotorer til brintbiler.

    Nu har professor Christine McKenzie og postdoc Jonas Sundberg fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet skabt et nyt stof, der suger ilt til sig i store mængder - og holder på det.

    »I laboratoriet så vi, hvordan stoffet optog ilt fra luften i laboratoriet,« forklarer Christine McKenzie.

    Stoffet er krystallinsk og ved hjælp af røntgenstråler har forskerne kunne studere konstellationen af atomer inde i stoffet, når det er henholdsvis fyldt op med ilt, og når det er tømt for ilt.

    At et stof kan optage ilt, er der ikke noget overraskende ved. Masser af stoffer optager ilt og reagerer med det. Fødevarer kan blive harske, når de udsættes for ilt, vinens smag ændrer sig, når vi ilter den, og vores krop kunne slet ikke fungere, hvis vores lunger ikke kunne indånde ilt og udånde kuldioxid.

    »Det helt særlige ved dette stof er, at det ikke reagerer irreversibelt med ilten. Det optager ilten og frigiver den igen senere i en såkaldt selektiv kemisorptiv proces. Stoffet er altså en slags sensor og en beholder for ilt, og vi kan bruge det til at opbevare og transportere ilt,« siger Christine McKenzie.

    En spandfuld er nok til at tømme et rum for ilt

    Stoffet er ganske effektivt til at binde ilt, så med omkring 10 lliter, svarende til en spandfuld, kan man suge al ilten ud af et lokale. Forskernes foreløbige målinger tyder på, at stoffet kan optage og binde ilt i en koncentration, der er 160 gange større, end når det findes i luften.

    »Det er også interessant, at stoffet kan optage og frigive ilt mange gange, uden at evnen svækkes. Man kan sammenligne det med at dyppe en svamp i vand, presse vandet ud af den og gentage processen igen og igen,« uddyber hun.

    Når ilten er optaget, kan man gemme den i stoffet, indtil man har brug for at frigive den igen. Forskerne har observeret, hvornår det sker:

    »Forskellige påvirkninger får stoffet til at frigive ilten. Det er for eksempel varme og iltundertryk. Vi kan se det ske, når vi varmer det op, og vi har også set det ske, når vi omgiver det med et tryk, der er mindre end det, vi normalt er omgivet af. Måske kan lys også bruges som trigger for at få stoffet til at frigive ilten – det vil vi meget gerne undersøge. Der er nogle spændende perspektiver inden for kunstig fotosyntese,« siger Christine McKenzie.

    Den helt centrale komponent i det nye stof er grundstoffet kobolt, som er bundet i et specialdesignet organisk molekyle.

    »Kobolten giver det nye stof lige præcis den molekylære og elektroniske struktur, der gør det i stand til at optage ilt fra sine omgivelser. Denne mekanisme kender vi fra alle Jordens levende skabninger, der trækker vejret: Vi mennesker og mange andre arter bruger jern, mens andre dyr, for eksempel krabber og edderkopper, bruger kobber. Fælles er, at små mængder metaller er essentielt for at kunne optage og bruge ilt, så det er egentlig ikke så mærkeligt, at vi ser denne effekt i vores nye stof,« forklarer Christine McKenzie.

    Sådan frigives ilten igen

    Afhængigt af luftens iltindhold, temperatur, tryk og lignende tager det sekunder, minutter, timer eller dage for stoffet at optage ilten omkring sig. Forskellige varianter af stoffet kan binde ilt med forskellige hastigheder.

    Det åbner mulighed for at fremstille forskellige apparater, der frigiver eller optager ilt under forskellige omstændigheder – for eksempel en maske, som forsyner et menneske med ilt, men ikke tager ilt fra mennesket.

    »Når stoffet er mættet med ilt, kan man sammenligne det med en iltflaske, der indeholder ren ilt under tryk – forskellen er, at vores stof kan indeholde tre gange så meget ilt,« fortæller Christine McKenzies.

    Hun peger på, at en beholder med stof måske vil være nemmere at have med at gøre end en tung iltflaske.

    »For eksempel for de lungepatienter, der slæber rundt med iltflasker. Men også for dykkere, der med dette stof kan optage ilt fra vandet omkring dem. Et par korn af stoffet indeholder nok ilt til et åndedrag – og i og med at stoffet automatisk optager ilt fra vandet igen, behøver dykkeren ikke have mere med.«

    Man kan også forestille sig, at stoffet er interessant for ingeniører, der udvikler brint-biler, som kører på brint og ilt. Stoffet er designet og fremstillet på Syddansk Universitet, mens nogle af gasmålingerne er lavet af specialudstyr af kolleger på universitetet i Sydney, Australien.

    Artiklen er korrigeret for en regnefejl den 1. oktober 2014, hvor en teskefuld er rettet til en spandfuld. Se også kommentarerne under artiklen. 

  • Blindfødte oplever langt flere mareridt end seende, viser dansk forskning. Undersøgelsen giver samtidig indsigt i, hvad blinde drømmer, og hvorfor vi overhovedet har mareridt, mener forsker.
    30. september 2014 kl. 03:28

    »Det kan være, at jeg kommer gående, men så mister jordforbindelsen og falder, uden at vide hvad jeg møder i mit fald ned. Jeg har også haft drømme om trafikken et par gange. Der er det som regel trusler fra busser eller toge og en følelse af stor hjælpeløshed, der er i drømmens centrum. Det kan også være en oplevelse af at blive forfulgt, hvor jeg kan høre, at der er nogen efter mig uden at vide hvem. Det er heldigvis sjældent, at de drømme har været der,« siger 41-årige, blindfødte Heidi Andersen.

    En dansk undersøgelse, udgivet i tidsskriftet Sleep Medicine, viser, at Heidi Andersen langt fra står alene med sin oplevelse. Folk, der er født blinde, har betydeligt flere mareridt end både seende og folk, som er blevet blinde senere i livet.

    Faktisk viser den danske undersøgelse, at gennemsnitligt 25 procent af blindfødtes drømme er mareridt. Seende oplever derimod kun mareridt 6 procent af de gange, de drømmer.

    »Undersøgelsen bekræfter en allerede eksisterende hypotese; at folks mareridt hænger sammen med de negative følelser, de har haft i deres vågentid. Og blinde oplever sandsynligvis flere truende eller farlige situationer i løbet af en dag end seende,« siger Amani Meaidi, hovedforfatter til den videnskabelige artikel og forskningsassistent ved Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital og ved BrainLab på Københavns Universitet. 

    Vi drømmer med vores sanser

    Over en periode på fire uger fulgte det danske forskerhold fra Københavns Universitet og Glostrup Hospital:

    • 11 personer, der er født blinde,
    • 14, der er blevet blinde senere i livet, og
    • 25 seende.

    Forskerholdet bad forsøgsdeltagerne om at notere, når de drømte, og hvad de drømte.

    Resultatet viste, at:

    • Folk, der er født blinde, ikke har drømme med visuelt indhold, og at 25 procent af deres drømme er mareridt.
       
    • Folk, der er blevet blinde senere i livet, derimod godt kan have visuelt indhold i deres drømme, men jo længere tid folk har været blinde, jo færre af deres drømme indeholder noget visuelt. Syv procent af denne gruppes drømme er mareridt.
       
    • Seende drømmer til gengæld som udgangspunkt i billeder og har kun mareridt seks procent af gangene.
       
    • Forsøgspersonernes mareridt omhandlede ofte en trussel fra dagligdagen. For eksempel havde blinde ofte mareridt om at blive kørt ned af en bil eller være pinlige i sociale situationer ved for eksempel at spilde en kop kaffe.

    »Undersøgelsen peger altså på, at de sanseinput og oplevelser, vi får i vores vågne tid, er afgørende for, hvad vi drømmer. Så når man ikke får visuelle sanseinput, så drømmer man i højere grad i lyde, smage, lugte og berøringer,« siger Amani Meaidi.

    Blinde har mere brug for at bearbejde input

    Vi bruger formentlig sanseinput fra dagligdagen som en form for bearbejdning af indtryk, fortæller Amani Meaidi.

    »Fordi folk, der er blevet blinde senere i livet, har set deres omgivelser før, så kan man tænke sig, at deres hjerne ikke oplever at være truet af omstændighederne i lige så høj grad som blindfødte. Derfor har de muligvis heller ikke brug for at bearbejde deres indtryk fra hverdagen med mareridt i lige så høj grad.«

    Forskning peger på, at vi til dels drømmer for at huske informationer, der er vigtige for vores overlevelse og velfærd. Og det har blindfødte i højere grad brug for, konstaterer Albert Gjedde, professor i neurobiologi og farmakologi.

    »Det kan hjælpe dem med at navigere trygt i verden. Det kan for eksempel være i trafikken,« siger Albert Gjedde, der til daglig leder Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet. Han har ikke selv været med til at lave undersøgelsen, men har blandt andet forsket i hjernens energiomsætning før og efter søvnen.

    Følelser fortæller os, hvad der er vigtigt

    Vi drømmer generelt om det, der har givet os en følelsesmæssig respons, mens vi var vågne (se faktaboks).

    »Det bedste bud er, at drømme er en måde at viske tavlen ren på. Vores følelser hjælper os med at vurdere, hvad der er værd at huske, og hvad der ikke er værd at huske. Når vi sover, sorterer hjernen i informationen og lagrer det vigtigste. Når den lagring sker, så drømmer vi,« siger Albert Gjedde og fortsætter:

    »Det kan lige så godt være meget positive følelser som negative. Men de stærke positive oplevelser er måske mere sjældne, fordi de ikke sikrer overlevelsen i samme grad. De negative følelser fortæller os, hvad vi skal passe på og være særligt opmærksomme på for at holde os i live.«

    LÆS OGSÅ: Hvad er mareridt, og hvorfor får vi dem?

    Blinde bemærker ikke, at de har flere mareridt

    Det kom dog som en overraskelse for de fleste af de blinde forsøgspersoner, at de skulle have flere mareridt end seende.

    »Det er ikke noget, der skaber problemer for deres hverdag. Og flere af dem var derfor også overrasket over at høre resultatet,« siger Amani Meaidi.

    Det gælder også for en anden blindfødt, som Videnskab.dk har talt med, 53-årige Ole Brun Jensen.

    »Jeg kan faktisk ikke huske at have haft et mareridt, siden jeg var barn. Selvfølgelig er det en stor udfordring at færdes i trafikken, men ikke noget, der afspejler sig i mine drømme. Faktisk drømmer jeg meget sjældent noget, jeg kan huske. Jeg drømmer selvfølgelig aldrig med synsindtryk, for jeg ved jo ikke, hvordan det er at se,« siger Ole Brun Jensen, der i dag er 53 år.

    Det danske forskerhold testede om deres blindfødte forsøgspersoner led af angst eller depression i højere grad og derfor havde flere negative følelser end seende, men det var ikke tilfældet.