Velfærdsstaten har gjort os til verdensmestre i at bo alene

At bo alene er mere almindeligt, end mange måske tror.

I Tyskland, England, USA og Holland bor mellem hver tredje og hver fjerde voksen alene. I mange japanske byer er det mere almindeligt at bo alene end at bo sammen med andre.

I større byer som København, New York og Tokyo består flere end hvert andet hjem kun af én person. Det er dramatiske tal. Især hvis man tænker på, at væksten først for alvor tog fart i begyndelsen af 1960’erne, og at antallet af aleneboende tilsyneladende bare stiger og stiger.

Andelen af hjem med kun én voksen beboer i Danmark er steget med en tredjedel siden 1993. I 2023 var der ifølge Danmarks Statistik 1.292.379 hjem, hvor der kun boede én voksen.

Lidt flere mænd end kvinder bor for sig selv, og antallet af mennesker, der gennemlever voksenlivet med eneret til køleskab og badeværelse, stiger lidt år for år.

Tallene fortæller os ikke noget om de aleneboendes kærlighedsliv, eller hvorfor flere mennesker ender med at bo alene. De røber heller ikke, om hjemmets fire vægge danner ramme om et isoleret liv eller et meget socialt liv.

Til gengæld fortæller tallene os, at mennesker i både øst og vest flytter fra hinanden, og at flere og flere bor alene. I Skandinavien slår vi alle rekorder, vi er nemlig verdensmestre i at bo alene.

Det tog fart i velfærdsstatens guldalder

De skandinaviske velfærdsstater giver adgang til børnehavepladser, hospitaler og plejehjem. Og det kan måske være en del af forklaringen.

Pædagoger, sundhedsplejersker, læger og hjemmesygeplejersker blev en del af skandinavernes hverdagsliv i velfærdsstatens guldalder i 1950’erne og 1960’erne. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det er i disse årtier, skandinaverne for alvor begynder at flytte fra hinanden.

Efter Anden Verdenskrig fulgte et økonomisk opsving i Danmark, Norge og Sverige, der skabte plads til kvinderne på arbejdsmarkedet. Vuggestuer og børnehaver dukkede op i alle små som store byer på tværs af landet.

Desuden blev det mere almindeligt at få børnene passet ude, så både mor og far kunne gå på arbejde. Også alderdomshjem, hospitaler og uddannelsesinstitutioner skød op.

Velstanden steg, og danskernes realløn og forbrug voksede med hele 75 procent i årene 1957 til 1970.

Den frie ungdom

Det var også i de år, ungdommen blev etableret som en livsfase, hvor de unge gør sig klar til voksenlivet. P-pillen kom til Danmark i 1966, og aborten blev fri i 1973.

Begge dele gav de unge mulighed for at dyrke sex uden at frygte hverken uønskede graviditeter eller uønskede ægteskaber.

Perioden, fra de unge flyttede hjemmefra, til de stiftede familie, strakte sig pludselig længere. Fra 1970 kunne de også få uddannelsesstøtte.

Uden at være afhængige af mors og fars indkomst kunne endnu flere unge bo på kollegier eller i bofællesskaber. De knap så forpligtende fællesskaber var en mellemstation inden ægteskabet.

Og når ægteskabet bankede på, kunne de små børn, som ofte fulgte med parforholdet, blive passet ude. Mellemstore børn gik i skole, og de ældre fik adgang til hjemmehjælp og plejehjem.

De behøvede ikke længere at bo sammen med familiens yngre generationer, når ægtefællen gik bort, eller sygdom ramte deres gamle og slidte kroppe.

Studier af norske mødres hverdagsliv

Der findes ikke mange antropologiske beretninger fra livet i de skandinaviske hjem, der belyser sammenfletningen mellem stat, familie og hjem. Med undtagelse af den norske antropolog Marianne Gullestad, der i 1978 rejste til Bergen for at følge unge arbejderklassemødres hverdagsliv.

Da Gullestad ankom til Bergen, arbejdede knap fire ud af fem kvinder allerede. De fleste på deltid. Stadig flere børn tilbragte dagtimerne uden for hjemmet i børnehaver eller hos 'dagmammas'.

Mens Gullestad fulgte en gruppe yngre kvinder igennem tre år, fik hun indblik i, hvordan livet som mor, hustru, veninde, hjemmegående, rengøringsassistent eller frisør foldede sig ud i de nybyggede lejlighedskomplekser, der skød op som det norske velfærdssamfunds vartegn.

Kvinderne drømte om at skabe hyggelige og pæne hjem. De sparede op til nye møbler og forhandlede med deres ægtefæller om, hvordan de skulle bruge deres penge og deres tid.

De arrangerede strikkeklubber og sammenkomster med formiddagskaffe, gav hinanden gode råd om ægteskabelige konflikter og passede hinandens børn. De lånte også hinanden penge, hvis madbudgettet slap op, eller hvis et barn uventet fik behov for nyt overtøj, og kassen var tom.

Det blev muligt at klare sig selv

Undervejs blev flere af kvinderne skilt. Ellen smed Arne ud, da hun opdagede, at han havde haft en anden kvinde på besøg i deres lejlighed en aften, hvor Ellen var i byen.

Kirsten bad sin mand om at flytte hen til sin mor i en periode for at overbevise Kirsten om, at han kunne være en pålidelig ægtefælle, der stod op om morgenen og passede sit job i stedet for at optage lån og spendere penge på andre kvinder.

Kirsten havde egentlig tænkt, at hun og hendes mand blot skulle være på afstand af hinanden i et stykke tid, men han endte med at flytte ind hos en anden kvinde.

Det var ikke mange af kvinderne i Gullestads studie, der oplevede livet som fraskilt som særligt attraktivt. Idealet om kernefamilien lå som en tung dyne over dem, og de unge familier kæmpede med at blive sammen og få det til at fungere.

Men i modsætning til deres mødre og bedstemødre havde Ellen og Kirsten fået muligheden for at etablere nogenlunde hæderlige liv som enlige mødre.

Økonomisk uafhængighed

Da Ellen gik til kommunen efter sin skilsmisse, fik hun et lån, så hun kunne købe Arne ud af deres lejlighed, samt et månedligt beløb til mad.

Arne skulle betale børnepenge, kommunen opfordrede Ellen til at tage en uddannelse, og hun fik tilbud om at få sine børn passet hos en 'dagmamma'. Alt sammen med henblik på, at Ellen skulle 'kunne klare sig selv'.

Gullestad bemærkede en gryende bevidsthed blandt kvinderne om, at de ikke var økonomisk afhængige af at bo sammen med deres ægtemænd eller deres forældre. Det tilføjede en slags elastik i deres ægteskabelige relationer.

Efterhånden overtog velfærdsstaten nogle af opgaverne med at forsørge og drage omsorg, der tidligere havde ligget i familien. Dermed bar de ægteskabelige relationer mere præg af lyst og forhandlinger end af pligt.

Banede vej for nye samlivsformer

Velfærdsstatens sikkerhedsnet samlede Ellen og Kirsten op efter skilsmisserne og gav dem mulighed for at etablere deres egne hjem.

Det ansporede Ellen, Kirsten og deres veninder til at overveje, hvilke konflikter, hvor meget besvær og hvor mange problemer de ønskede at leve med i ægteskabet.

Antropologisk forskning viser meget tydeligt, at konflikter og uenigheder er uundgåelige dimensioner af det at være menneske og indgå i relationer. Det at dele og skabe hjem, at tilbringe tid sammen og at etablere en familie er altid en invitation til både at forvalte kærlighed, uenigheder, harmoni og forskellige drømme og ønsker til livet.

Sådan var det for Gullestads kvinder, og sådan har det formentlig altid været.

Velfærdsstaten overtog forpligtelser

Men med fremkomsten af velfærdsstaten blev det muligt og tiltagende normalt at håndtere uenigheder og besvær ved at gå fra hinanden.

Det kan aflæses i skilsmissestatistikkerne. Mens cirka én til to procent af alle 1800-tallets ægteskaber endte i skilsmisse, er det i dagens Danmark godt og vel hvert tredje ægteskab, der opløses.

Velfærdsstaten overtog altså mange af de forpligtigelser, som yngre og ældre generationer tidligere havde haft over for hinanden. Den gjorde det muligt at bo alene, også i de perioder af livet, hvor mennesker er afhængige af hjælp og omsorg.

Velfærdsstatens vækst kan betragtes som et socialt projekt, der tillod unge og ældre på tværs af køn at udvikle mange af de forskellige samlivsformer, vi kender i dag.