Tynde og sunde kan også få type 2-diabetes

Overvægt, usund livsstil og høj alder er faktorer, mange af os forbinder med personer, der får konstateret type 2-diabetes. Det er dog ikke helt rigtigt. Faktisk får både slanke og overvægtige, yngre og ældre personer konstateret sygdommen, der tidligere blev kaldt gammelmandssukkersyge.

De forskelligartede patienter har sat grå hår i hovedet på både læger og forskere, for det medfører et behov for forskelligartede behandlinger. For eksempel virker livsstilsomlægninger for nogle patienter og ikke for andre. Også tidspunktet, hvor det bliver nødvendigt at tage insulin, er forskelligt – det afhænger af patienten.

Nu har to danske forskere fra Steno Diabetes Center dog knækket en del af koden. De har på baggrund af data fra et stort engelsk studie kortlagt tre undergrupper af type 2-diabetes, der har forskellige sygdomsmønstre.

Læs også: Kan type 2-diabetes kureres med kostændringer?

Resultaterne er publiceret i tidsskriftet The Lancet Diabetes & Endocrinology. Udover at vise, at diabetes kommer til udtryk på forskellige måder, viser studiet overraskende, at kun 25 procent af type 2-diabetes-patienterne følger det forløb, som forskerne hidtil har betragtet som værende den mest normale.

»Denne viden er første skridt på vejen til at kunne forebygge og behandle patienter med de forskellige undertyper af sygdommen mere målrettet,« siger Kristine Færch, seniorforsker hos Steno Diabetes Center og den ene af ophavsmændene til studiet.

Læs også: Aminosyrer i nødder fjerner fedme og diabetes

Blodsukker afgør opdeling

Insulin er det centrale stof, når man taler om type 2-diabetes. Insulin bliver produceret i kroppen og fungerer ved at bringe energi fra maden, vi spiser, ind i cellerne, hvor energien bliver brugt.

Type 2-diabetes opstår enten:

• På grund af insulinresistens, hvor insulinen gradvist mister sin evne til bringe energi fra mad ud i musklerne.
  
• På grund af problemer med betacellerne, som er dem, der producerer eller udskiller insulin.

Samspillet mellem insulinresistens og beta-celle-funktion er vigtigt for at holde blodsukkeret stabilt. Insulinresistens og problemer med beta-cellerne giver forhøjet blodsukker, i fagsprog kaldet hyperglykæmi.

Forhøjet blodsukker viser sig på kort sigt ved symptomer som kvalme, tørst og træthed, mens det på længere sigt kan give skader i blodkarrene (se boks under artiklen).

Baseret på blodsukker

En læge kan finde ud af, om en person har diabetes ved at måle på følgende ting:

• Personens blodsukker efter en nats faste.
  
• Personens blodsukker efter at have drukket en portion sukkervand (kaldet glukosebelastning).
  
• Personens langtidsblodsukker – også kaldet hæmoglobin A1c (HbA1c).
  
• Personens blodsukker på et hvilket som helst tidspunkt på dagen (hvis personen har symptomer på diabetes).

Tre undergrupper af patienter

Ved at se på patienternes blodsukker i de to førstnævnte test har de danske forskere skabt tre undergrupper af type 2-diabetes. (Se illustration)

• Den første gruppe har forhøjet blodsukker efter både faste og glukosebelastning og udgør cirka 25 procent.
  
• Den anden gruppe har forhøjet blodsukker efter faste, men ikke efter glukosebelastning og udgør cirka 20 procent.
  
• Den tredje gruppe har forhøjet blodsukker efter glukosebelastning, men ikke efter faste, Denne gruppe er langt den største – den udgør cirka 55 procent.

Gruppe 1: Kun 25 % har ’typisk’ forløb

En af de overraskende konklusioner i studiet er, at kun hver fjerde af de forsøgspersoner, som har forhøjet blodsukker efter både faste og glukosebelastning, har en udvikling i betacelle-funktionen svarende til det, man hidtil har betragtet som et ’normalt forløb’.

»Man har før troet, at det mest almindelige forløb for diabetes er, at patienten først udvikler insulinresistens; det vil sige, at insulinen virker dårligere og dårligere. Derfor producerer beta-cellerne i kroppen mere og mere insulin for at kompensere,« siger Kristine Færch og fortsætter:

»På et tidspunkt kan man ikke blive ved at producere mere insulin, og så falder insulinproduktionen i stedet. På et tidspunkt i processen begynder blodsukkeret at sige. Dette forløb har været den gængse opfattelse af type 2-diabetes, men vi har fundet ud af, at dette forløb kun gælder for 25 procent af de personer, der får type 2-diabetes.«

Forskerne har også fundet ud af, at disse 25 procent har større risiko for at få hjerte-kar-sygdomme end de to andre grupper.

»Derfor må man i kommende studier se på, om den forhøjede risiko hos gruppen også viser sig i flere tilfælde af hjerte-kar-sygdomme, og om der i så fald skal arbejdes på at forebygge hjerte-kar-sygdomme mere målrettet hos disse 25 procent,« siger Kristine Færch.

Gruppe 2: Muligvis medfødt defekt

Den anden gruppe, der har forhøjet blodsukker efter faste, men ikke efter glukosebelastning, viste sig i studiet at have en for lav udskillelse af insulin i alle de 18 år, studiet løb over. Dette gav dem let forhøjet blodsukker i fastetilstand og hænger sammen med en lav betacelle-funktion. Betaceller er de celler, der sørger for produktion og udskillelse af insulin.

»Noget tyder på, at denne gruppe har en medfødt defekt i deres insulinudskillelse, hvilket kan være medvirkende til, at de får diabetes senere i livet,« fortæller Kristine Færch.

Det tyder ifølge forskeren på, at denne undergruppe af diabetespatienter måske er mere arveligt betinget end den første gruppe, hvor livsstil formentlig spiller en større rolle.

»Den første gruppe er typisk meget overvægtige – også mange år før de får konstateret diabetes – mens den anden og tredje gruppe ligger mere almindeligt i vægt,« siger Kristine Færch.

Det kan få en betydning for, hvordan de forskellige grupper skal behandles, da andre studier har vist, at livsstilsomlægninger virker godt for personer, der falder ind i den første gruppe, mens de har knap så gode effekter på personer i gruppe to. Til gengæld kan det måske være relevant at sætte personer i gruppe to i behandling med insulin eller andre diabetes-præparater tidligere, end man normalt vil gøre.

Gruppe 3: Normale beta-celler

I gruppe tre, som tæller godt halvdelen af forsøgspersonerne, finder forskerne en normal insulinudskillelse gennem alle 18 år. Deres betaceller fungerer altså, som de skal, i modsætning til gruppe et og to.

»Det tyder på, at det er virkningen af deres insulin, der falder med årene – de får altså insulinresistens. Det hænger tit sammen med inaktivitet, men denne gruppe er ikke så overvægtige som gruppe et,« fortæller Kristine Færch.

Grundlag for mere forskning

På længere sigt kan opdelingen af diabetes-patienterne i undergrupper betyde en bedre behandling. Men det kræver flere studier.

Først og fremmest skal resultaterne bekræftes af andre, men det er også relevant at bruge den nye viden til at se på, om patienter fra forskellige undergrupper også reagerer forskelligt på behandling, efter at de har fået konstateret diabetes.

»Det er sandsynligt, at grupperne vil have gavn af forskellige behandlinger. Reagerer de forskelligt på medicin, har de forskellige grupper gavn af forskellig forebyggelse og så videre,« siger Kristine Færch.