Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Dans kan have en foryngende effekt på hjernen

Annonce:

Du har måske hørt, at regelmæssig motion kan mindske aldringstendenserne, men ifølge ny forskning er det ikke ligegyldigt, hvilken form for motion du vælger at kaste dig ud i.

Noget tyder på, at du godt kan kridte danseskoene, hvis du skal følge rådene fra en ny undersøgelse.

Dans var nemlig den form for motion, der havde størst effekt på en gruppe forsøgsdeltageres aldring i hjernen. Det skriver Medicalxpress om den nye undersøgelse, der sammenligner traditionelle motionsformer med dans.

»Vores undersøgelse viser, at to forskellige former for motion, herunder dans og udholdenhedstræning, begge styrker hjerneområder, som svækkes med alderen. Men det var kun dans, der førte til mærkbare adfærdsændringer i form af bedre balance,« siger Kathrin Rehfeld til Medicalxpress.

Hun forsker ved Center for neurodegenerative sygdomme i Magdeburg, Tyskland, og er en af hovedforfatterne til studiet, der er publiceret i tidsskriftet Frontiers in Human Neuroscience.

En gruppe ældre frivillige med en gennemsnitlig alder på 68 år deltog i undersøgelsen, som strakte sig over atten måneder.

Gruppen blev delt i to:

Annonce:
  1. Den ene skulle på et ugentligt kursus i udholdenhed og fleksibilitet.
  2. Den anden skulle lære forskellige danserutiner.

Begge hold viste forbedringer i hjernens hippocampus-område, hvis funktion er disponeret for at gå tilbage med alderen, samtidig med, at det er involveret i indlæring, hukommelse og balance.

Dansekurserne, som de ældre deltog i, skulle være forskellige fra gang til gang, blandt andet i form af forskellig hastighed og dansegenrer.

Disse ekstra udfordringer kan være hovedårsagen til den mærkbare forskel blandt deltagerne på danseholdet, mener forskerne.

Kathrin Rehfeld håber, at flere vil tage konklusionerne fra forskningen til sig, og særligt ældre, der gerne vil holde hjernen og fysikken skarp:

»Jeg tror, at alle vil leve et uafhængigt og sundt liv så længe som muligt. Fysisk aktivitet er en af ​​de livsstilsfaktorer, der kan bidrage til dette. Og herunder er dans et effektivt værktøj til at lave nye udfordringer for krop og sind, især blandt ældre mennesker,« siger Kathrin Rehfeld.

viw