Jeg tror, at dette begreb er en akademisk konstruktion. Når vi forelsker os har det den selvfølgelige funktion at vi tiltrækkes af den anden ud fra kriterier, som er nærmest umulige at kortlægge, men fører til reproduktion.
Efterhånden antager denne tiltrækning en anden karakter.
Hvis det går godt, så ændres lidenskaben til følelse af tryghed og intimitet. Og endelig følelsen af at have fundet den "anden halvdel af os selv". Det sidste er utrolig vigtigt, fordi mennesket i eksistentiel forstand og forståelse er absolut alene. Denne tilstand er næsten ikke til at bære. Den er erkendelsen af, at vi kommer alene til verden, og vi forlader den lige så alene. Dødsangsten fødes af denne erkendelse.
I den proces, hvor forelskelsen ændres til kærlighed, er der mange ting på spil. Vi ser ikke mere partneren, som den eneste ene.
Pludselig opstår konflikter, som er affødte af, at vi projicerer elementer af os selv over i den anden. Vi begynder at spejle os i hinanden.
Ting Vi ikke bryder os om hos os selv, ser vi nu som dele af den anden. Denne projektive spaltning af vores eget selv sker naturligvis ubevidst. Derfor tror vi nu, at vi ser den anden som en anden perron, end den Vi forelskede os i. Men i virkeligheden er det dele af os selv, som den anden spejler.
Hvis denne proces går godt og vi kommer igennem den, så har vi indgået "en handel med os selv", hvor vi lever med hinandens "fejl" og til gengæld får tryghed og intimitet til gengæld. Vi lærer måske endog at leve med de skævheder hos os selv, som efterhånden aftager som del af den anden, som vi samtidig nu begynder at se, som den person, som denne er. Et syn vi var blinde for under forelskelsen.
Kort sagt, sluger vi nogle kameler for at få nogle drommedarer til gengæld.

Vi kan naturligvis vælge at dyrke forholdet bevidst for at raffinere det til et forhold fyldt med kærlighed, som vi dyrker haven til at være noget perfekt.
Men dette er efter min mening blot at skaffe sig en hobby, som man så i mangel af bedre kan kalde "ægte kærlighed". Men hvad er så "uægte kærlighed"?
Kærlighed er et kompromis, hvor vi giver slip på noget, for at få noget andet i stedet.
Og det vi får er en tryghed, som fjerner mange eksistentielle problemer. Vi føler ikke længere ensomheden. Vi lægger planer, som distancerer os fra angsten for døden. Om ikke andet sørger vi for at vores gener lever videre. Eksistentielt må dette ikke undervurderes.
Selvfølgelig kan vi opsætte skemaer for, hvornår et forhold synes at have nogle elementer, der gør at vi kan give kærligheden karakter. Lige som med eksemplet med haven.
Men grundlæggende er dette ikke den rigtige problematik. For man vil kunne se forhold, hvor dette synes at være tilfældet, men hvor virkeligheden er, at forholdet ikke er modnet ud over forelskelsen. Hvilket i virkeligheden er en farlig neurotisk tilstand.
I den nuværende kultur er dette absolut ikke unormalt. Vi lever i en oplevelsesorienteret og overfladisk kultur, hvor modning i alle livets forhold bliver vanskeligere og vanskeligere.
Kort sagt vil vi hellere være forelskede mange gange, end lade en forelskelse modnes til kærlighed.
Vi taler ikke længere om partner, fælle, samboer eller livsledsager. Vi og medierne taler om kærester.
Dette begreb har fået en karakter af være. Vi kan købe en kæreste ved at betale et gebyr til dem, der matcher mennesker til en oplevelse af forelskelse.
Når kæresten er "brugt op", kan vi få en ny uden at nogen synes, man er let på tråden."Jeg har fået en ny kæreste"! "Det lyder rigtig spændende".
At blive forlovet er i dag en begivenhed som før lå på linie med ægteskab. Og ægteskab er ikke længere en besegling af et forhold, hvor kærligheden bliver institutionaliseret. Nej, ægteskabet er også i højere grad en oplevelse i sig selv. Derfor tages det heller ikke så alvorligt. Det er noget vi hurtigt kan komme ud af igen.
Og så kan vi få en ny kæreste. Papfar eller papmor er tit nu en skiftende kæreste, som ikke har nogle omsorgsforpligtelser, da de endnu er i forelskelsesfasen og kun interesserer sig for sin direkte modsætning.

Hvilke betydninger dette har for udviklingen af vores folkekarakter er vanskeligt at sige. Indtil nu synes det at have den virkning, at denne karakter bliver mere og mere narcissistisk og som sagt oplevelsesorienteret.
Når man i dag taler med større børn, så betragter de ikke en forældres kæreste som en dannelsesfigur. Men mere som et tidsfordriv for forældrene. Som ikke som sådan har noget med dem selv at gøre.
Men de tilegner sig måden at leve på!

Begrebet "ægte kærlighed" mener jeg ikke har plads mellem voksne, hvor seksualitet spiller ind. Det har det måske en gang gjort. Men i dag er "kærlighed" blevet en "vare". Og noget vi dyrker som underholdning.
Hvis begrebet skal have en berettigelse, så må det være i relationen mellem barnet og forældrene. Et forhold hvor liv og død står på spil. Hvor intensiteten er det bærende element og hvor bytteforholdet er helt ude af spillet.
Jeg hævder ikke, at et lignende forhold ikke kan være mellem et samboende par. Men gør det, så er det ikke i kraft af, men på trods af vores folkekarakter, som den har udviklet sig med vores forbrugskultur.
Derfor er diskussionen og skemaet om denne form for kærlighed forældet.
Da den var aktuel tilbage i 80'erne, så jeg også forhold, som byggede på kærlighed mellem mennesker, der nåede at holde jernbryllup.
I dag ser vi kun mennesker, som kæmper for en tilfredsstillende og ny seksualitet, som forstyrres af problemerne, der opstår når forelskelsen skal transformeres til et forpligtende kærlighedsliv.
Eller når dette trods alt sker, at skilsmissens traumer skal heles ved et nyt kæresteforhold.

De fleste ønsker ikke at kæmpe for modellens ligevægt. Vi lever i et brug og smid ud samfund. Og det gælder også forholdet mellem mennesker. På alle planer. Vi samler venner på Facebook, som vi aldrig har mødt eller kommer til. Hvis nogen siger os imod, sletter vi dem som venner og stryger deres adgang til os både der og på vores smartphone.
Der er gået inflation i ord som venner, kærester, at elske, den eneste ene og de tidligere nævnte.

Ægte kærlighed som det forstås i kronikken, er mere en form for tro eller håb mere end noget realistisk.
Nogen lever lykkeligt med deres religiøse tro. Det gør den ikke til mere end tro. Nogen lever lykkeligt i primitive kollektiver. Men det fjerner ikke verden omkring dem. Derfor findes der eksempler på fænomenet.
Der blev også mange år efter anden verdenskrig fundet en japansk soldat, som stadig gik vagt i sin skyttegrav uden at vide, at krigen var slut for et årti siden.

Jens Kamstrup Larsen
Forfatter og psykolog