Sygeplejerskerne tog i dén grad udfordringen op med at tage sig af patienter i løbet af pandemien.
Mere end 1.150 sygeplejersker er døde af COVID-19 i USA. Efterhånden som dødstallet og antallet af smittetilfælde stiger, fortsætter sygeplejerskerne med at arbejde i et defekt system med minimal støtte og ressourcer, hvor de tager sig af kritisk syge patienter, hvoraf mange stadig vil dø.
Vi er sygeplejersker og sygeplejeforskere, der studerer sygeplejerskernes trivsel i løbet af COVID-19-pandemien.
Et af vores studier, som beder sundhedspersonale om at dele voicemails om deres oplevelse af at yde pleje under COVID-19-pandemien, er forsat igangværende.
På tværs af vores studie har vi fundet, at sygeplejerskerne har det svært, og uden hjælp fra både det offentlige og sundhedsvæsenet risikerer vi, at de vælger at forlade sygeplejegerningen helt.
For bedre at forstå deres oplevelser følger her de fem vigtigste hovedbudskaber fra vores studier af, hvordan det har været at arbejde med sygepleje i løbet af COVID-19-pandemien.
1. ‘Helte’-stemplet er skadeligt
Sygeplejerskerne demonstrerede, at de vil gøre næsten alt for deres patienter, endda risikere deres eget liv.
Ved udgangen af december 2020 var mere end 1,6 millioner sundhedspersonale på verdensplan blevet smittet med COVID-19, og sygeplejerskerne udgør den største berørte gruppe i mange lande.
Det førte til, at sygeplejerskerne blev hyldet som helte. Men det kan være et farligt narrativ med negative konsekvenser.
Helte-narrativet fører til, at forventningerne til, hvad sygeplejerskerne skal gøre, er urealistiske at arbejde med uden tilstrækkelige ressourcer, personale og sikkerhedsforanstaltninger.
Konsekvensen er, at det bliver normaliseret, at sygeplejersker arbejder længere eller tager ekstra vagter, uden hensyntagen til hvordan det kan påvirke dem personligt.
Det kan i sidste ende resultere i, at sygeplejersker forlader faget som følge af udbrændthed.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Overvejer at forlade sygeplejen
En undersøgelse foretaget af American Association of Critical-Care Nurses af flere end 6.000 akutsygeplejersker viser, at 66 procent af de adspurgte overvejer at forlade sygeplejen som følge af deres oplevelser i løbet af pandemien.
Tilsvarende fandt vi, at 67 procent af sygeplejersker under 30 år overvejer at forlade deres organisation inden for de næste 2 år.
Sygeplejerskerne i vores studier sætter deres patienters og samfundets behov over deres egne.
Sådan beskrev en ung sygeplejerske sine oplevelse med at tage sig af COVID-19-patienter uden nogen som helt sikkerhedsvejledning:
»Der var en håndgribelig anspændthed… Ingen vidste, hvad der foregik, eller hvad der blev forventet. Der var endnu ikke en rigtig protokol. Hvis en patient blev indlagt, og man skulle tage sig af en patient, følte man ligesom, at man blev smidt for ulvene som et eksperiment.«
2. Sygeplejersker mangler tilstrækkelige ressourcer eller støtte
Sygeplejersker passer patienter, på trods af at arbejdsmiljøet er farligt.
Mens en del sundhedsorganisationer har tilbudt højere løn til omrejsende sygeplejersker eller kontraktansatte vikarende sygeplejersker for at afhjælpe personalemangel, er dette tilbud ikke blevet udvidet til deres fuldtidsansatte.
Mange organisationer kræver i stedet overarbejde og stiller ikke tilstrækkelige ressourcer til rådighed, som eksempelvis personligt beskyttelsesudstyr eller supportpersonale, til sikker patientbehandling.
Det har gjort, at mange sygeplejersker ikke føler sig påskønnede, men undervurderede og utrygge.
Som en sygeplejerske fra vores studie forklarer:
»Mangel på ressourcer, mangel på bemanding, mangel på at få svar på alle vores bekymringer, sådan noget. Det er meget drænende, især når vi skal yde patientpleje og gøre et godt stykke arbejde. … Alt dramaet fra arbejdet og den slags, det hjælper ikke. Om noget gør det uden tvivl bare miljøet mere giftigt og uudholdeligt, og på et tidspunkt vil det begynde at påvirke … dit mentale helbred og dit fysiske helbred, endda dit spirituelle helbred.«
3. Sygeplejersker mistede tilliden til sundhedsorganisationer
Sygeplejersker siger, at de kæmpede med hurtigt skiftende politikker og procedurer.
Selv når de fik information om disse ændringer, var mange sundhedsorganisationer ikke gennemsigtige med hensyn til årsagerne bag dem, men forventede, at sygeplejersker bare skulle klare det hele i stiv arm.
Værre endnu, nogle sundhedsorganisationer manipulerede sygeplejerskerne psykisk til at føle skam over at være bekymrede for deres egen sikkerhed.
En ung sygeplejerske beskrev for eksempel frustrationen over manglende kommunikation fra ledelsen:
»De fortalte os ikke meget om noget som helst. Vi har tre ledere og syv kliniske koordinatorer i vores enhed. Der var helt sikkert nok folk til at sende e-mails og give opdateringer, men de var også så usikre, at de på en måde bare valgte radiotavshed, hvilket var virkelig frustrerende og gjorde hele situationen mere udfordrende. Da de endelig gav os information, var det noget i retning af: ‘I overreagerer. I behøver ikke at bære N95’s (særlige mundbind, red.) hele tiden’.«
De sikkerhedforanstaltninger, som sygeplejerskerne gav afkald på for deres organisationer og patienter, har haft alvorlige psykiske konsekvenser.
I et studie af 472 sygeplejersker i Californien rapporterede 79,7 procent om angst, og 19 procent opfyldte de kliniske kriterier for svær depression.
En sygeplejerske i vores studie havde en lignende oplevelse:
»Vores politikker ændrede sig så hurtigt, at anæstesi (bedøvelse, red.) ofte havde én forståelse [af politikken], lægerne og reservelægerne havde en anden forståelse, og sygeplejerskerne modtog en helt tredje e-mail inden for en halv time. Det var ekstremt frustrerende. Det var meget, meget stressende.«
4. Sygeplejersker oplever moralsk traumatiserende hændelser
Sygeplejerskerne har i stort omfang været udsat for moralsk skade, som opstår, når de er vidner til, fastholder eller undlader at forhindre noget, der modsiger deres overbevisning og forventninger.
Sygeplejerskerne oplever ikke alene et stort antal dødsfald hver dag, men de er også blevet sat i moralsk vanskelige situationer som følge af ressourcemangel, som iltforsyning, ECMO-maskiner, der understøtter hjerte- og lungefunktionen, samt hospitalssenge og personale.
Selv mere rutinemæssige aspekter af pleje, som grundlæggende hygiejne, blev forsømt, hvilket yderligere bidrog til sygeplejerskens moralske bekymringer.
En sygeplejerske i vores studie beskrev sin oplevelse af moralsk stress i beslutninger omkring respirator-hjælp til patienter:
»Vi fik at vide meget tidligt … hvis denne person har brug for en respirator, så får de det ikke. Så på en måde bestemte vi kodestatus uden egentlig at konsultere patienten, hvilket for mig er meget problematisk og uetisk.«
5. Sygeplejerskerne er frustrerede over, at offentligheden ikke tager pandemien alvorligt
Det er bevist, at mundbind og vacciner hjælper med at afværge spredningen af COVID-19.
Alligevel nægter en del amerikanere stadig at bruge mundbind. 1. november 2021 har kun 67 procent af den amerikanske befolkning modtaget mindst én dosis af vaccinen.
Ifølge Centers for Disease Control and Prevention ramte 92 procent af COVID-19-tilfælde og hospitalsindlæggelser og 91 procent af COVID-19-relaterede dødsfald personer, der ikke var fuldt vaccinerede, i perioden fra april til juli 2021.
Omvendt var kun 8 procent af COVID-19-tilfældene og 9 procent af dødsfaldene blandt fuldt vaccinerede personer.
Sygeplejersker tager sig af patienterne uanset vaccinationsstatus. Hvad offentligheden desværre måske ikke indser, er, at deres beslutning om at afslå vaccination eller at nægte at bruge mundbind har alvorlige konsekvenser – ikke blot for sygeplejerskerne, men også deres venner og andre personer i samfundet.
Når hospitalsvæsenet er overfyldt med uvaccinerede COVID-19-patienter, er der begrænset personale eller ressourcer til at hjælpe dem, der har brug for pleje i andre medicinske nødsituationer.
Frustrerende for sygeplejerskerne
Det er en frustrerende oplevelse for sygeplejersker, der ikke er i stand til både at tage sig af alle patienter i nød og beskytte mod spredningen af COVID-19.
En sygeplejerske i et af vores studier fortalte om, hvordan hun var nødt til at jagte en uvaccineret, gravid, COVID-19-smittet person, der forsøgte at forlade intensivafdelingen mod lægernes råd, på trods af risikoen for, at hun kunne smitte andre mennesker:
»Det var så tidligt [i pandemien], at vi ikke vidste, hvor langt [virussen] kunne sprede sig. Så jeg tænkte: ‘Inficerer hun mon personalet i lobbyen? Er der folk dernede?’ Du ved, hun kan tage hjem og give det videre til sin nyfødte. Og … hendes mand kiggede på mig og sagde: ‘Altså, dybest set er vestlig medicin ikke ægte, og det her er ikke virkeligt’. Men jeg tænkte: ‘OK, det her er virkeligt’. Du vil give det til din nyfødte og dine fem børn.«
Sådan kan vi hjælpe sygeplejerskerne
Pandemien lægger fortsat stort pres på hospitaler og samfund i hele USA, og konsekvenserne for sygeplejerskerne skal overvejes nøje.
Udmattede og demoraliserede sygeplejersker siger allerede op eller går på pension med alarmerende hastighed.
Kun tiden vil vise, hvilke langsigtede effekter COVID-19-pandemien vil have på sygeplejefaget.
Men offentligheden og sundhedsorganisationerne kan gøre noget for at hjælpe sygeplejerskerne ved at øge adgangen til psykisk helbredsstøtte samt sørge for tilstrækkelige ressourcer, sikre arbejdsforhold og organisatorisk gennemsigtighed i tider med enorme forandringer.
Og alle kan hjælpe ved at beskytte sig selv mod COVID-19 gennem vaccination og ved at bruge mundbind.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
