Turist i rummet

Rumturisme er ikke nogen ny ide, men vi skal frem til 2001, før den første turist blev sendt ud i rummet. Det var Dennis Tito, der blev opsendt af russerne på et Sojuz-rumskib for at besøge rumstationen ISS, der på det tidspunkt stadig var under opbygning.

Selvom Tito er amerikaner, var NASA ikke spor begejstret for at have turister på en rumstation, der på det tidspunkt stadig var en byggeplads.

Der skulle gå flere år, før turister blev accepteret på ISS. Men da billetterne koster tæt på 300 millioner kroner, har der kun været få turister ude i rummet. I alt syv turister har i årene 2001-2009 besøgt ISS. En har endda foretaget turen to gange.

Så rumturismen er allerede begyndt, selv om den indtil nu har været forbeholdt nogle få meget rige mennesker. Det interessante spørgsmål er naturligvis, om vi er på vej mod meget billigere rejser ud i rummet, så også andre end mangemillionærer kan få mulighed for at rejse ud i rummet.

Fra film til rumfærger

Det er svært at sige, hvornår drømmen om, at almindelige mennesker en dag kunne flyve ud i rummet, tog sin begyndelse. Men allerede i 1968 var der en begivenhed, som fik mange til at tænke på muligheden.

Det var filmen 'Rumrejsen 2001', der på en meget overbevisende måde viste et raketfly ved navn Orion, som var ejet af flyselskabet Pan Am, på vej op mod en rumstation. Der var mange siddepladser i Orion, og det skulle vise, at der allerede i 2001 ville være en omfattende rumtrafik på måske flere hundrede mennesker om året.

Det virkelige tal i 2015 er nærmere 10-12 astronauter om året, og de opsendes i en lille Sojuz-kapsel og ikke om bord i et elegant raketfly.

Pan Am åbnede for muligheden for at blive skrevet op til en rejse i rummet

'Rumrejsen 2001' havde en enorm indflydelse på vores opfattelse af rumfarten og dens fremtidsmuligheder, og mange troede fuldt og fast på filmens vision om en stor månebase i 2001.

I hvert fald greb Pan Am hurtigt chancen og åbnede for muligheden for at blive skrevet op til en rejse ud i rummet i 'First Moon Flights Club', der på et tidspunkt havde over 93.000 medlemmer. Pan Am eksisterer ikke mere, og det gør klubben naturligvis heller ikke – men ideen om turistrejser i rummet var blevet født.

Da det amerikanske rumfærgeprojekt blev annonceret i 1972, var det som om, drømmen var ved at blive realiseret. Der var ingen grænser for optimismen: NASA forudså selv, at rumfærgerne en dag ville komme til at flyve en gang om ugen, og at prisen for en rumrejse ville falde så meget, at det skulle være muligt at betale for en billet.

Prisen for en rumfærgeflyvning var tæt på en milliard dollar

Men som årene gik, viste det sig, at rumfærgerne ikke var i stand til at indfri disse forventninger. For at spare penge til udvikling var NASA gået væk fra tanken om fuldstændigt genbrug.

To store startraketter med fast brændstof endte i Atlanterhavet, og de blev kun i begrænset omfang genbrugt. Den enorme brændstoftank endte med at brænde op i atmosfæren, og erfaringen viste hurtigt, at det ikke var spor simpelt at klargøre rumfærgen til en ny tur.

Det er måske heller ikke så mærkeligt, når man tænker på, at rumfærgen vender tilbage til Jordens atmosfære med en fart på næsten 28.000 km i timen og flere steder opvarmes til langt over 1.000 grader.

I hvert fald endte prisen for en rumfærgeflyvning med at være tæt på en milliard dollar, og rumfærgerne kostede dermed langt mere at opsende end mange 'almindelige' raketter.

Tanken om rumturisme var ikke til at holde nede

I virkeligheden var rumfærgerne ikke spor billigere i drift end de gamle Saturn-raketter, NASA havde udfaset efter månelandingerne. På grund af den lange klargøringstid og den høje pris oversteg antallet af flyvninger om året aldrig rekorden på 9 flyvninger i 1985.

Hertil kom sikkerheden: På rumfærgeprogrammets 135 flyvninger var der to ulykker, som kostede i alt 14 astronauter livet. På russiske rumflyvninger har i alt fire kosmonauter mistet livet.

Siden det første menneske i rummet, Jurij Gagarin, blev opsendt i 1961, har godt 550 astronauter fløjet i rummet. Det betyder, at tæt på 1 ud af 30 astronauter er omkommet under rumflyvning. Det kan sammenlignes med, at omkring 1 ud af 70 af de bjergbestigere, der søger at nå toppen af Mount Everest, omkommer.

Rumflyvning er altså farligere end bjergbestigning og helt uden sammenligning langt farligere end almindelig flyvning.

Men det skulle vise sig, at tanken om rumturisme ikke var sådan at holde nede.

New Space træder til

Efter år 2000 begyndte den private sektor for alvor at ændre rumfarten. Et nyt begreb opstod med navnet 'New Space' – en ændring af rumfarten fra at være regeringsstyret til at blive et område for private virksomheder og iværksættere, der ikke var bange for at investere alt for at fremme rumfartens sag, og ikke mindst rumturismen.

I begyndelsen var der ikke mange, som tog New Space alvorligt, men efter at især SpaceX er blevet en stor aktør inden for rumfarten, er det blevet klart, at New Space er kommet for at blive – og måske endda på længere sigt ligefrem ender med at dominere rumfarten.

Rumfærgerne viste meget tydeligt, at der skulle nytænkning til, hvis tanken om rumflyvning skulle blive til virkelighed. Og inspirationen kom fra Charles Lindberghs historiske Atlanterhavsflyvning i 1927.

Lindbergh satte sig ind i sit lille en-motorers fly for at flyve over Atlanterhavet med det formål at vinde en pris på 25.000 dollar, som på det tidspunkt var en stor sum penge.

Lindberghs flyvning gjorde indtryk

Den første, der trådte ind på scenen, var den græsk-amerikanske ingeniør, læge og forretningsmand Peter Diamandis. Han fik i 1994 af en ven foræret bogen om Lindberghs flyvning, og den gjorde indtryk:

»Han havde ingen anelse om den effekt, det ville have på mig. På det tidspunkt var jeg meget frustreret over, hvor langsomt rumprogrammet gik, og jeg var overbevist om, at det var gået i stå. Da jeg læste 'The Spirit of St. Louis', gav det en fantastisk indsigt i det faktum, at præmier virkelig kunne skabe en revolution i rumflyvningen, hvor private mennesker kunne være med.«

For Diamandis var der ikke langt fra tanke til handling. Allerede i 1996 indstiftede han den såkaldte X-pris. X-prisen på 10 millioner dollar skulle tildeles de første, som kunne opsende et bemandet rumskib til en højde på mindst 100 km, der er den internationale grænse mellem atmosfæren og verdensrummet.

Medgrundlæggeren af Microsoft skød penge i projektet

Desværre havde Diamandis ikke selv pengene, men så kom hjælpen fra uventet kant, nemlig fra en indvandrer fra Iran. Det var Anousheh Ansari, som vi allerede har mødt som rumturist. Da hun ankom til USA i 1984, talte hun ikke et ord engelsk, men hun havde allerede da drømmen om at blive astronaut.

Hun læste til ingeniør og mødte her sin kommende mand Hamid Ansari. Sammen med Hamids bror Amir grundlagde de Telecom Technologies Inc. Det var Ansari-familien, der leverede pengene til prisen, som senere blev omdøbt til Ansari X-prize.

Der var mange deltagere. I alt 26 hold søgte at vinde prisen, men ét hold skilte sig hurtigt ud. Det var firmaet Scaled Composite ledet af den berømte flykonstruktør Burt Rutan. Den 4. oktober 2004, præcis 47 år efter opsendelsen af Sputnik 1, nåede piloten Brian Binnie en højde på 112 km i rumskibet Spaceship One.

Burt Rutan blev hermed den første til at vinde prisen på de 10 millioner dollar, som var halvdelen af de 20 millioner dollar, medgrundlæggeren af Microsoft Poul Allen havde skudt i projektet.

Virgin Galactic kan tilbyde vægtløshed i cirka fem minutter

Nu begyndte der at komme fart i tingene. En af dem, der havde fulgt rekordflyvningen, var den farverige engelske iværksætter og forretningsmand Richard Branson, manden bag Virgin Airlines. Bare to dage efter rekorden investerede han 100 millioner dollar i at bygge en efterfølger til Spaceship One, nu med plads til to piloter og seks passagerer.

Han dannede også et nyt selskab, Virgin Galactic, som skulle sælge pladser på det nye rumskib. Det, Virgin Galactic kan tilbyde, er en kortvarig flyvning til en højde på mindst 110 km, hvor man kan være vægtløs i omkring fem minutter. Prisen for en billet blev i april 2013 hævet fra 200.000 til 250.000 dollar.

En anden udvikling var etableringen af Space Adventures, som formidlede kontakten med Rusland og åbnede mulighed for, at turister kunne komme op med det gamle og meget gennemprøvede Sojuz-rumskib.

De to måder for rumturisme er finansieret af investorer

Space Adventures blev dannet i 1998 af Eric C. Anderson og Peter Diamandis, som jo allerede havde indstiftet Ansari X-prize. Som verdens eneste rumrejsebureau har Space Adventures sendt mennesker ud i rummet – men det er til priser på 20-30 millioner dollar for en billet. Til gengæld får kunden et ophold på 810 dage om bord på rumstationen ISS.

Peter Diamandis og Eric Anderson kan åbenbart ikke få nok af rummet. I 2012 etablerede selskabet sammen med en række milliardærer virksomheden Planetary Resources, som er en af de to virksomheder, der vil søge at udvinde mineraler fra asteroider.

Virgin Galactic og Space Adventures angiver de to måder, hvorpå man for tiden kan drive rumturisme. Begge er produkter af New Space, og begge er helt privat finansieret af nogle meget velhavende investorer.

Virgin Galactic

Virgin Galactic er meget forenklet sagt 'rumfart for folket'. Rumturen er meget kort, men man opnår at se himlen gå fra blå til helt sort og at se Jordens runding.

Planen er, at den nuværende pris på 250.000 dollar efter de første 1.000 passagerer vil kunne sænkes så meget, at en rejse ud i rummet også bliver en mulighed for, hvad man kunne kalde den mere velstillede del af middelklassen.

På den anden side har det vist sig, at prisen for at bygge de nye rumskibe i 2011 blev vurderet til 400 millioner dollar mod den oprindelige vurdering på 108 millioner dollar. Så endnu er det nok ikke klogt at satse for meget på et billigt tilbud.

Træningen bliver overkommelig, så ældre mennesker også kan få drømmen opfyldt

De nye rumskibe har den fælles typebetegnelse Spaceship Two, og planen er at bygge fem rumskibe. De har hver deres navn. Det første rumskib fik navnet VSS Enterprise, hvor VSS står for Virgin Space Ship.

Træningen bliver overkommelig. Det kræver ikke den store fysik at være passager hos Virgin Galactic, så håbet er, at også ældre mennesker, der har sparet op gennem mange år, kan få deres livs drøm opfyldt. På langt sigt er målgruppen 18 til (næsten) 90 år.

Træningen – eller forberedelsen – vil kun vare tre dage. Den vil foregå på den nye og private rumhavn Spaceport America i New Mexico. Her bliver man orienteret om, hvordan flyvningen vil foregå. En meget vigtig del af forberedelsen vil være en flyvning med det store fly WhiteKnight Two.

Dette fly skal på selve rejsen løfte rumskibet op til en højde af 15 km, hvorfra turen ud i rummet tager sin begyndelse.

Passagererne skal lære nødprocedurer, og hvordan man bedst udnytter de 5 minutter

Træningen omfatter også en simulering af den ekstra tyngdekraft, man kommer til at opleve, når rumskibets raketmotor starter og på bare 70 sekunder sætter farten op til 4.200 km i timen. Det bliver også simuleret, hvordan rumskibet reagerer, når de specielle vinger, som bruges ved landingen, foldes ud.

Passagererne skal lære nødprocedurer og naturligvis også lære, hvordan man får mest muligt ud af de fem minutters vægtløshed, hvor man kan svæve omkring i kabinen. Vigtigst af alt: De skal omhyggeligt opdrages til at vende tilbage til deres sæder, når vægtløsheden ophører, og tilbageturen til Jorden begynder.

Virgin Galactic er også indstillet på, at folk har vidt forskellige ønsker om, hvad de gerne vil have ud af deres fem minutter i rummet. Cheftræneren er Beth Moses, der kommer fra et lignende job hos NASA, og hun siger:

»Nogle vil være interesserede i at slå kolbøtter, andre ønsker en åndelig oplevelse. Nogle vil finde retningen mod Mekka, mens andre bare ønsker det perfekte foto af sig selv med rummet som baggrund. Der er også dem, der bare vil være sikre på, at de kan tweete fra rummet.«

Landingsvingerne blev foldet ud for tidligt

Men det er klogt at væbne sig med tålmodighed, for Virgin Galactic blev den 31. oktober 2014 ramt af en tragisk ulykke, der kostede den ene pilot livet, mens den anden blev hårdt såret. Ulykken skete under en prøveflyvning, hvor rumskibet VSS Enterprise efter en lang pause skulle afprøve raketmotoren med et nyt brændstof.

Rumskibet blev fløjet op til den planlagte højde på 15 km og så frigjort. Raketmotoren blev tændt, men to sekunder senere blev rumskibet splittet ad i luften. En senere undersøgelse viste, at raketmotoren virkede som den skulle, og at årsagen til ulykken var, at landingsvingerne blev foldet ud for tidligt – måske som følge af en pilotfejl.

Ulykken skete i en højde på 17 km, da farten var 1.500 km i timen. Resterne af flyet blev spredt ud over et 50 km stort område i Mojaveørkenen i Californien.

Flyet Lynx kan medføre en pilot og en passager

Et nyt rumskib, VSS Voyager, er nu ved at blive bygget. Nye prøveflyvninger bliver nødvendige, så de første rumture med passagerer kommer nok ikke før tidligst i 2017.

Der findes dog en anden mulighed i det mindre firma XCor i Californien. Det tilbyder en endnu kortere rumtur end selv Virgin, men til en lavere pris. Tanken er at bruge et lille raketdrevet fly, der både kan starte og lande fra en lufthavn.

Flyet hedder Lynx og kan medføre en pilot og en passager. Pladsen er som i et jagerfly, så der er ikke noget med at svæve omkring. Der vil blive tilbudt billigrejser til en højde på 60 km og flyvninger til over de afgørende 100 km.

Men årene går, og det er svært at få en klar ide om, hvornår XCor er parat til at sende den første passager op. Efterhånden bliver man skeptisk over at læse, at flyvningerne er lige om hjørnet – for det har de faktisk været i adskillige år.

Space Adventures

Går man ind på Space Adventures' hjemmeside, kan man se, at de tilbyder et stort udvalg af muligheder for rumturister – lige fra de meget billige tilbud, som næsten alle har råd til, og til det helt dyre, en flyvning rundt om Månen for 100 millioner dollar. Listen af tilbud omfatter forskellige oplevelser som

• Opleve vægtløshed
• Overvære en opsendelse
• Træning til rumrejser
• Et hop ud i rummet, kaldet suborbital space flight
• Et besøg på rumstationen ISS
• En rumvandring
• En tur rundt om Månen.

Oplevelsen af vægtløshed er det billigste tilbud til ca. 5.000 dollar. Det foregår i USA med et specialindrettet fly af typen Boeing 727-200. Flyet går ind i en parabelbue, hvor man kan opleve op til 20 sekunders vægtløshed.

Astronauter træner vægtløshed på denne måde, og det er ikke uden grund, at NASAs fly går under navnet 'Vomit Comet'. Ved gentagne parabler kan man nemlig blive ret så rumsyg.

Bajkonur rummer mange minder om rummet

En opsendelse kan man opleve i Bajkonur, når et Sojuz-rumskib sendes op.

Bajkonur ligger i Kasakhstan midt ude i en ørken, nordøst for Aralsøen, og den rumhavn står foran at blive nedlagt og erstattet af en ny i den østlige del af Sibirien. Bajkonur rummer mange minder helt fra den første Sputnik til det første menneske i rummet, Jurij Gagarin.

I Stjernebyen uden for Moskva kan man opleve den træning, kosmonauterne skal igennem før en opsendelse. Der er forskellige priser, afhængigt af hvor meget af træningen, man ønsker at deltage i. En mulighed er at lære at flyve Sojuz-rumskibet, en anden at træne til en rumvandring.

Fra Jorden ud i rummet

Suborbitale flyvninger, som er et hurtigt smut op i 100 kilometers højde, er kommercielt på et meget tidligt stadium. Der er stor usikkerhed om, hvilke rumskibe der skal bruges, og hvornår flyvningerne reelt kan finde sted.

Så er der noget mere realitet i muligheden for at besøge rumstationen ISS. Siden 2001 har Space Adventures fået opsendt 7 turister til ISS, og en af dem har fløjet to gange. Prisen for en 10-dages tur ligger nu omkring 30 millioner dollar.

For at komme på en sådan flyvning skal turisten bestå flere helbredsundersøgelser og være villig til at lære russisk, fordi hele uddannelsen foregår på russisk. Træningen varer seks måneder og omfatter bl.a. at kunne klare en nødlanding.

Russerne ser også deres kandidater an, og nogle er blevet kasseret 'af medicinske årsager'. Det er nok ikke helt forkert at gætte på, at årsagen nogle gange kan være, at russerne ikke er helt trygge ved kandidaten.

Det ultimative tilbud: En tur rundt om Månen

Rumstationen ISS er ingen legeplads, og den fungerer kun, hvis alle om bord har en stærk disciplin og ved, hvad de gør. Den japanske forretningsmand Daisuke Enomoto har anlagt sag mod Space Adventures, fordi han blev kasseret af russerne efter at have betalt 21 millioner dollar og uden at få penge tilbage.

Som et nyt tilbud kan man komme på rumvandring i forbindelse med turen til ISS. For at få lov til at komme på rumvandring kræves en ekstra måneds træning plus 15 millioner dollar ekstra. Rumvandringen varer halvanden time, som svarer til en tur rundt om Jorden, og opholdet på ISS forlænges fra 10 til 16 dage.

For en pris på 100-200 millioner dollar har Space Adventures det ultimative tilbud: En tur rundt om Månen.

Bigelow og hoteller i rummet

I det lange løb er ISS uegnet til at modtage turister. Det er en forskningsstation, hvor turisten skal bevæge sig med stor varsomhed for ikke at ødelægge noget – og ikke forstyrre astronauter på arbejde. Derfor er det ikke så mærkeligt, at New Space også har kig på muligheden for at opsende ægte rumhoteller.

Her er navnet Robert Bigelow, som – efter at have tjent en formue på at eje en hotelkæde – investerede en stor del af sine penge i firmaet Bigelow Aerospace, der har hovedkvarter nær Las Vegas i delstaten Nevada.

Bigelow er en af de centrale aktører i New Space, men han har valgt at gå sin helt egen vej. I stedet for at bygge raketter og rumskibe bygger hans virksomhed moduler til at sende ud i rummet. Det skyldes, at Bigelow har fundet på noget virkelig smart med sin ide om oppustelige moduler.

Bigelow er parat til at tage det næste skridt

Rumstationer som ISS er opbygget af moduler, hvis størrelse er begrænset af, at de enten skulle sidde på toppen af en raket eller være i rumfærgens lastrum. Rumfærgens lastrum var 18 meter langt og 4,5 meter i diameter, så ISS er opbygget af nogle forholdsvis store moduler.

Men når man skal opholde sig på ISS i måneder, kan man næsten ikke få plads nok. På mange måder minder et modul i ISS om det indre af en ubåd. Der er instrumenter og computere alle vegne, og sovepladserne er, for nu at sige det pænt, beskedne.

Engang i 1990'erne eksperimenterede NASA med oppustelige moduler, men det blev opgivet af økonomiske grunde. Bigelow købte teknikken af NASA og har gennem årene brugt nok over 200 millioner dollar af egne penge på at videreudvikle teknikken.

Bigelow har allerede fået opsendt to små moduler kaldet Genesis 1 og 2 med russiske raketter for at afprøve konstruktionen. De kredser stadig om Jorden og fungerer fint, og nu er Bigelow parat til at tage de næste skridt.

Vejen skal banes for hoteller i rummet

NASA har efterhånden opdaget, at oppustelige moduler måske ville være en god ide på ISS, så et lille prøvemodul kaldet BEAM skal nu monteres på ISS. Det skal opsendes af en af de andre aktører i New Space, nemlig SpaceX.

Bigelows ambitioner standser ikke her. Han ser frem til et modul ved navn BA 330 med et rumfang på 330 kubikmeter. Det skal sammenlignes med, at det totale rumfang af alle modulerne på ISS er 916 kubikmeter, men at det beboelige område kun er på 388 kubikmeter. Med bare tre BA 330-moduler kan man få en rumstation større end ISS.

Efterfølgeren for BA 330 bliver et modul med et rumfang på 2.100 kubikmeter. Da modulerne er foldet sammen ved opsendelsen, kan de opsendes med raketter som Atlas 5 eller Falcon 9 Heavy – og dermed er vejen banet for hoteller i rummet.

Oppustelige moduler nedsætter prisen for at bygge en stor rumstation

Bigelow forudser rumhoteller baseret på disse store moduler med masser af plads og utrolige muligheder for at svæve omkring på en måde, man slet ikke kan på ISS.

Planerne er på nuværende tidspunkt en smule vage, men det er muligt, at Bigelow vil gå sammen med SpaceX eller Boeing om at få opsendt turister og astronauter til et rumhotel.

For Bigelow er rumturisme dog kun en af flere muligheder. Ved at bruge oppustelige moduler nedsættes prisen for at bygge selv en ret stor rumstation, og Bigelow kunne godt tænke sig at bygge rumstationer for lande, der måske synes, at ISS er for dyr, for bureaukratisk eller politisk uacceptabel.

Flere lande har vist interesse, deriblandt Sverige, Australien, Singapore og emiratet Dubai. Og i princippet kunne man jo landsætte et oppusteligt modul på Månen, som udgør begyndelsen på en månebase.

Turister på Månen?

Der drømmes allerede om turistrejser til Månen, men det har i virkelighedens verden lange udsigter. Det har i høj grad noget at gøre med det ΔV, der kræves for at gennemføre en landing og derefter vende tilbage til Jorden. I meget runde tal har vi for ΔV kravene:

Medmindre vi en dag lærer at tanke op på Månen, vil det at lande på Månen og derefter vende tilbage til Jorden være tæt på grænsen af, hvad vi kan opnå med kemiske raketter. Derfor vil månebaser i en overskuelig fremtid være noget, som kun regeringer har råd til. Og så bliver det forskningsbaser med lille eller ingen plads til turister.

Der skal ikke plantes fodspor oven i Armstrongs og Aldrins

Turisterne kommer først, når vi har en industri på Månen, der producerer brændstof til hjemrejsen. Det er ikke umuligt, men heller ikke noget, vi kan forvente de første mange år. Allerede nu er det sikkert let at forestille sig turisternes to største ønsker:

Det første ønske vil være at sætte foden et sted på Månen, hvor intet menneske har været før. Det ønske vil de kommende mange, mange år være let at opfylde, da Månen har et overfladeareal på 38 millioner kvadratkilometer.

Det er ganske vist mindre end Asiens areal på 44,5 millioner kvadratkilometer, men de næste par hundrede år vil kun de færreste steder på Månen have haft besøg af mennesker.

Månevandringer vil dog være farligere end både skisport og bjergbestigninger, så der skal altid være en astronaut med som guide. Bare tænk på følgerne, hvis man farer vild i det meget ensartede månelandskab med store sten og kratere – og iltmåleren på rumdragten hurtigt nærmer sig nul.

Det andet ønske kræver næsten et månepoliti. Den største seværdighed på Månen vil sikkert være de steder, hvor Apolloastronauterne landede i årene 1969-72. Mest efterspurgt vil være Tranquility Base, hvor Apollo 11 landede i juli 1969.

Armstrongs og Aldrins fodspor er der stadig, og en helt utilgivelig forbrydelse vil være at plante sine egne fodspor oven i astronauternes. Enten skal hele området hegnes ind, eller også skal der være en permanent vagt – og ingen af delene er der mulighed for i en overskuelig fremtid.

Rumturismens grænser

Der er naturligvis grænser for rumturismen. For selv om noget er teoretisk muligt, sætter økonomien og ikke mindst turisternes helbred nogle grænser.

Således vil det være en utrolig oplevelse at stå på Jupiters måne Io og se svovlvulkanerne slynge gasser som svovldioxid og aske mange hundrede kilometer op – for så bagefter at se, at gasserne falder ned igen som sne af frossen svovldioxid. Det er ikke mange steder, man kan opleve et snevejr på en klode uden atmosfære.

En smuk, men helt umulig drøm, for Io befinder sig dybt inde i Jupiters strålingsbælter, og det betyder, at man ville dø af strålingen efter ganske få minutters ophold.

Der er mange fantastiske steder i solsystemet, vi aldrig kommer til at besøge. Men måske bliver det slet ikke så stort et problem, fordi fremtidens rumsonder vil give os stadig bedre muligheder for at opleve andre verdener gennem Virtual Reality.

Tilbage til Jorden

De fleste af Space Adventures tilbud ligger jo nok uden for, hvad de fleste mennesker har råd til at betale, men der er heldigvis helt andre muligheder for de ruminteresserede. En af dem befinder sig i det nordlige Norge. Det er en Space Camp for unge mellem 17 og 20 år.

Opholdet varer en uge og finder sted i Norges egen lille rumhavn, Andøya, hvorfra der opsendes små raketter til at udforske den øvre atmosfære og nordlys.

Deltagerne kommer til at planlægge og gennemføre en opsendelse af en sådan lille raket. Raketopsendelser er holdarbejde, og man opdeles i fem hold, der tager sig af hver sin lille del.

Et hold er således på selve raketten og et andet hold på instrumenterne, der skal med. Desuden er der forelæsninger om rumfartens fysik, nordlys, hvad der foregår på CERN og mange andre emner.

Kravene er meget rimelige: Man skal beherske engelsk fuldstændigt og have et godt greb om fysik og matematik. Der er kun 24 pladser om året, så der vælges blandt ansøgerne. Der er mulighed for at søge legater.

Desuden findes der en stor Space Camp i Alabama i USA, hvor også voksne og familier kan deltage. Men der er Space Camps mange steder: Florida, Californien, Japan, Belgien og Tyrkiet. Den Belgiske Space Camp ligger nær hovedvej E411 sydøst for Bruxelles.

Indtil nu har den eneste vej ud i rummet for turister været det russiske Sojuz-rumskib, som her ses koblet til rumstationen ISS. (Foto: ESA)

Udover ekstremt dyre ture til ISS arrangerer Space Adventures også billigere rejser, hvor man bliver her på Jorden, men alligevel kan få en fornemmelse af, hvordan en tur i rummet føles – blandt andet ved at træne på samme måde som astronauterne. De træner til rumvandringer i et stort svømmebassin iført rumdragter. Det er det nærmeste, vi kan komme på at simulere vægtløshed her på Jorden – bortset fra de fly, hvor man kan opleve ægte vægtløshed i op til 20 sekunder af gangen. (Foto: Space Adventures)

1 / 2