Vi oplever uforskammethed og uhøflighed hele tiden. Opførsler lige fra simple fornærmelser og skødesløse bemærkninger til bevidst at ekskludere andre fra grupper er i høj grad tolereret i vores hverdag og på arbejdspladsen. Spørgsmålet er, hvilken effekt den slags opførsel har på os?
Det er ret åbenlyst at højintens negativ opførsel som overgreb, aggression og vold er skadelig. Men hvad kan det skade 'bare' at være uforskammet og uhøflig?
En voksende mængde forskning indeholder overbevisende evidens for, at når man oplever uforskammethed, og selv hvis man blot overværer uforskammethed, kan det have en overraskende skadelig effekt på præstation, kreativitet og endda hjælpsomhed. Det slutter dog ikke nødvendigvis dér.
Hvad hvis uforskammethed faktisk er smitsomt? Det ville betyde, at uforskammethed ikke nødvendigvis kun skader dem, der oplever eller overværer det, men også har sekundære effekter. Personer, der har oplevet uforskammet opførsel fra andre, er nu selv 'inficeret' med uforskammethed og vil være uforskammede over for de næste personer, de interagerer med.
Kan uforskammethed virkelig gives videre?
For at udforske dette fænomen har mine kollegaer og jeg ved University of Florida (Andrew Woolum og Amir Erez) foretaget en undersøgelse for at finde ud af, om uforskammethed kan smitte fra én person til en anden.
Over en syv ugers periode deltog testdeltagerne (studerende i et forhandlingsfag) i 11 forhandlingsøvelser med forskellige partnere.
Efter hver forhandling havde deltagerne mulighed for at bedømme, hvor uforskammet deres forhandlingspartner havde opført sig. Strukturen i denne øvelse tillod os at udforske, hvordan uforskammethed kunne være smitsomt ved at undersøge, hvordan uforskammetheden oplevet i én forhandling påvirkede uforskammet adfærd i den næste forhandling.
Vi instruerede ikke deltagerne i at være uforskammede; vi målte blot den normale uforskammethed, der var tilstede i forhandlingssituationen.
Uforskammethed smitter - i helt op til syv dage
Vi fandt ud af, at uforskammethed faktisk ér smitsomt. Hvis forhandlerne følte, at deres forhandlingspartner var uforskammet, ville deres nye partner i den næste forhandling til gengæld opfatte dem som uforskammede.
Et andet overraskende fund var, hvor længe effekten varede. Nogle forhandlinger fandt sted efter hinanden, og andre fandt sted med op til syv dages mellemrum. Vi fandt ud af, at tiden mellem forhandlingerne ikke så ud til at betyde noget.
Selv hvis der var en uge i mellem forhandlingerne, ville uforskammetheden oplevet i den tidligere forhandling stadig medføre, at deltagerne var uforskammede i deres næste forhandling.
Hvorfor uforskammethed spredes fra én person til en anden
Tidligere forskning har vist, at både følelser og opførsel kan være socialt smitsomt.
Når folk omkring dig for eksempel er glade, er det sandsynligt, at du også vil begynde at føle dig glad. På samme måde begynder du ofte at trippe med fødderne eller lægge armene over kors, når folk omkring dig gør det. Men eftersom disse effekter ofte er beskrevet som simpel underbevidst efterligning, kan de næppe beskrive, hvorfor uforskammethed kan gøre os mere uforskammede. Så hvordan sker det?
For at håndtere dette spørgsmål, undersøgte vi, om en proces optrædende i den underbevidste del af hjernen var ansvarlig. Når vi oplever social stimuli (som en samtale med en kollega), kan de aktivere koncepter dybt i den underbevidste del af vores hjerner.

Et koncept kunne være alting. Vi har et koncept for vrede, glæde, bedrøvelse, magt og, selvfølgelig, uforskammethed. Aktiveringen af koncepter er automatisk – i den betydning at vi ikke er bevidste om, at det sker. Og når koncepterne er aktiverede, ændrer det den måde vi opfatter verden en lille smule.
At se et glad ansigt kan for eksempel aktivere konceptet glæde, der lader os opfatte fremtidig stimuli som mere glædelig. Endvidere har forskerne fundet, at når folk skriver et kort stykke tekst om magt, der kan aktivere magtkonceptet, leder det folk til at føle sig mere magtfulde.
Så hvis uforskammethedskonceptet er aktiveret, får det os til at opfatte stimuli en smule mere uforskammet. Og det er, hvad vi fandt ud af i to eksperimentelle studier. Når folk oplevede (eller overværede) uforskammethed, lagde de mere mærke til uforskammethed i deres omgivelser.
Dette gjorde dem mere tilbøjelige til at opfatte ting som uforskammede, og denne opfattelse af uforskammethed resulterede i, at de svarede igen med uforskammethed.
Forestil dig for eksempel, at nogen går forbi dig og siger »Hej, pæne sko!«. Du tolker det måske som et kompliment, eller du tolker det måske som en fornærmelse – det er lidt svært at sige, og din hjerne er nødt til at beslutte sig.
Altså, når du for nyligt har oplevet uforskammethed, er du mere tilbøjelig til at opfatte den kommentar som uforskammet, selv hvis den ikke var ment sådan. Dernæst vil du reagere på den opfattede uforskammethed med mere uforskammethed.
Det, der er uhyggeligt ved denne effekt, er, at det er en automatisk proces – det foregår i en del af din hjerne, som du ikke er opmærksom på, ikke kan stoppe og ikke kan kontrollere. Så du vil ikke nødvendigvis være opmærksom på, at grunden, til at du (mis)forstod kommentaren »pæne sko«, er, at du tidligere oplevede uforskammethed. Det betyder også, at du ikke kan nedtone processen.
Bare lad være med at være uforskammet
Disse beviser for, at uforskammethed er smitsomt, understreger virkelig, hvor skadelig denne opførsel kan være, særligt i organisatoriske omgivelser.
Selvom tidligere resultater viser, at uforskammethed kan være skadelig for præstation, kreativitet og hjælpsomhed, viser denne forskning, at effekterne ikke er begrænset til deltagerne af den uforskammede interaktion.
På denne måde kan uforskammethed spredes som en virus, hvor den ikke kun skader præstationen hos dem, der oplever den, men også gør dem til smittebærere, der er tilbøjelige til at sende smitten videre til dem, de interagerer med næste gang.
Det betyder, at vi måske er nødt til at genoverveje hvilken opførsel, der er acceptabel på arbejdspladsen. Opførsel som aggression, overgreb og vold er ikke tolereret på arbejdspladsen, men nogle gange er uforskammethed, omend stiltiende, accepteret. Op til 98 procent af medarbejdere beretter, at de har oplevet uforskammethed på arbejdspladsen, og 50 procent siger, de oplever det ugentligt.
Så bare vær venlig.
Trevor Foulk arbejder ikke for, konsulterer, har anpart i eller modtager støtte fra nogle firmaer eller organisationer, der kunne have udbytte af denne artikel og har ikke nogen relevant tilknytning ud over den akademiske tilknytning beskrevet ovenfor. Denne er artikel er oprindeligt publiceret hos the Conversation.
Oversat af Josephine Søgaard Andersen![]()
\ Kilder
- 'Memetics & Social Contagion: Two Sides of the Same Coin?'
- Contagious Happiness
- The price of incivility
- 'Catching Rudeness Is Like Catching a Cold: The Contagion Effects of Low-Intensity Negative Behaviors.' Journal of Applied Psychology 2015. DOI: 10.1037/apl0000037
- 'The Happier One Is, the More Creative One Becomes'. PSYCH 2015. DOI: 10.4236/psych.2015.63019
- 'Positive Emotional Priming of Facial Affect Perception in Females is Diminished by Chemosensory Anxiety Signals'. Chem. Senses 2004. DOI: 10.1093/chemse/bjh245
- 'From Power to Action'. Journal of Personality and Social Psychology 2003. DOI: 10.1037/0022-3514.85.3.453
- 'Does Rudeness Really Matter? The Effects of Rudeness on Task Performance and Helpfulness'. Academy of Management Journal 2007. DOI: 10.2307/AMJ.2007.20159919
- 'Overlooked but not untouched: How rudeness reduces onlookers’ performance on routine and creative tasks'. Organizational Behavior and Human Decision Processes 2009. DOI: 10.1016/j.obhdp.2009.01.003

































