KORT NYT FRA UDLANDET
Når du tager cyklen på arbejde eller bruger din ferie gennem Danmark med cyklen som transportmiddel, er det en rigtig dårlig idé at i din iver at træde alt for hårdt i pedalerne. En gruppe forskere har nemlig fundet ud af, at tramper du for hurtigt i pedalerne, bruger du mere energi, end du behøver, skriver Sciencemag.org.
Rådet til cyklisterne kommer af et studie, hvor forskerne studerede ti mænd i forskellige aldre, mens mændene cyklede på en træningscykel. På baggrund af 16 målinger per forsøgsperson udviklede forskerne en ligning, der skulle beskrive, hvordan man får mest ud af at cykle. Det viste sig, at når forsøgspersonerne virkelig trådte til, brugte de det meste af deres energi på bare at bevæge benene i cirkler.
Den danske idrætsforsker Ernst Hansen fra Aalborg Universitet, som ikke har været involveret i studiet, mener, at det giver god mening at se på, hvor meget der bliver trådt i pedalerne, når man beskriver, hvordan man får mest muligt ud af at cykle, skriver Sciencemag.org. Han gør dog opmærksom på, at ligningen er forsimplet, fordi der ikke er taget højde for en række individuelle forskelle mellem forsøgspersonerne.
Resultaterne gælder ikke elitecyklister, og forskerne er ikke enige om, hvorfor det er bedre for fritidscyklisterne at træde langsommere i pedalerne. Forskerne bag studiet forklarer det dog ved en opdeling i ‘internt arbejde’, som er de kræfter cyklisten bruger på at bevæge benene, og ‘eksternt arbejde’, som får cyklen fremad.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Physiological Reports.
Læs også:
Hvorfor er der altid modvind på cykelstierne?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbl