I mange år har vi set robot-prototyper, som ligner mennesker: Robotter, der kan tale, gå og løfte. Det er fascinerende, men projekterne er på pilotstadiet og bliver brugt til at demonstrere teknologi.
Er noget under opsejling på området?
Flere virksomheder arbejder nu på at skabe menneskelignende robotter, som de kan sælge.
Den norske virksomhed 1X har allerede kommercialiseret robotten EVE, som arbejder med sikkerhed.
»Vi er ikke så langt fra robotteknologiens ChatGPT-moment,« siger Bernt Øivind Børnich, som er administrerende direktør for 1X.
Én robot, mange opgaver
En stor del produktionsarbejde er allerede automatiseret med maskiner. Et af argumenterne for at skabe menneskelignende robotter er, at de i teorien kan mange af de samme ting som mennesker.
I stedet for at bygge mange forskellige specialiserede robotter, kan man bygge 'humanoider' – menneskelignende robotter – der kan lære at udføre mange forskellige opgaver i et miljø, der er tilpasset os.
Det er tydeligt, at humanoide robotter trender, siger Kai Olav Ellefsen, som er lektor ved Universitetet i Oslo og med i en forskningsgruppe for robotteknologi og intelligente systemer.
\ Læs også
»Jeg tror, mange har indset, at den teknologi, der skal til for at skabe en menneskelignende robot, er begyndt at falde på plads. Det kan være tæt på at blive et brugbart produkt.«
Måske kan det sammenlignes med dengang, smartphones dukkede op.
»Meget af teknologien var klar, som touchskærme, batterier og andet. Da Apple producerede en smartphone, røg mange med på bølgen. Måske er vi lidt på samme sted nu med humanoide robotter.«

Samarbejder med OpenAI
Investorerne har hældt mange penge i lovende virksomheder.
Virksomheden Figure, som blev grundlagt i 2022, har allerede en avanceret robot at vise frem. Målet er at bygge en robot, der ved hjælp af kunstig intelligens kan overtage farlige og uønskede jobs for mennesker.
I februar investerede blandt andre Jeff Bezos, Nvidia og Microsoft omtrent 4,6 milliarder kroner i virksomheden. Figure har også indgået et samarbejde med OpenAI, som står bag ChatGPT.
Norske 1X har også taget OpenAI til sig.
»Starten på en ny tid«
Figure's samarbejde med OpenAI ser ud til at bære frugt. En ny video lanceret i marts imponerede flere eksperter.
I demonstrationen ser vi robotten Figure 01 udføre opgaver baseret på verbale beskeder og redegøre for sine valg.
Den måde, robotten taler og bevæger sig i den korte demonstration, fremstår overraskende menneskelig.
»Koblingen mellem robotteknologi og kunstig intelligens er indlysende, men ikke så let. Det er enormt imponerende, hvad de har opnået,« siger Morten Goodwin, professor ved Universitetet i Agder i Norge og ekspert i kunstig intelligens.
»Jeg er sikker på, at det er starten på en ny tid, hvor robotter vil blive en hel del klogere, end vi har været vant til.«
Forventer et voksende marked
Goldman Sachs anslår, at det globale marked for humanoide robotter kan nå hele 38 milliarder dollars i 2035.
Det er en opjustering fra det tidligere estimat fra 2022 på 6 milliarder dollars.
Fremskridt inden for kunstig intelligens med store sprogmodeller er hovedårsagen til opjusteringen, skriver de. Der er også tegn på, at komponenter vil koste mindre end forventet.
I deres scenarie vil mere end 250.000 humanoide robotter blive leveret i 2030, de fleste til brug i industrien. De forventer, at de årlige leverancer vil stige til en million robotter på omkring et årti.
Elon Musk er med
Figure og 1X er ikke de eneste med store ambitioner.
Tesla arbejder på sin humanoide robot kaldet Optimus. Den skal kunne overtage farlige, repetitive eller kedelige opgaver.
Elon Musk tror, at det vil blive virksomhedens mest værdifulde aktiv.
»Som jeg har sagt før, så tror jeg, at Optimus vil være mere værdifuld end alt andet tilsammen,« sagde Elon Musk for nylig ifølge Business Insider.
Elon Musk mener, at Optimus vil udføre nyttige opgaver inden året er omme, og at det vil blive muligt at købe robotten i slutningen af næste år. Han tilføjer dog, at det kun er gæt.
Se Optimus folde en T-shirt i videoen herunder.
Må ikke se ud som et menneske
Virksomheden Agility Robotics har skabt robotten Digit. Den ligner et menneske, men har ben som en græshoppe. Robotten er designet til at arbejde på et lager eller i produktionen sammen med mennesker.
Digit bliver testet i varehuse hos Amazon.
»Det, der sker nu, er utrolig spændende,« siger Evi Zouganeli, som er professor ved det norske universitet Oslomet og forsker i krydsfeltet mellem kunstig intelligens og robotteknologi.
»Det er en spændende og virkelig imponerende udvikling i menneske-centriske robotter. Nu sker det hurtigt. Vi ser en udvikling, hvor flere vigtige byggesten efterhånden falder på plads.«
Evi Zouganeli foretrækker udtrykket 'menneske-centriske' robotter frem for 'humanoide' robotter.
»Selvom de ofte har to ben og to arme og kan forekomme lidt menneskelignende, er det ikke målet, men snarere at de skal kunne fungere i vores nære omgivelser, interagere med os og have som mål at assistere os. På sigt vil de forhåbentlig kunne klare de tunge, kedelige og farlige opgaver.«
»Det er ikke sikkert, at folk vil bryde sig om robotter, der ligner mennesker. Måske bør robotter ligne robotter, men opføre sig som velopdragne, pålidelige og venlige mennesker.«
Flere virksomheder konkurrerer på dette felt, siger Evi Zouganeli. Nogle ser ud til at være bedst til mobilitet og stabilitet, andre til styrke, nøjagtig manipulation og fingerfærdighed, andre til kommunikation og tænkning, siger forskeren.
Kan virke klogere, end de er
Evi Zouganeli påpeger samtidig, at robotterne vist i demonstrationer kan fremstå mere intelligente, end de er. Vi kan se en robot, der taler, opfatter, hvad der bliver sagt, og udfører en opgave, som i videoen af Figure 01.
»Men her er konteksten defineret og miljøet relativt enkelt – et bord med genstande, et menneske, der stiller spørgsmål og beder robotten om at gøre noget. Der sker ikke meget andet.«
»Robotten ville næppe klare sig lige så godt i et ikke-kontrolleret og ustruktureret miljø, hvor konteksten er ukendt og kompleks. Robotter har endnu ikke en helhedsopfattelse af hverdagssituationer, de opfatter ikke, hvad der foregår, hensigten, som mennesker omkring dem har, tilsigtede og utilsigtede konsekvenser og så videre.«
Hvis robotterne virkelig skal være til gavn, bør de kunne udføre komplekse opgaver og fungere pålideligt i et ustruktureret miljø, såsom ude på gaden eller i et privat hjem, siger Evi Zouganeli.
»Så skal de kunne opfatte kontekst, have en tilstrækkelig nuanceret opfattelse af menneskelige og materielle værdier, en vis risikoforståelse og kunne overskue konsekvenser,« siger Evi Zouganeli.
»Vi er der ikke endnu, men vi bevæger os hele tiden fremad.«
De fleste virksomheder sigter først mod at skabe robotter til miljøer, der er rutineprægede.
Hvor er alle de selvkørende biler?
Smarte og autonome humanoide robotter vil i teorien kunne bidrage med arbejdskraft, hvor der er mangel, hjælpe ældre med huslige opgaver eller fungere som assistent.
Men ikke alle er enige i, at teknologien er klar endnu.
»Mange har på det seneste investeret i virksomheder, der arbejder med menneskelignende robotter. Men der er stadig nogle, der er skeptiske, og som mener, at vi har langt igen,« siger Kai Olav Ellefsen.
Apple satser i stedet på en lille, hjulbaseret sag, der kan følge dig rundt i huset, siger Kai Olav Ellefsen, som tilføjer:
»Det, der gør mig mest skeptisk, er, at vi så den samme hype for selvkørende biler for 10 år siden.«
»Vi troede længe, at selvkørende biler var tæt på at blive robuste nok til alle slags situationer, men vi er ikke nået dertil endnu. At træne en selvkørende bil minder meget om at træne en hjemmerobot.«
Skal testes af bilproducenter
Hvis robotter ikke kan køre biler, kan de måske være med til at lave dem.
Firmaet Apptronik har indgået en aftale med Mercedes-Benz. Bilproducenten skal teste Apollo-robotten.
Apollo vil blandt andet levere dele til folk, der arbejder i produktionslinjen, ifølge The Verge.
En anden spiller på banen er Boston Dynamics, som gennem årene har imponeret med deres ekstremt atletiske robotter.
En ny version af Atlas-robotten vil blive testet hos Hyundai, annoncerede Boston Dynamics i april.
Se en tidligere version af Atlas lave parkour i videoen nedenfor.
Kina satser også. Landets ministerium for industri og informationsteknologi sigter mod at masseproducere humanoide robotter inden 2025, ifølge South China Morning Post.
Se flere humanoide robotter, der er aktive på en liste fra nyhedsportalen Built In.
Tror robotterne kommer
Flere fagfolk, mener, at der vil være menneskelignende robotter, der udfører et arbejde i samfundet, om ikke så mange år.
I en podcast fra begyndelsen af 2023 forudsagde Morten Goodwin, at assistentrobotter kommer inden for fem år, altså i 2028.
Assistentrobotter arbejder selvstændigt, det vil sige, de styrer sig selv, og de kan udføre simple opgaver efter instruktioner fra mennesker.
»Det betyder ikke, at vi vil have disse robotter overalt. Men at det er et produkt man kan købe. Det vil tage en del år, før det bliver almindeligt,« siger Morten Goodwin.
Går gradvist frem
Kai Olav Ellefsen tror også, at humanoide robotter vil blive sat i arbejde om nogle år.
En del af årsagen er ifølge Kai Olav Ellefsen, at mange af virksomhederne har en strategi om at gå gradvist frem. Robotterne skal først begynde at arbejde, hvor de har en god chance for succes.
Det er med opgaver, der er strukturerede og standardiserede, for eksempel i et varehus eller på en fabrik.
»Så går det videre derfra til et mere komplekst miljø, som et hospital, og til sidst ind i folks hjem. Her er der en høj grad af uforudsigelighed, og fejl kan få store konsekvenser.«
I ældreboliger og på plejehjem
Hvor hurtigt, udviklingen vil gå, afhænger af, i hvor høj grad de første robotter bliver taget i brug, mener Evi Zouganeli.
»Robotterne kommer til at koste meget til at begynde med. Det er en 'hønen eller ægget'-situation. Jo mere man bruger dem, desto billigere bliver de. Der vil så være plads til at udvikle mere avancerede versioner, der kan bruges til mere udfordrende opgaver i komplekse miljøer.«
»Vi kommer til at se sådanne menneske-centriske robotter inden for emballering, sortering, lagerarbejde og distribution, let industri og produktion inden længe.«
Efterhånden vil der nok komme flere anvendelser med specialiserede opgaver, for eksempel som kontor- eller hospitalsansatte, mener Evi Zouganeli, som slutter:
»På længere sigt kan vi måske også se robotassistenter som en fælles ressource i ældreboliger og på plejehjem.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
































