Forskere verden over arbejder på at knække koden til, hvordan vi kan udnytte samme form for energi, som driver Solen.
Den energiform går under navnet fusionsenergi, og nu melder en række forskere, at de har nået en milepæl i fusionsforskningen, skriver Phys.org.
Med 192 lasere og temperaturer, der er mere end tre gange varmere end Solens centrum, ramte forskerne - i det mindstei en brøkdel af et sekund - en vigtig milepæl på den lange vej mod fusionsenergi, lyder det i Phys.org.
Forskerne ved National Ignition Facility ved Lawrence Livermore National Lab i Californien var nemlig i stand til at udløse en fusionsreaktion, der kortvarigt holdt sig selv - en stor bedrift, fordi fusion kræver så høje temperaturer og tryk, at den let suser ud.
Det er en hel række af forskere, der står bag de nye fund, som er udgivet i fire forskellige studier i Nature.
Med de resultater, sammen med foreløbige resultater annonceret i august sidste år fra opfølgende eksperimenter, lyder meldingen, at forskerne er på tærsklen til et endnu større fremskridt: Tænding.
Det er, når brændstoffet kan fortsætte med at ‘brænde’ af sig selv og producere mere energi, end hvad der er nødvendigt for at udløse den første reaktion.
Til trods for de lovende resultater anerkender forskerne bag, at der endnu er lang vej, før fusionsenergi bliver en del af fremtidens energisystem. Du kan læse mere om resultaterne tilbage fra august i artiklen: Gennembrud for fusionsenergi: Hvad betyder det for udviklingen af 'uudtømmelig' energi?
\ Læs mere
Et dybere kig på vores fødevarer
Et dansk forskerhold vil nu undersøge de dybeste afkroge af vores fødevarer med en røngtenteknologi, der kaldes SAXS-metoden; Small Angle X-ray Scattering.
Ved hjælp af røntgenteknologien vil forskerne blandt andet udvikle fremtidens fødevarer, skriver Københavns Universitet.
»Når vi på nanoniveau kigger ind i strukturen og funktionen på maden, kan vi for eksempel bedre designe fødevarer, der nedbrydes på en måde, så vi optager flest mulige næringsstoffer. På den måde kan vi hjælpe til at forebygge fedme og forbedre sundheden,« siger Jacob Kirkensgaard, der er lektor på Institut for Fødevarevidenskab og Niels Bohr Institutet, i en pressemeddelelse.
Forskerne håber samtidig på, at teknologien kan få flere til at kaste sig over plantebaserede fødevarer:
»Vores viden om, hvordan komponenterne i mælk giver en særlig smag, mundfølelse og tekstur, kan vi bruge til forskning i plantebaserede proteiner,« vurderer Lilia Arhné, der er professor på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, i pressemeddelelsen.
»For hvis vi kan kortlægge præcis, hvad det er, der gør, at mælken giver os god næring, føles blød i munden og smager sødt og salt, kan vi kopiere de egenskaber til nye plantebaserede og mere klimavenlige produkter og på den måde få flere til at spise dem,« fortsætter hun.
\ Stort tema i gang

I en serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden, blandt andet ved hjælp af grøn energi.
Hvad siger videnskaben?
Du kan få gode råd til at redde verden i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan debattere måder at redde verden på.
Overskudsvarme bliver til elektricitet
Vi runder ugens opsamling af med at slå et smut forbi Penn State University i USA.
Her har forskerne udviklet en ny, fleksibel termoelektrisk generator, som kan vikles rundt om rør og andre varme overflader og på den måde omdanne spildvarme til elektricitet, skriver Penn State University i en pressemeddelelse.
Flere af de energisystemer, der driver vores livsstil, producerer nemlig spildvarme - som for eksempel varme, der kommer fra varmtvandsrør i bygninger.
Man kan blandt andet forestille sig, at teknologien kan bruges i et industrielt kraftværk, hvor der sidder lange rør, hvor noget af varmen bare fiser ud i atmosfæren, lyder det fra forskerne bag.
»Hvis du kan pakke disse enheder rundt om et så stort område, kan du generere kilowatt energi fra spildt varme, der normalt bare bliver smidt væk. Du kan konvertere kasseret varme til noget nyttigt,« siger en af forskerne bag den nye teknologi Shashank Priya, der er professor i materialekemi på Penn State University, i pressemeddelelsen
Resultaterne er netop udgivet i ACS Applied Materials & Interfaces.
\ Red Verden med Videnskab.dk
I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.
Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.
- Bør vi sætte alt ind på at begrænse overbefolkning?
- Virker det at købe CO2-aflad?
- Er cirkulær økonomi en løsning?
- Hvordan kan jeg handle anderledes i hverdagen?
- Og har verden overhovedet brug for at blive reddet?
Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?
Du kan få mange gode tips og råd i vores Red Verden-nyhedsbrev og i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.





























