Et samarbejde mellem forskere fra Microsoft Asia og Institute of Computing Technology fra Chinese Academy of Sciences har kastet et system af sig, som skal komme døve og hørehæmmede til gavn.
Computerprogrammet kan oversætte de fagter, der bruges i tegnsprog til tekst. Resultaterne blev præsenteret på Faculty Summit 2013, som er en årlig konference afholdt af Microsoft, hvor nye informationsteknologier præsenteres i et akademisk fællesskab.
Det virker måske banalt og mere eller mindre ligegyldigt at få et program til at oversætte tegnsprog til skrift, eftersom de døve eller hørehæmmede selv kan skrive.
Oversætter kropsbevægelser til skrift og tale
Selvfølgelig kan de selv skrive ned, hvad de gerne vil sige, men som de fleste andre mennesker, vil de hørehæmmede allerhelst udtrykke sig på deres eget sprog, som er tegnsproget.
Microsofts Kinect kan registrere bevægelser uden yderligere redskaber end kroppen, hvilket er en enorm fordel i forhold til andre forsøg på at lave programmer, der skal hjælpe med oversættelsen fra tegnsprog til skrift.
Nogle af de tidligere systemer kræver, at man bruger særlig handsker eller er afhængige af et webcam.
Begge dele har ifølge phys.org vist sig at være upraktiske.
Det ny-udviklede program til Kinect fungerer blandt i det, der kaldes ’Translation Mode’, hvor programmet oversætter hånd- og kropsbevægelser til tekst eller tale.
Du kan se, hvordan det ser ud i praksis i videoen i denne artikel.