I 1913 introducerede den amerikanske ingeniør og erhvervsmand Henry Ford (1863-1947) samlebåndet.
Nu kunne han fremstille en Ford T på blot 93 minutter, hvor det tidligere havde taget tolv timer.
Det betød, at Ford Motor Company steg fra at producere 14.000 biler om året i 1909 til 248.000 i 1914.
Samme år hævede virksomheden timelønnen fra 2,5 til 5 US dollars. Ford sagde selv, at fordoblingen var en form for overskudsdeling.
Det spillede givetvis også ind, at den højere løn var med til at sikre arbejdskraften ved samlebåndet.
Samlebåndet, der var en forretningsmæssig succes, skabte nemlig problemer i forhold til arbejdskraft, og der var ofte store problemer med at skaffe arbejdere til det ensformige samlebåndsarbejde.
Men den højere løn gav arbejderne mulighed for selv at købe Fords biler, ligesom prisen på en Ford T faldt fra 950 US dollars i 1910 til 214 US dollars i 1921.
Ford-virksomheden var udmærket klar over, at masseproduktion krævede masseforbrug.
Fords medarbejder blev inspireret i et slagtehus
Samlebåndslignende produktionsmetoder vandt udbredelse i løbet af i 1800-tallet, hvor nogle lande i Europa og Nordamerika oplevede en større industrialisering.
I mange værksteder og mindre virksomheder blev produktionsprocesser og arbejdsdeling, som var udviklet allerede i 1700-tallet, for alvor taget i anvendelse for at øge og effektivisere produktionen.
For eksempel begyndte man i slagtehuse i slutningen af 1800-tallet at anvende transportbånd til at transportere kreaturer gennem slagtehallerne, hvor processen var delt op i forskellige arbejdstrin.
En af Fords medarbejdere besøgte i 1908 et slagtehus i Chicago og lod sig imponere over den hastighed og præcision, hvormed slagtearbejdere kunne udskære det samme stykke kød om og om igen.
I sin rapport til Ford kaldte han slagtehusets transportbånd et 'adskillelsesbånd'.
Fandt inspiration i våbenindustrien
En anden vigtig forløber for Ford-fabrikkens masseproduktion var det produktionssystem, der først blev udviklet inden for våbenindustrien i begyndelsen af 1800-tallet.
Det bygger på tre principper:
- Mekanisering af produktionsprocesserne.
- Ensartede produkter.
- Høj grad af anvendelse af udskiftelige dele i maskiner og produkter.
Alle tre elementer var vigtige for at forbedre nøjagtigheden i våbenproduktionen, hvilket var altafgørende for våbnenes skydeevne.
Standardisering af våbnene, så enkeltdele let kunne udskiftes med andre tilsvarende dele, gjorde det langt lettere at reparere ødelagte våben. Egentlig masseproduktion var der dog ikke tale om, for markedet var trods alt begrænset.
Transportbåndet medførte stor besparelse af arbejdskraft
Med inspiration fra Chicago-slagterierne udviklede Ford samlebåndsideen i samarbejde med sine nærmeste medarbejdere, heriblandt den danskfødte Charles Emil Sorensen (1881-1968).
Der blev løbende gennemført en række effektivitetsforbedrende foranstaltninger, inden fabrikken i 1913 installerede forskellige typer af transportbånd i produktionshallerne, hvor der allerede eksisterede en høj grad af arbejdsdeling og anvendelse af udskiftelige dele.
Transportbåndet medførte hurtigt en stor besparelse i arbejdskraft per produceret enhed.
Samlebåndet var perfekt til at styre produktionen
Det var dog tilsyneladende ikke Ford selv, der var drivkraften i arbejdet.
En medarbejder fortalte efterfølgende, at Ford i begyndelsen slet ikke brød sig om tanken om et transportbånd i fabrikshallerne.
Det første transportbånd, trukket med reb af et hejsespil, blev installeret i al hemmelighed i efteråret 1913, mens Ford var ude at rejse.
Og det var først i 1914, at der blev sat en egentlig trækkæde på transportbåndene.
Samlebåndet fremmede produktionen, fordi det øgede materialestrømmen gennem fabrikken, men også fordi det bragte arbejdet til arbejderne i en passende hastighed styret af fabriksledelsen.
Med samlebåndet var ledelsen i stand til at sætte fart i de langsomste arbejdere og bremse de allerivrigste.
Kort sagt: Samlebåndet var et perfekt instrument til styring af produktionen og kontrol med arbejderne.
Henry Ford har selv beskrevet, hvordan man gjorde:
»Samlebåndets hastighed måtte omhyggeligt afprøves. På samlebåndet til svinghjulsmagneten prøvede vi først en hastighed på 60 tommer per minut. Det var for hurtigt. Så prøvede vi en hastighed på 18 tommer per minut. Det var for langsomt. Til sidst besluttede vi os for 44 tommer per minut. Ideen er, at en arbejder ikke skal jages med arbejdet – han skal have hvert sekund, der er nødvendigt, men ikke et eneste unødvendigt sekund …«
Samlebåndet var et symbol på en ny og bedre verden
Den hastige produktionsstigning, og det store prisfald som følge af samlebåndet, betød, at der ikke gik mange år, før Highland Park-fabrikken var for lille til at dække efterspørgslen på Ford T-biler.
I 1920 åbnede Ford Motor Company en ny og større fabrik i byen Dearborn ved Detroit. Fabrikken lå ved floden River Rouge og blev derfor kendt som River Rouge- eller bare Rouge-fabrikken.
Bygningerne var som Highland Park-fabrikken tegnet af arkitekten Albert Kahn (1869-1940) og udført som en hyldest til funktionalistisk design og arkitektur.
Ved åbningen var Rouge-fabrikken verdens største fabrikskompleks. Under 2. Verdenskrig var der op til 120.000 arbejdere ansat ved fabrikken.
Mange arkitekter, byplanlæggere, kunstnere, politikere og ingeniører var begejstrede for Fords fabrikker og knyttede ideen om masseproduktion sammen med forestillingen om et demokratisk og retfærdigt samfund.
Samlebåndet var et symbol på en ny og bedre verden skabt ved hjælp af ny teknologi, rationel planlægning og videnskab.
Mange var stolte af at være samlebåndsarbejdere
Selv samlebåndsarbejderne så muligheder i den nye produktionsform og arbejdsorganisering, der gav arbejdere mulighed for at erhverve sig mange af de nye masseproducerede varer.
I dag har de fleste et billede på nethinden af Charles Chaplin (1889-1977), der som samlebåndsarbejder i filmen Moderne Tider fra 1936 bliver fanget i fabrikkens fremmedgørende maskineri.
Men mange havde faktisk ikke noget problem med at se sig selv som en lille del af den store industrimaskine.
Der findes mange eksempler på arbejdere, der ikke bare udtrykte stolthed over at kunne være med til at fremstille så mange biler til rimelige priser, men også så samlebånds- og masseproduktion som et af de moderne tiders vidundere.
Kommuniske tænkere tog samlebåndet til sig
Også kommunistiske tænkere og ledere tog samlebåndet til sig.
Den italienske marxistiske samfundskritiker Antonio Gramsci (1891-1937) opfandt begrebet fordisme som en positiv betegnelse for den nye verden, som Fords ideer om masseproduktion og massesamfund indvarslede.
Fordisme var ifølge Gramsci ensbetydende med et opgør med det individuelt orienterede og gammeldags Europa, og fordisme ville med tiden medføre et mere lige og helt igennem kollektivt samfund.
Josef Stalin (1878-1953) så en tilsvarende sammenhæng mellem sovjetisk marxisme-leninisme og amerikansk fordisme.
Danmark blev centrum for Ford-produktion
Ford Motor Company udså Danmark som centrum for produktion af Ford-biler i Nordeuropa.
Allerede i 1919 åbnede Ford en samlebåndsfabrik i Heimdalsgade i København, og i 1924 rullede de første 11.000 T-modeller ud fra Fords nye fabrik i Sydhavnen.
Fabrikken var tegnet af husarkitekten Kahn. Statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) holdt åbningstalen, hvor han udtrykte håb for, at Ford Motor Company i Danmark måtte »vokse sig stort og kraftigt til Fordel for Landet og de danske Arbejdere.«
Ford var berygtet for ikke at tillade faglig organisering, sådan som det var blevet kutyme på det danske arbejdsmarked – blandt andet på grund af Staunings Socialdemokratiet.
I Danmark accepterede Ford dog fagforeninger og i begyndelsen også fælles overenskomst. Retten til overenskomst tabte Ford-arbejderne efter en konflikt i 1928.
Sydhavnen blev det danske Detroit
Ud over Ford etablerede bilproducenter som General Motors, BMW og Mercedes sig også i Sydhavnen, der blev et dansk Detroit.
Staunings ønske for den danske bilindustri og de danske arbejdere gik for en tid i opfyldelse.
Men det danske bileventyr varede ikke ved.
Hjemmemarkedet for de danskproducerede biler var for lille på grund af landets størrelse og de relativt høje afgifter, og de danske bilfabrikker kunne ikke klare sig i længden.
I 1966 stoppede Ford sin samlebåndsproduktion i Sydhavnen. General Motors holdt ud indtil 1974.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Samlebåndet symboliserede USA's koldkrigsstrategi
Samlebåndet var en vigtig faktor for andre produktionsgrene end bilindustrien.
Under 2. Verdenskrig var samlebåndsproduktion medvirkende til, at USA kunne levere nok varer og militærudstyr til både hjemmefronten og fronterne i Europa.
Efter krigen blev amerikanske produktionsmetoder implementeret i det meste af Vesteuropa.
Det skete ofte med støtte fra USA, for den amerikanske regering var udmærket klar over, at den kolde krig skulle vindes med en blanding af atomar afskrækkelse, udbredelse af amerikansk kultur og stimuleret økonomisk vækst.
Samlebåndet blev som teknik og som symbol en vigtig del af USA's koldkrigsstrategi.
En modkultur voksede frem i USA
Først i løbet af 1950'erne og 1960'erne blev den slags kulturel kritik af samlebåndet, som Chaplins Moderne Tider var en tidlig eksponent for, mere almindelig.
John Steinbeck (1902-1968) skrev i bogen På rejse med Charley fra 1962:
»Jeg protesterer mod samlebåndsproduktionen af vores mad, vores sange, vores sprog og til syvende og sidst vores sjæle …«
Der voksede en modkultur frem i USA i løbet af disse årtier, som gik op imod kulturel homogenitet og samfundsmæssig rationalitet, og samlebåndet blev ofte set som repræsentant for disse negative fænomener.
Frygt for arbejdsløshed og lede ved overforbrug nærede modstanden mod samlebåndet.
I digtet 'Amerika' fra 1956 nævnte Allen Ginsberg (1926-1997) eksplicit Henry Ford som en af kilderne til det massesamfund og de standardiseringstendenser, som digtet angreb med ironisk distance og en typisk beat-bevidsthedsstrøm.
Samlebåndet er stadig uundværligt
Detroit er i dag gået fallit og repræsenterer alt andet end fremskridt. Store dele af byen ligger hen som et postindustrielt ingenmandsland.
Samlebåndsproduktion er stadig den mest udbredte metode til fremstilling af biler og mange andre masseforbrugsvarer, men produktionen er for en stor dels vedkommende flyttet til lande, hvor arbejdskraften er billigere.
Globaliseringen og fremvæksten af informationssamfundet har ikke overflødiggjort samlebåndet. Tværtimod.
Samlebåndet er helt nødvendigt for masseproduktion af billig elektronik, og samlebåndsproduktionen kan relativt nemt flyttes fra land til land.
De nyere udviklinger bygger i vid udstrækning på den mere end 100 år gamle teknologi, der har haft enorm betydning for industri, samfund og kultur.
