Fonografen er opfindelsen, der gjorde Edison verdenskendt

Edison (1847-1931) var ikke den første, der forsøgte at lagre lyd, men han var den første, der var i stand til både at optage og gengive lyd.

Hans fonograf bestod af en cylinder med en spiralformet rille, der løb fra den ene ende til den anden i cylinderens overflade. Cylinderen var dækket med tinfolie, og en membran forsynet med en metalspids hvilede mod cylinderen.

Når cylinderen blev drejet rundt ved hjælp af et håndtag, fulgte stiften den spiralformede rille. Hvis der ikke skete andet, blev tinfoliet deformeret lige meget overalt. Hvis der derimod blev talt eller sunget ind mod membranen under cylinderens rotation, blev der afsat 'bjerge og dale' i tinfoliet i takt med lyden.

Og når man bagefter lod en anden stift, der var fastgjort til membranen i en telefons hørerør, følge sporet i samme retning som før, kunne man høre den oprindelige lyd gengivet af maskinen.

\ Læs mere

6. december: Verdens første lydoptagelse

En magisk oplevelse for Edison

Edison fortæller her, hvordan han oplevede det:

»Jeg råbte: ’Mary had a little lamb!’. Så justerede jeg lidt på maskinen, og den gengav lyden helt perfekt. Jeg har aldrig været så overrasket i hele mit liv. Alle var forbavsede. Jeg har altid været bange for opfindelser, der virker første gang. Min lange erfaring siger mig, at der som regel er store problemer, før de kan sendes på markedet. Men her var der ingen tvivl.«

Aviser og tidsskrifter beskrev Edisons fonograf som en fantastisk opfindelse. Han demonstrerede første gang apparatet offentligt 29. november 1877, og 24. januar 1878 blev selskabet The Edison Speaking Phonograph Company stiftet med det formål at udvikle og sælge fonografer.

Edison fik 10.000 US dollar for at overdrage patentrettighederne til det nye firma plus 20 procent af overskuddet.

Fonografen solgte godt i starten, men den første model var langtfra robust. Tinfoliet kunne kun afspilles få gange, ja faktisk skulle maskinen helst betjenes af en specialist. Der skulle derfor et større udviklingsarbejde til, før talemaskinen blev en kommerciel succes. Og i udviklingsarbejdet deltog mange andre end Edison.

Grafofonen mod fonografen

To af de mest fremtrædende var kemikeren Chichester Bell (1848-1924) (fætter til Graham Bell) og hans partner, instrumentmageren Charles Sumner Tainter (1854-1940), der erstattede Edisons tinfolie med voks. I stedet for at lave 'bakker og dale' i tinfolie ridsede membranstiften et spor i voksen.

Bell og Tainter fik i 1886 patent på opfindelsen, som de kaldte en grafofon. Det siges, at de prøvede at få Edison med i et udviklingssamarbejde, men at Edison sagde nej tak. Han ville selv kommercialisere sin fonograf.

I 1887 stiftede Edison et nyt selskab, The Edison Phonograph Company, som markedsførte fonografer, der anvendte forskellige typer af vokscylindre i stedet for den tinfoliebeklædte cylinder på den oprindelige fonograf fra 1877. Hans firma forsøgte hermed at skabe eller erobre to nye markeder.

Til arbejde og underholdning

For det første et hastigt voksende marked for kontormaskiner, hvor fonografen kunne anvendes som diktafon.

Altså som en maskine, hvortil chefen kunne indtale en besked eller et brev, som en sekretær på et senere tidspunkt kunne transskribere og poste til de relevante modtagere. For det andet forestillede Edison sig fonografen som grundpillen i en ny form for masseunderholdning. Før fonografens tid havde sangere og skuespillere mødt deres publikum i en på forhånd fastsat sal og til et bestemt tidspunkt. Med fonografen var det ikke længere nødvendigt.

I princippet kunne en operastjerne indspille en populær arie på en masterfonograf i et studie, hvorefter indspilningen kunne overføres til andre fonografcylindre, som så kunne købes og afspilles af operaelskere overalt i USA.

Det var dog kun et meget begrænset publikum, som havde økonomi til at være med til det. Men ethvert massemarked begynder i det små, og Edison tænkte allerede tidligt i store baner. I reklamematerialet for de nye fonografer udtalte han: »Jeg ønsker, at der skal stå en fonograf i ethvert hjem …«

\ Læs mere

Sådan lyder det perfekte slogan

Fonografen bevæger sig ind i hjemmet

Efter en tumultarisk periode i 1890’ernes første halvdel, hvor The Phonograph Company var ude af Edisons kontrol og gik fallit, startede han endnu et firma, The Spring Motor Phonograph Company.

Det markedsførte et produkt, kaldet hjemmefonografen, som appellerede til den voksende middelklasse i USA. Hjemmefonografen kostede cirka 10 US dollar, hvilket kun var en brøkdel af prisen for de fonografer, man kunne købe ti år tidligere.

Som firmaets navn antyder, blev denne fonografs vokscylinder drejet rundt af en fjeder, der forinden skulle spændes med håndkraft. En helt igennem simpel og driftssikker motor, som alle kunne finde ud af at betjene.

Og snart kunne man købe cylindre af standardstørrelse (længde 4,25 tommer og diameter 2,19 tommer) til en pris af 50 cents per styk med underholdning af forskellig slags: Fra operaarier over revyviser til (korte) hørespil.

Ordet 'kort' er vigtigt her, for det antyder den ene af de to vigtigste hindringer for, at fonografteknologien kunne få stor succes allerede i 1890’erne, nemlig at længden af indspilninger højst kunne være to minutter per cylinder.

Svært at lave identiske kopier

Den anden begrænsning var tekniske vanskeligheder forbundet med at fremstille mange identiske kopier af en indspillet cylinder. I praksis kunne man kun fremstille cirka ti kopier ud fra en optagelse med en kunstner i et studie. En populær kunstner måtte således indspille det samme kunstværk igen og igen.

I stedet for at lagre lyd i et spor på en vokscylinder var flere opfindere, inklusive Edison, inde på muligheden af at bruge spor, der løb i spiralform fra kanten af en vandret cirkulær skive til et punkt tæt ved centrum, som skiven drejes om.

En skive har to umiddelbare fordele frem for en cylinder, dels at det kræver mindre plads at opbevare et antal skiver end et antal cylindre, dels at det er enklere og billigere at fremstille en skive end en cylinder.

Når Edison alligevel valgte cylinderteknologien og holdt fast ved den i et kvart århundrede, skyldes det efter alt at dømme, at han opfattede denne teknologi som bedst videnskabeligt funderet. Hver rille på cylinderen bliver nemlig gennemløbet på samme tid, mens der naturligvis er stor forskel i tiden på gennemløb af et yder- og et inderspor på en cirkulær skive.

Pladen erstatter cylinderen

Arbejdet med udviklingen af talemaskiner, der benyttede cirkulære skiver i stedet for cylindre som lagermedium, blev derfor overladt til andre. Størst betydning for eftertiden fik Emile Berliners (1851-1929) grammofon, der blev patenteret i 1887. Ved indspilning var membranen forbundet med stiften på en måde, der omsatte membranens vibrationer til horisontale svingninger.

I de tidlige udgaver var lydkvaliteten i Berliners grammofonplader ikke bedre end i Edisons fonografcylindre, men fremstillingsomkostningerne var væsentlig mindre.

De første kommercielle plader fra 1891 havde en diameter på 5 tommer. I 1894 blev diameteren øget til 7 tommer og i 1901 til 10 tommer, hvorved indspilninger med en varighed af 4 minutter på hver side kunne markedsføres af Johnson & Berliner’s Victor Talking Machine Company.

Edison og Berliners firmaer konkurrerede på livet løs i mange år, men efter 1908 stod det mere og mere klart, at publikum foretrak pladen for cylinderen. Edison tøvede længe, men i 1912 havde han set skriften på væggen. Hans firma begyndte også at markedsføre en fonograf, der var udstyret med plade i stedet for cylinder. Den fik navnet The Edison Disc Record.

\ Læs mere

Lyde sælger – også når de ikke er musikalske

Telegrafonen var en simpel telefonsvarer

En alternativ metode til lagring af lyd – der skulle blive dominerende fra slutningen af 1930’erne – blev opfundet i 1898 af den danske telefontekniker Valdemar Poulsen (1869-1942). Poulsen blev inspireret til opfindelsen, fordi det irriterede ham, at han ikke kunne lægge en besked, når han ringede en abonnent op, og abonnenten ikke tog telefonen.

I sommeren 1898 fik han ideen til at lagre lyd ad elektromagnetisk vej. I løbet af kort tid havde han med simple virkemidler demonstreret, at ideen var levedygtig. Efter yderligere nogle måneder havde han fremstillet et apparat, hvor lyden blev lagret på en ståltråd. Apparatet kaldte han en telegrafon.

Poulsen fik udstedt dansk patent 31. oktober 1899, og over de næste to år opnåede han desuden patent på sin opfindelse i yderligere 24 lande, herunder Storbritannien, Tyskland og USA. Til trods herfor løb alle forsøg på at gøre telegrafonen til en indbringende forretning ud i sandet.

De største forhåbninger knyttedes til et amerikansk produktionsselskab, The Telegraphone Company of Columbia, der blev stiftet i 1903 med en aktiekapital på fem millioner US dollar. Selskabet havde som mål at udvikle en 'standardtelegrafon', der kunne benyttes som diktafon og som telefonsvarer over hele verden.

Udviklingen skete i trit med ungdomskulturen

De følgende ti år gik dog uden, at der skete afgørende gennembrud. Trods udviklingsarbejde for mange hundrede tusinde dollar vedblev telegrafonens kritiske problem at være en svag lydgengivelse. Et problem, der først kunne kureres, da man i telefon- og radiobranchen havde fået udviklet pålidelige elektroniske forstærkningsteknikker, og det skete først omkring 1920.

Derfor blev det ikke amerikanske, men tyske firmaer som Echophone, C. Lorenz AG og Magnetophon, der i løbet af 1920’erne og 1930’erne tog teten i udviklingen den nye generation af båndoptagere med spolebånd, pickup og forstærkning, som kom til at spille en betydelig rolle under 2. Verdenskrig.

Efter krigen gled initiativet dog igen over til USA, der kunne hente gratis know-how hos de slagne fjender i Tyskland.

I landet, der var verdens absolut rigeste efter krigen, blev ungdommen forbrugere i en målestok, der aldrig tidligere var set. Det skete parallelt med udviklingen i 1950’erne og 1960’erne af en ungdomskultur, som i hvert fald i et vist omfang var i opposition til forældregenerationens værdier.

Ungdomsidoler som Elvis Presley, Buddy Holly, Chuck Berry og The Beatles opnåede en enorm popularitet blandt de unge, selv om de store fjernsynsselskaber i lang tid censurerede det, de betragtede som samfundsnedbrydende musik.

Og det skete ikke mindst, fordi deres nyeste hits – optaget i et eller andet studie et sted i verden – lynhurtigt blev spredt gennem transportable transistorradioer, grammofoner og båndoptagere, der i disse år kom inden for mange unges økonomiske rækkevidde. Først i USA, men snart efter i resten af den vestlige verden.

\ Læs mere

Derfor skreg pigerne, da de så The Beatles