11. februar vil det europæiske rumagentur ESA opsende et lille rumskib fra rumcentret Kourou i Sydamerika med en Vega-raket.
Det lille, kun fem meter lange og to tun tunge rumskib, er ikke en rumfærge, men et modelfartøj, som skal afprøve tilbagevenden til Jorden efter en flyvning ud til en rumstation.
Rumskibet hedder IXV, hvilket står for: Intermediate eXperimental Vehicle.
Det er en del af et langsigtet forskningsprogram, der skal gøre det muligt for ESA på et senere tidspunkt at afgøre, hvordan man vil anvende denne teknologi.
Der er for tiden ingen konkrete planer om, at Europa skal bygge egne bemandede rumskibe, men under mottoet 'rettidig omhu' har ESA en serie programmer løbende, hvor man forsøger at udvikle ny teknologi til næste generation af raketter og rumskibe.
ESA omtaler slet ikke bemandede fartøjer
I den planlagte flyvning skal IXV op til en højde af over 400 kilometer. Det skal på den 1 time og 40 minutter lange flyvning næsten en hel gang rundt om Jorden, inden det lander i Stillehavet.
Det sker med næsten samme fart, som en rumfærge vil have, når den vender tilbage efter et besøg på en rumstation, nemlig 7,5 km/s eller 27.000 km i timen.
Det er værd at bemærke, at når ESA selv omtaler de mulige anvendelser af et fartøj, der kan vende tilbage til Jorden, så omtales et bemandet rumskib slet ikke.
I stedet nævnes udviklingen af raketter, hvor første trin og måske også andet trin kan genbruges, eller muligheden for at bringe prøver fra Mars eller en asteroide tilbage til Jorden.
Bemandede rumflyvninger er en varm kartoffel
Der tales også om robotrumskibe, der kan servicere satellitter, for eksempel ved at optanke dem ude i rummet. Fartøjer som IXV kan også buges til at udforske den øverste del af atmosfæren, hvor lufttætheden er for stor til, at satellitter kan bevæge sig.
Her savner videnskaben muligheder for direkte at kunne foretage målinger i højder på 100-200 kilometer.
I det hele taget er spørgsmålet om bemandede rumflyvninger en varm kartoffel i alle rumagenturer. Bemandede rumskibe er meget dyre både at udvikle og anvende, og markedet er ikke ret stort.
Verden vil se tiden an
For tiden har vi kun den internationale rumstation ISS, og det er begrænset, hvor mange astronauter, der er behov for at opsende hvert år.
Det går jo lige nu ret godt med at klare sig med de russiske Soyuz-rumskibe alene.
Med flere astronauter kan der naturligvis løses flere forskningsopgaver på ISS (Den Internationale Rumstation), og behovet for astronauter kan ændre sig, hvis den enorme ISS bliver afløst af flere mindre rumstationer med hver sin opgave. Om det vil ske, er der dog endnu ingen, der ved.
Så situationen i den vestlige verden er den, at ESA forsker og ser tiden an, NASA køber kommercielle rumskibe som Dragon fra firmaet SpaceX, og Japan giver sig meget god tid til at udvikle et bemandet rumskib.
De vil sikkert også vente og se, hvordan markedet vil udvikle sig i 2020'erne. NASAs meget omtalte Orion-rumskib er utroligt kostbart og har ingen seriøse opgaver, før man beslutter, om vi skal vende tilbage til Månen eller sende astronauter til asteroiderne eller Mars.
Bemandet rumfart bliver rumturisme
Kina har deres Shenzhou-rumskib, som de nok vil anvende i mange år fremover, og Rusland arbejder på en efterfølger til Soyuz-rumskibet. Men uden store politiske initiativer om rejser ud i solsystemet, så gælder loven om udbud og efterspørgsel.
Den stadig mere avancerede robotteknik er i færd med at ændre rumfarten så meget, at det er svært at gennemskue behovet for astronauter om bare 10 eller 20 år.
Det er muligt, at det bliver den kommercielle rumfart, der kommer til at sætte gang i den bemandede rumfart, måske ved at udvikle en egentlig rumturisme.
Men den kommercielle rumfart vil næppe anvende rumskibe udviklet af rumagenturer som ESA, så man forstår godt, at man verden over ser tiden an.
