Makrelhajen er et af de hurtigste rovdyr i havet, takket være en række tandlignende skæl, der sidder bag hajens gæller.
Det er den slags skæl, der gør huden ru på hajer, rokker og havmus.
Det er også samme princip, som mennesker bruger for at mindske luftmodstanden ved at give golfbolde fordybninger i overfladen og gør tennisbolde behårede.
Men nu har Amy Lang fra University of Alabama, USA, og hendes kolleger opdaget, at skællene bag makrelhajens gæller kan vrides op til 60 grader.
Men hajen vrider ikke skællene selv. Langs hypotese er, at turbulensen i vandet gør arbejdet.
»Vi har testet det på døde hajer,« skriver hun i en email.
Hvirvlerne over huden sender vandet bagud ind mod skællene, så de løftes op og standser turbulensen.
Selvkorrigerende system
Det er altså en form for selvkorrigerende system, som giver halen mindre vandmodstand. Skællene giver også hajen mulighed for at vende sig meget hurtigt og sætte en ny kurs mod flygtende føde.
Endnu en bonuseffekt er, at hajen slipper for lydene af vandhvirvler. Lydløs svømning er lige så vigtig for en haj under vand, som når et kattedyr meget stille lister sig ind på sit bytte.
Makrelhajen lever i alle have, bortset fra områderne omkring polerne.
Ligesom på et fly
Selv om den gavnlige effekt ved at vride skællene er ny for forskerne, har man længe vidst, at de tandlignende skæl hjælper hajer og andre fisk til at glide nemmere gennem vandet.
Normalt flyder vand og luft i en jævn strøm omkring fiskekroppen. Men hvis fisken rykker sig hurtigt eller bevæger kroppen fra side til side for at svømme, kan de jævne vandstrømme blive brudt op i hvirvler. Så øges vandmodstanden, og fisken mister meget af sin manøvredygtighed.
Det samme sker med en flyvinge, når flyet reducerer farten før en landing.
Når vinden flyder langsommere hen over vingen, mindskes løftet. Det skal piloten kompensere for ved at løfte næsen på flyet, så vingen rammer luftstrømmen i en højere vinkel.
Til sidst er vinklen så høj, at luften ikke længere ‘suger’ sig fast til oversiden af vingen og flyder jævnt, men bliver brudt op i hvirvler. Så øges luftmodstanden markant, vingen mister sit løft, og flyet styrter ned.
Bryder luften op i mindre hvirvler
Sådanne ulykker sker blandt andet i urolig luft, når pludselige vindstød bagfra har reduceret luftmodstanden omkring flyet. Derfor har flere fly såkaldte hvirvelgeneratorer.
Selv om det umiddelbart lyder kontraproduktivt, hjælper hvirvelgeneratorerne faktisk med at forhindre turbulens over vingen.
I stedet for en stor hvirvel, bliver luften nemlig brudt op i mange mindre og ufarlige hvirvler omkring hvirvelgeneratorerne. Og de minder meget om skællene bag makrelhajens gæller.
Nu håber Amy Lang, at hendes forskning kan bruges til at lave bevægelige hvirvelgeneratorer på fly, så de bliver endnu mere effektive.
»Sådanne hvivelgeneratorer kan give bedre rorflader, så der er gode muligheder for at flyene kan blive bedre til at manøvrere,« siger Lang.
Resultaterne blev fremlagt på American Physical Societys årsmøde for nylig.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
