I 2004 blev der for første gang fundet tegn på metangas i Mars’ atmosfære.
Siden er der jævnligt lavet målinger, der bekræfter, at gassen findes nogle steder på Mars, og nu er det sket igen, skriver Det Europæiske Rumagentur (ESA) i en pressemeddelelsen.
Beretningerne om metangas i Mars’ atmosfære bliver ved med at være opsigtsvækkende, fordi metangas som regel - i hvert fald på Jorden - er et tegn på liv af en art.
I løbet af sommeren 2013 fandt NASA’s Mars-robot Curiosity således tegn på metangas i luften omkring Gale-krateret på Mars.
LÆS OGSÅ: Metan fundet på Mars kan stamme fra liv - eller vulkaner
Denne opdagelse er nu blevet bekræftet af ESA, der har analyseret data fra rumsonden Mars Express, som var i kredsløb om den røde planet, mens Curiosity kørte rundt på Mars’ overflade og altså fandt metangas.
Det er ekstraordinært, da det er første gang, at en opdagelse, der er fundet og målt på land, underbygges af data fra en rumsonde i kredsløb.
Metangas henfalder typisk ganske hurtigt. Især i Mars’ tynde atmosfære, hvor gassens molekyler vil være opløst i løbet af et par hundrede år. Derfor tyder opdagelsen på, at den fundne metangas må være opstået for ganske nyligt.
ESA mener, at metangassen kommer fra forkastningszoner på Mars, som er de steder, hvor to tektoniske plader bryder. Det er en forklaring, som man kender fra Jorden.

Det er dog stadig et stort mysterium, hvordan metangassen opstår.
Gassen kan komme fra en geologisk proces kaldet serpentinisation, der både kræver varme og flydende vand.
Eller den kan, som tidligere skrevet, være et udtryk for liv. Eksempelvis methanogener, som er en bakterie, der nedbryder organisk stof under dannelse af metan.
De nye analyser er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Geoscience.
LÆS OGSÅ: Metan på Mars kan stamme fra liv
LÆS OGSÅ: Kan mennesker bo på Mars?
fghs
































