Hvor befinder Voyager 1 og 2 sig?

De eneste to menneskabte ting, der nogensinde har forladt vores solsystem, er et par standhaftige konstruktioner.

Da rumsonderne Voyager 1 og 2 blev sendt afsted med et par ugers mellemrum i 1977, var det formentlig ikke mange, der havde gættet på, at de stadigvæk ville være på deres lange rejse ud i det ukendte godt 44 år senere.

Men hvor er de to rumsonder henne i skrivende stund? Hvor er de på vej hen? Og hvad har vi egentlig lært af dem?

Det spørger læseren Anne Sofie om i en e-mail til Videnskab.dk's brevkasse, Spørg Videnskaben.

For at besvare dette har vi etableret radiokontakt med Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved DTU Space.

Hvor Solen ikke rækker

»Begge rumsonder er for flere år siden passeret ud af Solsystemet,« fortæller Michael Linden-Vørnle.

Voyager 1 krydsede 25. august 2012 ind i det interstellare rum som det første menneskabte objekt nogensinde.

Lidt mere end seks år senere røg Voyager 2 også gennem dørene til ’rummet mellem stjernerne’ 5. november 2018, da den passerede kanten af heliosfæren og dermed var nået udkanten af Solsystemet.

Ifølge NASAs Jet Propulsion Laboratory befinder Voyager 1 sig mere end 23 milliarder kilometer væk fra Jorden og fjerner sig med en hastighed på mere end 61.000 kilometer i timen.

Tvillingen Voyager 2 er godt 19 milliarder kilometer borte fra Jorden og har en fart på godt 55.000 kilometer i timen i forhold til Solen.

»De er nået derud, hvor Solens indflydelse ikke længere rækker,« siger Linden-Vørnle.

Du kan læse mere om, hvad det vil sige, når Solens indflydelse ikke længere rækker, i artiklen 'Voyager 2 sender hidtil skarpeste rapport: Sådan ser grænsen til det interstellare rum ud'.

Og hvordan ved man så, hvilket miljø Voyager-rumsonderne befinder sig i?

Jo, da Voyager 1 og 2 blev sendt afsted i 1977, havde de hver især 10 instrumenter med i bagagen.

Fire af disse virker stadig på Voyager 1, mens fem er funktionsdygtige og aktive hos Voyager 2.

»Vi får stadig data fra begge rumsonder. De instrumenter, der stadigvæk er i drift, hjælper forskerne med at undersøge kosmisk stråling, elektrisk ladede partikler med lav energi, magnetfelter og plasmabølger. Instrumentet, der laver andre undersøgelser af plasma, virker desuden stadigvæk på Voyager 2,« fortæller Michael Linden-Vørnle og tilføjer, at man for længst har slukket for kameraerne.

Det skyldes, at rumsonderne er nået ud et sted, hvor der ikke er nogen værdi i at tage billeder, da man alligevel ikke ville kunne se noget.

»Det, man gør nu, er at ’smage’ på miljøet, man er i nu. Man kan sige, at sonderne er blevet blinde, men stadigvæk har deres føle- og smagssans intakt,« forklarer Michael Linden-Vørnle.

Hvor langt kan de nå?

Alle rumsonder, der bliver sendt langt væk fra Solen, er udstyret med en såkaldt ’Radioisotope Thermoelectric Generator’ (RTG).

RTG’en er en elektrisk energikilde og batteri, som indeholder et radioaktivt materiale, der henfalder langsomt over tid.

Det skaber varme, der kan omdannes til strøm.

»Nu har de været afsted i omkring 44 år, så RTG’erne har holdt dem i gang længe. Man estimerer, at RTG’erne i hvert fald kan holde rumsonderne aktive i omkring fem år mere, men det kan både være mere eller mindre. Samtidig er der også risiko for, at andre dele af rumsonderne siger stop,« siger Michael Linden-Vørnle.

Han fortæller, at man via Deep Space Network, der er en vigtig del af rumforskningen, stadigvæk har kontakt til Voyager 1 og 2.

Deep Space Network udgøres af tre store radioantenner, der alle har det tilfælles, at de er placeret i forholdsvis øde områder for at undgå for meget radiostøj.

Centrene ligger:

• Ved Goldstone i Mojaveørkenen i Californien nær byen Barstow.
• Godt 60 kilometer fra Madrid i Spanien.
• Nær hovedstaden Canberra i Australien.

Så sent som sidste år mistede man kontakten med Voyager 2 i otte måneder, da vedligeholdelsesarbejde på satellitstationen i Australien gjorde, at man måtte afbryde radiokontakten.

Men i november sidste år lykkedes det teknikerne at få kontakt til rumsonden igen trods den ufatteligt store afstand mellem Jorden og Voyager 2.

Denne genistreg af teknikerne kan du læse mere om i artiklen 'Succes! NASA har igen kontakt med Voyager 2-rumsonden'.

Udført missionen til UG med kryds og slange

»Hvis man ser på deres oprindelige formål, var det at undersøge de ydre planeter i Solsystemet,« siger Michael Linden-Vørnle.

I årene 1979-1989 var der en unik mulighed for at sende rumsonder forbi planeterne Saturn, Jupiter, Uranus og Neptun, da planeterne stod i en stilling, hvor man kunne bruge tyngdekraften fra en planet til at sende rumsonden videre til den næste og dermed spare på brændstoffet.

Denne mulighed opstår kun med knapt 176 års mellemrum, og NASA var ikke sen til at udnytte denne metode.

NASA endte med at sende Voyager 2 afsted før Voyager 1, og den blev den første sonde til at nå både Uranus og Neptun.

Den hurtigere rumsonde, Voyager 1, nåede først frem til Jupiter og Saturn og fik set nærmere på blandt andet Jupiters måne Io og Saturns store måne Titan.

»Rumsonderne fik taget en masse billeder af planeterne og deres måner og fik samtidig fortaget en masse målinger. Man fandt blandt andet ud af, at Jupiter har en ring om sig. Generelt fik man en masse data via rumsonderne, som har banet vejen for en række missioner, der kom sidenhen. Der kan man tale om at være en udsendt medarbejder,« siger Michael Linden-Vørnle.

Rumsonderne er såkaldte ’Fly-by’-missioner, hvor man kommer helt tæt på og får nærbilleder af planeterne. Det har givet et unikt indblik i, hvordan himmellegemerne ser ud.

»Der er tale om øjebliksbilleder, så man ved ikke, hvordan planeterne ser ud over længere tid,« forklarer Michael Linden-Vørnle og fortsætter:

»Med en kredsløbssonde, som Galileo-sonden ved Jupiter eller Cassini-sonden ved Saturn, har man på en helt anden måde fået en indsigt i de to planeters dynamiske processer.«

Disse indsigter har man endnu ikke fået med Uranus og Neptun.

Ifølge Michael Linden-Vørnle giver disse øjebliksbilleder ikke en dybere forståelse af Uranus og Neptun, men hvis man i fremtiden udvikler rumsonder, der kan komme i kredsløb om Neptun og Uranus, vil man kunne få en banebrydende indsigt i planeternes dynamiske processer.

Der skal lyde en tak til vores læser Anne Sofie for spørgsmålet og til astrofysiker Michael Linden-Vørnle for at give os en status på Voyager-rumsondernes fantastiske rejse ud i det ukendte.

Hvis du selv sidder inde med en undren om alt mellem himmel og jord, er du mere end velkommen til at sende dit spørgsmål til Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk.