Efter 8 lange måneders radiotavshed har NASA igen fået kontakt med den fjerne Voyager 2-rumsonde, skriver ScienceAlert.
Den lange afbrydelse af kommunikationen skyldes, at der skulle foretages vedligeholdelse på NASA’s satellitstation Deep Space Station 43 i Australien, der er det eneste sted på Jorden, hvorfra man kan komme i kontakt med Voyager 2.
NASA annoncerede i marts, at satellitstationen krævede kritiske opgraderinger, som ville tage 11 måneder at installere.
I mellemtiden måtte NASA nøjes med at lytte, da Voyager 2 stadig kunne transmittere til Jorden, skriver ScienceAlert.
Men arbejdet på Deep Space Station 43 er gået godt, og selvom opgraderingerne først står færdige til februar, har teknikerne nu afprøvet, om det virker - med held.
Efter næsten 35 spændingsfyldte timer, som er så lang tid, det tager for radiobølger fra Jorden at nå Voyager 2 og nå hjem igen, fik de besked tilbage fra rumsonden, skriver ScienceAlert.
For the past 8-months, Deep Space Station 43 has been undergoing upgrades. @NASAVoyager-2 has been waiting for us to be able to send it commands once again.
On Friday 30th October, we sent those commands & after a 34hour 48 min round trip time, a "hello" came back! #DSS43 @CSIRO pic.twitter.com/qyMEc9Jkxc— CanberraDSN (@CanberraDSN) November 2, 2020
Voyager 2 blev sendt op i 1977 med det formål at besøge nogle af de forskellige planeter i Solsystemet, men har for længst fuldført dén mission.
Sondens udvidede og nuværende mission er at udforske interstellart rum, hvilket den har gjort siden 2018, da den krydsede Solsystemets ydre grænse.
Men selv med sin næsten 19 milliarder kilometer lange rejse er Voyager 2 faktisk ikke det fjerneste menneskeskabte objekt - den pris går til dens tvilling Voyager 1, som har tilbagelagt næsten 23 milliarder kilometer og ligeledes er i interstellart rum.
I deres 43-årige lange missioner har de to sonder haft næsten daglig kontakt med NASA.
cll