Elon Musks røde rum-Tesla er fløjet forbi Mars
Kilde: 
05 november 2018

Det er 9 måneder siden, at Elon Musks rumfartsvirksomhed, SpaceX, stjal hele verdens opmærksomhed ved at skyde en skrigrød Tesla med en dukkechauffør kaldet ‘Starman’ ud i rummet.

Det spektakulære mediestunt fortsætter, og nu har ‘Starman’ passeret Mars, skriver Space.com.

»Starmans nuværende lokation. Næste stop: Restauranten ved universets ende,« skrev SpaceX på Twitter i fredags (2. november 2018), hvor de også lagde et billede op af ‘Starman’s’ elliptiske bane omkring solen.

»Restauranten ved universets ende« er en reference til anden bog i romanforfatteren Douglas Adams kultserie "Hitchhiker's Guide to the Galaxy", som Elon Musk er en stor fan af.

Det er planen, at ‘Starman’ skal cruise i kredsløb om Solen i mange millioner år, og som det kan ses på billedet, vil SpaceX-maskotten på et tidspunkt også komme lige så tæt på Solen, som Jorden er det.

En række forskere har tidligere regnet på ‘Starman’s’ bane, og de er blandt andet kommet frem til, at han kun vil være et par hundrede tusinde kilometer fra Jorden i 2091. De har også regnet ud, at han på et tidspunkt indenfor de næste 10 millioner år vil kollidere med Venus eller Jorden.

Du kan følge ‘Starman’s’ rejse live på hjemmesiden whereisroadster.com.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.